Når livet gør ondt

Troede jeg kunne redde min mor

2. juli 2012 af Karin Heurlin
På overfladen lignede de en kernefamilie. Men virkeligheden var en anden, og da moderens drikkeri tog til, gik familien i opløsning. Jeanette røg ned i et sort hul, indtil hun for fem år siden mødte kærligheden. Det blev begyndelsen til hendes redning.
Foto: Morten Mejnecke
Foto: Morten Mejnecke

Da Jeanette var tolv år, listede hun sig en dag efter sin mor ned i vaskekælderen. Lige neden under børnefamiliens ellers normale hverdag i huset på Amager stod moderen og drak et glas rødvin. I det samme hørte hun sin datter, og hendes reaktion sagde alt. Hun nærmest kylede glasset væk. Det var her, Jeanette Jørgensen indså, at hendes elskede mor var alkoholiker.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

På facaden voksede Jeannette op i en ganske almindelig familie med to storebrødre, en far, der var revisor, og en mor, som passede sit job som pædagogmedhjælper. Men forholdet mellem forældrene skrantede, og kriserne klarede moderen ved at drikke sig fuld.

Familien opløst
Som 15-årig var Jeanette hjemme den aften, faderen valgte at forlade familien for at flytte hen til en anden kvinde.

- Din mor drikker og vil ikke stoppe, forklarede han sin datter, mens moderen sad ved siden af og græd

- Vi flyttede ind i en lejlighed, og her skulle vi så starte et nyt liv. Men det var her, det hele gik ned ad bakke. Min mor og jeg var meget alene, og hun brugte mig til at snakke med og græd meget. Jeg gik i hendes tasker konstant. Hun benægtede jo alt, men jeg fandt vandflasker, som var fyldt med hvidvin, siger 26-årige Jeanette. Fra at være en flittig skoleelev med styr på tingene lå hun ofte hjemme i sengen, ude af stand til at stå op, og hendes fravær i skolen steg.

- Jeg blev nok lidt ødelagt i den periode og fik mange mørke tanker. Det var lidt som om, jeg blev smittet, husker Jeanette.

Læs også: Mor til otte fandt drømmemanden

Mistede sit hjem
Hun var et dagligt vidne til, hvordan moderen ramte bunden. Hun mistede sit job og mistede lejligheden. Moderen flyttede hjem til sine forældre, og imens blev hendes misbrug bare værre og værre. Hun fik en ven, som også havde tydelige alkoholproblemer, og det forstærkede hendes nedtur.

Som 21-årig mødtes Jeanette en dag med sin mor, og hun kunne med det samme se, at den var helt gal. Moderen var gul i øjnene og i huden og så forfærdelig ud.

- Du skal til lægen læge nu. Hvis du ikke gør det, så kan jeg ikke mere, svor Jeanette. På trods af modstand ankom moderen til lægen kort efter med Jeanette ved sin side, og det var ikke et øjeblik for tidligt. Faktisk viste det sig, at havde de ventet tre dage mere, havde moderen ikke overlevet. Hun blev akut indlagt med blødninger i halsen og skrumpelever.

- Da hun vågnede, kunne hun pludselig godt lade være med at drikke, og hun ønskede et nyt liv, husker Jeanette.

Et år som ædru
- Nu var hun helt normal, men jeg kunne ikke kende hende. Hun gjorde pludselig en masse for sig selv. Der var dog én ting, hun ikke kunne. Hun kunne ikke tale om fortiden. Det gjorde for ondt, men det havde jeg brug for. I dag fortryder hun, at hun ikke nød moderens tørlagte periode mere. Den varede nemlig kun et år. Moderens krop var så nedbrudt af sit tidligere alkoholmisbrug, at hendes nyrer stod af, og hun døde efter et kort hospitalsophold. Jeanette var 21 år.

- Jeg kunne slet ikke se en vej frem, så jeg blev depressiv. Det eneste, jeg ville, var at gå i byen og drikke en masse. husker Jeanette, som også sørgede for ikke at lukke nogen for tæt ind. Men så skete det alligevel.

Til en fest fik den et år ældre Anders øje på hende, og han var ikke lige til at ryste af. Han sendte ikke bare blomster. Han blev ved med at vise, at han var der for hende.
Kærligheden blev min redning

- Jeg ved godt, det lyder som en solstrålehistorie, men det var ham, som fik mig igennem det hele. Han overtog nok lidt ansvaret fra mine brødre, og han sagde til mig, at det var på tide, at jeg tog mig af mig selv. I Jeanettes køkken hænger et foto af hendes mor.

- Jeg savner hende. På et tidspunkt troede jeg, at der ikke ville gå en dag, uden det gjorde ondt. Men i dag er det en meget mere naturlig sorg, og jeg hænger ikke længere i fortiden.

Læs også: Tak fordi du blev vores nye mor

Sponsoreret indhold