Tilgiver mors drabsmand

En ung dreng med tjavset hår bevæger sig mod sin plads i retssalen i Holbæk. Skuldrene er anspændt og hovedet er dukket, men et kort øjeblik søger han Christa og Lauras blik. Han er tiltalt for at have dræbt deres elskede mor.

Synet af drengen, får tårerne til at presse sig på. Men de er hverken fyldt med had eller vrede. For foran dem står ikke en drabsmand. Der står en svigtet dreng.

– Vores mor havde hele sit liv hjulpet unge som ham, fortæller 37-årige Christa Sihm Larsen fra familiens hus i Kalundborg.

Ved siden af sidder hendes 30-årige søster Laura Sihm Olsen, der her et år efter ulykken på Skovvejen ved Kalundborg, stadig kæmper med den sorg, der ramte familien den 18. september sidste år.

Barndom med bål

– Vores mor fyldte enormt meget, på godt og ondt. Men hun levede sit liv fuldt ud, fortæller Christa.

Barndomshjemmet var en banegård for søstrenes venner, og de dansede ofte rundt i stuen til høj musik. De mindes deres årlige campingferier rundt omkring i landet, hvor der ofte blev lavet bål.

Som børn kunne de få lov til det meste, hvis de kunne komme med et godt argument. Den tilgang førte hun videre i sin rolle som skolelærer. Her var det ofte de unge, der havde det svært, som hun havde et blødt punkt for. Hun kæmpede indædt for, at de skulle mærke kærlighed og få succesoplevelser.

– Hun sagde tit: Hvis man ikke har fundet en løsning, har man ikke undersøgt alt, fortæller Laura, der husker, hvordan moren ofte stoppede op og snakkede, hvis hun stødte på en forhutlet type.

Gennem årene var hun besøgsven, havde specialklasser, var spejderleder, og det var ikke usædvanligt, hvis der pludselig opholdt sig landevejsriddere i huset. Men det var også hendes passion for at hjælpe mennesker, der efterhånden sled hende op.

Efter et alvorligt trafikuheld i 1990, kæmpede hun med smerter i benene, og hun blev tilkendt førtidspension. I stedet for at arbejde kastede hun nu al sin tid og kærlighed på sine børnebørn.

Hvert barnebarn havde en dag om ugen hjemme hos mormor, og haven og lejligheden var indrettet til dem. Hun kunne lave morgenmad på bål om morgenen, og hun kunne sidde til langt ud på natten og spille Minecraft.

– Hun var som en ekstra mor for dem, og hun fyldte meget i deres hverdag, fortæller Laura.

Den værste besked

Så skruer hun tiden tilbage til den skæbnesvangre dag i september sidste år. Det regnede tæt, da Laura og hendes daværende mand skulle op til Lauras far og spise frokost. Lauras mor og hendes mand Jesper skulle også med, de kørte i Jespers bil. Da Laura nåede frem, undrede hun sig over, at moren ikke var kommet. Da hun heller ikke tog telefonen, begyndte en uro at vokse i hende.

– Der var en, der sagde, at der var sket en ulykke. På et lokalt medie var der et billede af bagenden af en bil, der lignede Jespers. Men jeg lukkede det ude. For det var bare ikke en mulighed, fortæller Laura.

Kort tid efter blev hun ringet op af sin storesøster Ea, der måtte overbringe den forfærdelige besked. Hun havde fået besøg af to betjente, der fortalte, at deres mor var død.

LÆS OGSÅ: Monica blev misbrugt som barn: Jeg tilgiver dem

Laura havde sine to drenge på hver sin side i bilen, mens hendes daværende mand kørte dem mod storesøsterens hus. Hun knugede sine drenges ansigter ind til sig, da de var nødt til at passere ulykkesstedet. Ud af bilruden kunne hun se rødt sand på asfalten og vragdele på kørebanen.

Christa befandt dig i Kvickly i Kalundborg, da hun fik den voldsomme besked. Hun husker, hvordan vreden væltede rundt i kroppen. Da alle søstre var samlet hos storesøsteren Ea, prøvede Christa desperat at få betjentene til at give dem et håb.

– Måske kunne hun genoplives? Måske var der noget, de ikke havde tænkt på, der kunne redde hende. Jeg håbede sådan på, at de ville sige, at der var en lille chance. Men det gjorde de ikke.

De efterfølgende dage står stadig som en tåge i søstrenes erindring. De begyndte at planlægge deres mors begravelse, den skulle være i hendes ånd.

Raklev Kirke var fyldt til randen med mennesker i farverigt tøj den 27. september 2022. Tidligere elever, kollegaer og mennesker, som Anne-Dorthe havde rørt på sin vej, var samlet for at ære hende.

Til tonerne af ’Jail House Rock’ sagde familien farvel til deres elskede mor og mormor, og røde balloner og sæbebobler steg mod himlen, da kisten blev kørt væk.

– Min mor havde flere gange sagt, at hun ikke troede, der ville dukke nogen op til hendes begravelse. Hun var altid bange for, at folk ikke kunne lide hende. Jeg ville ønske, at hun kunne se, hvor mange, hun havde betydet noget for.

Efterlod et tomrum

Mens hverdagen begyndte for andre, føltes livet tomt for de to søstre. Tanken om, at de aldrig skulle høre deres mors stemme igen, kunne få dem til at knække hulkende sammen. Samtidig skulle de tage sig af deres sønderknuste børn.

– Det har været en ekstra sorg at se vores børn lide. De har alle haft det svært, og de kæmper stadigvæk, fortæller Christa, der har en søn.

Som tiden gik, begyndte tankerne at kredse om ulykken, der havde været skyld i deres mors død.

Det kom frem, at to drenge på 17 og 18 år havde kørt ræs i det drivvåde føre. Den 18-årige dreng havde mistet herredømmet over den stjålne bil og kollideret med Jespers bil. Han kom alvorligt til skade, men overlevede. Den 17-årige var kørt videre. Han blev kort tid efter stoppet af politiet.

– Jeg tænkte meget på, hvem de var, og hvad de kom fra. Vi havde læst, at de havde haft det svært. Det var jo netop sådan nogle typer, som min mors hjerte bankede for. Så vi ville være til stede under retssagen. Vi havde behov for at se dem og få nogle svar.

Så dem i retten

I retten kom det frem, at føreren af bilen var mentalt retarderet. Han blev tvangsfjernet som 2-årig efter massivt omsorgssvigt og havde efterfølgende boet i plejefamilie og på forskellige opholdssteder. Den anden tiltalte havde en lignende baggrund.

Den 6. september 2023 blev den nu 19-årige dreng, der havde kørt bilen, idømt forvaring. Det kunne ikke bevises, at den 18-årige havde været medskyldig, da han blev stoppet langt fra selve ulykkesstedet.

Da dommen blev afsagt, væltede tårerne ned ad søstrenes kinder.

– Det var en underlig forløsning. Samtidig var det så definitivt, at vores mor ikke kom tilbage, forklarer Christa.

Beholder juletraditionen

Når søstrene mindes deres mor og de skøre, sjove og irriterende episoder, der har præget deres liv, er der plads til både tårer og grin. De kunne blive rygende uvenner, men det er alligevel morens ukuelige appetit på livet, der står tilbage.

– Hun opfandt en tradition med at køre rundt om juletræet på torvet på sin handicapscooter iført en frygtelig grim, blinkende nissehue. Så fik hun alle børnebørnene til at tage hænderne på hinandens skuldre, mens de sang og løb rundt med hende i front. Det var enormt pinligt dengang. Men jeg tror, at vi gør det igen i år, fortæller Christa.

LÆS OGSÅ: 10 år gammel, da mor blev myrdet

Søstrene har siden ulykken prøvet at finde en mening i det meningsløse. For de kan ikke lade være med at tænke på, at der er en grund til, at det netop var en utilpasset ung mand, der tog deres mors liv.

– Måske er den her tragedie med til, at han får den hjælp, han har brug for. Jeg håber sådan, at han er omgivet af pædagoger, der vil ham det godt og kan give ham kærlighed. For det ved jeg, at min mor ville have ønsket, forklarer Laura.

– Vi havde mest af alt bare lyst til at give ham et kram og fortælle ham, at vi ikke hader ham. For had bringer ikke vores mor tilbage.