Ulla blev mishandlet på børnehjem

Ulla ligger i sin seng, og tankerne farer gennem hovedet. Hun gennemgår dagen minutiøst for at finde de ting, hun skal bede om tilgivelse for. Med en klump i maven remser hun alle sine synder op i sit hoved. Da hun tissede i sengen om natten, at hun var uartig og derfor fik tæsk, og da hun tænkte dårlige tanker om maden. Hun føler sig forkert og som et dårligt menneske, mens hun folder hænderne og beder Vorherre om tilgivelse. Igen. Igen og igen.

– Jeg ville ønske, at jeg bare kunne få én dag, hvor jeg ikke havde dårlig samvittighed. Men selv om jeg rationelt godt ved, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed, kan jeg ikke slippe den. Den er prentet ind i mit sind, fortæller 59-årige Ulla Kjærgaard Kristensen fra Ikast.

Forladt som spæd

Ulla var bare tre måneder gammel, da hendes mor forlod familien. Faren arbejdede som lastbilchauffør, og i en periode blev Ulla og hendes tre søskende passet af deres bedsteforældre. Men løsningen var ikke permanent, og til sidst blev det besluttet, at Ulla og hendes søskende skulle anbringes på børnehjemmet Solgården i Tarm, der var drevet af Luthers Mission.

Ulla blev skilt fra sine søskende, og hun husker kun brudstykker af de første år. Hvordan hun sad i legerummet uden legetøj, og spiste aftensmad alene, hvorefter hun blev sendt i seng.

– Jeg var ensom, og jeg fik aldrig en bedste veninde, mens jeg var der. Ofte var jeg alene, for jeg var det mindste barn på børnehjemmet, forklarer Ulla.

Når hun igennem livet har tænkt tilbage, har hun ofte fokuseret på de gode stunder. Hvordan hun sad i en kane som treårig, og at der var masser af dyr. For volden, de verbale overfald og den påduttede dårlige samvittighed blev i en stor del af hendes liv betragtet som normalt.

Kaldt pis-svin

Som barn tissede hun i sengen stort set hver nat. Når hun lagde sig til at sove, var det ofte med en uro i kroppen, for når hun vågnede og mærkede det våde lagen, gik der ikke lang tid, før hun blev smidt ind under en iskold bruser, mens hun blev overdynget med nedladende kommentarer.

– Jeg blev kaldt pis-svin. Og tidligt fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle forsvare mig. Jeg stod bare og tog imod, fortæller Ulla.

På Solgården havde hun hverken sit eget tøj eller legetøj. Når de fremtrædende medlemmer af Luthers Mission kom på besøg, blev hun iført en kjole, mens lige så snart, at de var gået, blev den hevet af igen. Fejring af fødselsdage husker hun heller ikke, og hun mindes aldrig, at hun nogensinde fik en gave eller et kram. I stedet husker hun smerten, når forstanderen borede sin pegefinger ind i hendes nakke, hvis hun gik for langsomt.

LÆS OGSÅ: Rasmus blev misbrugt som barn

Da hun blev stor nok til at spise med de andre børn, sad de i stilhed. En dag fik de aspargessuppe, men Ulla fik en kvalmende fornemmelse, når hun fik stykkerne i munden. Da hun nægtede at spiste, blev hun slæbt ned i kælderen. Hun græd og kastede op, når hun fik stykkerne ind i munden, og hun blev truet med, at hvis hun kastede op igen, skulle hun spise sit bræk.

– Fra den dag tog jeg kun det op på min tallerken, som jeg kunne spise.

Vold var hverdag

For børnene på børnehjemmet var vold en del af hverdagen. En lussing, der sved på kinden, tænkte Ulla ikke over, men mange gange i løbet af årene, blev hun udsat for, hvad hun selv kalder voldsomme tæsk.

Hun husker en episode i hønsegården, hvor en dreng havde lokket hende til at smadre nogle æg. Da de så forstanderen, som de altid skulle kalde plejefar, løb drengen. Tilbage stod Ulla forsvarsløs.

– Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg blev gennembanket. Jeg var måske fem år gammel, men det blev der ikke taget hensyn til. Jeg skreg og græd, men han stoppede ikke, fortæller Ulla, der har svært ved at skille de mange episoder fra hinanden.

De mange glimt af smerte i kroppen og håbet om, at det snart ville stoppe, blander sig med hinanden, men hun mindes, at hun flere gange skulle tage sine bukser af, hvorefter plejefar gav hende så mange slag, at hun efterfølgende blev sat op i en vask med koldt vand, så det kunne dæmpe mærkerne.

– Det var aldrig en mulighed at sige noget til nogen. Jeg turde ikke. I stedet fik jeg at vide, at jeg skulle bede om syndsforladelse for ting, jeg havde gjort, forklarer Ulla.

Hun blev aldrig selv seksuelt misbrugt af forstanderen, som hun har hørt, at adskillige andre børn blev udsat for. Men hun blev misbrugt af et af de andre børn. Et misbrug der stod på i flere år.

– I starten forstod jeg ikke, hvad der foregik. Jeg var måske fem-seks år. Jeg turde ikke andet end at gå med ham, men det blev mere og mere voldsomt, og til sidst skreg og græd jeg, når det stod på. En dag kunne jeg ikke mere. Hulkende sagde jeg, at jeg ville sige det til plejefar. Efter den dag, skete det aldrig igen.

Den bedste dag

Da Ulla var omkring otte år, fik hun en besked, der for første gang i mange år fik hende til at smile. Hun skulle flytte hjem til sin far og hans nye kone.

– Det var på det tidspunkt den bedste dag i mit liv.

Hjemme hos sin far og hans nye kone, så virkeligheden anderledes ud. Der var hverken afstraffelse eller tvungen bøn. Men da hun kort tid efter hjemkomsten blev syg med halsbetændelse, fandt en læge ud af, at Ulla var fejlernæret.

– Min mave lignede en ballon. Jeg kunne selv vælge, hvad jeg ville have på min tallerken, så længe jeg spiste op. Det betød, at jeg altid fravalgte kød. Så jeg havde ikke fået protein i flere år.

Voldtaget i årevis

Gennem årene tænkte Ulla ikke over, hvad hun var blevet udsat for på børnehjemmet. Men når hun nævnte stedet for sin storesøster, udløste det altid en vrede hos søsteren.

– En dag fortalte hun mig rasende, hvordan vores plejefar havde voldtaget hende igennem flere år. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun fortalte sandheden.

Hun prøvede flere gange at hjælpe sin storesøster, men hun røg længere og længere ned i et misbrug. Selv kom Ulla på efterskole, og da hun som 14-årig blev mor for første gang, var hun ovenud lykkelig.

– Min datter blev det vigtigste i mit liv, og jeg følte mig for første gang rigtig elsket. Det var dejligt, at der var en, der virkelig havde brug for mig, fortæller Ulla, der efterfølgende fik en søn. Instinktivt vidste hun godt, at deres opvækst skulle være anderledes end sin egen.

LÆS OGSÅ: Sulten og bange: Malene blev svigtet af de voksne

Gennem årene har Ulla altid fortalt den gode historie fra børnehjemmet. Hun ville ikke dvæle ved de negative ting, da hun altid har haft evnen til at se det positive i tilværelsen. Men da det for nyligt kom frem, at adskillige børn var blevet misbrugt seksuelt af forstanderen, gled tankerne hurtigt hen på storesøsteren, der flere gange som barn prøvede at fortælle, hvad hun blev udsat for. Men ingen troede på hende. Hun døde for 16 år siden efter et liv med voldelige mænd og misbrug.

Ulla er ikke i tvivl om, at søsterens liv kunne have formet sig anderledes, hvis hendes barndomsår havde været fyldt med kærlighed i stedet for overgreb. Derfor håber hun også, at hendes historie kan få andre til at kravle ud af fortidens skygge og være åbne, da det ifølge Ulla er den eneste vej frem, hvis man skal skammen og frygten til livs.

Helende effekt

– Der sker noget, når man snakker om det. Det har en helende effekt, og det vil også gøre det langt sværere for dem, der misbruger. For når noget ikke kan ties ihjel, er der større risiko for, at det bliver opdaget, forklarer Ulla.

I den seneste tid har hun mødtes med flere tidligere børnehjemsbørn, og hver gang falder nogle brikker på plads i Ullas hukommelse. Samtidig er hun blevet bevidst om, hvor stor del af hendes liv, der er præget af årene på børnehjemmet.

– Når jeg er på restaurant, bestiller jeg aldrig noget, jeg ikke kan spise op, og jeg har konstant dårlig samvittighed. Det kan bare være fordi, at jeg ikke har fjernet ukrudtet mellem fliserne. Så jeg siger konstant undskyld til mig selv og andre, forklarer Ulla.

Til trods for en hård start på livet, har hun valgt at se det positive i tilværelsen. Hun har sine hund Aya, to børn og flere børnebørn, der bringer et smil på læben, når hun snakker om dem.

– Jeg har ikke særligt megen selvtillid, men når jeg kigger på, hvor fantastiske mine børn er blevet, ved jeg, at jeg har gjort noget rigtigt. Og lige her har jeg ikke noget at have dårlig samvittighed over.