Når livet gør ondt

Venindernes afsked med Carni

10. marts 2010 af Redaktion
Som en moderne Askepot. Sådan beskriver veninderne Carni, der blev brutalt myrdet af ekskæresten.

Carnis morder Dariuz Basinski blev i december 2009 dømt skyldig i mordet på sin ekskæreste Carni Hanskjær-Hansen.
Han blev idømt 11 års fængsel og udvisning af Danmark, men ankede med det samme dommen til Østre landsret.

Det var ikke selvmord, siger veninderne
Carnis veninder, som var til stede under retssagen, og som var indkaldt som vidner, fortæller, hvordan Basinski nægtede sig skyldig og påstod, at Carni havde begået selvmord.

At hun havde taget tilløb, og var sprunget ud over den høje mur på svalegangen, mens han havde opholdt sig i hendes køkken.
En forklaring, som Carnis veninder ikke tror på.

Hun tænkte på alle andre først
- Carni kunne aldrig drømme om at begå selvmord. Hun var meget glad for livet, og hun bekymrede sig meget mere om alle andre end om sig selv. Derfor ville hun ikke drømme om at udsætte os, hendes veninder og hendes søster og mor for den sorg, forklarer 31årige Carina Nadia Pajor fra Værløse, som lærte Carina at kende, da de arbejdede som køkkenpiger på et hotel sammen.

Desuden kan veninderne fortælle, at Carni var begyndt at tale om, at hun gerne ville være mor.
Hun var gået fra sin polske kæreste, fordi også han viste sig at være voldelig, og hun overvejede at lade sig inseminere, havde hun fortalt veninderne.

Voldelige mænd
På den måde kunne ingen mand ødelægge hendes drøm.
Hun havde altid haft en uheldig tendens til at blive kæreste med mænd, som ikke behandlede hende ordentligt.

- Jeg tror at Carni havde en naiv tro på, at hun kunne redde de der stakkels sølle mænd, som hun mødte. Det faldt hende ikke ind, at passe på sig selv. Så længe hun kunne gøre en forskel for andre, så betød det mindre, hvordan hun selv havde det, forklarer Carnis veninder, der har oprettet en mindeside på facebook, for at mindes deres elskede veninde, der blev slået ihjel af sin jalous ekskæreste.

Politi-tilhold mod ekskæresten
Carni havde gjort det forbi med Basinski nogle måneder inden mordet.
Hun ville ikke se ham, men han blev ved med at dukke op og genere hende.

Flere gange måtte Carni eller hendes naboer ringe efter politiet.
I alt blev der registreret 18 opkald til 112 fra Carnis adresse, og politiet var på adressen mindst to gange, for at give Basinski et tilhold og for at fjerne ham.

Carnis omsorg blev hendes død
Basinski opholdt sig ulovligt i landet, da han fire år tidligere var dømt for en anden forbrydelse og udvist.
Alligevel blev han ved med at vende tilbage til Carni.

- Tre dage før Carni døde, havde hun bedt en af sine gamle kærester, Tonni, som altid havde været sød ved hende, om at hjælpe sig.
Han bor i sverige, og han tilbød Carni, at hun kunne komme og bo hos ham, indtil balladen med Basinski var drevet over.

Hun havde pakket sine ting, og han havde hentet hende.
Men Carni ville tilbage. Hun kunne ikke bare blive væk fra sin søster og mor, der sikkert havde brug for hende.

En moderne Askepot
Omsorgen for alle andre end sig selv, endte derfor med at blive Carnis død.
Hun var som en moderne askepot, et væsen som ikke hørte til i denne verden. siger de, og beskriver Carni således:

Carni, vores allesammens blomst…Pigen der ville redde alle andre end sig selv……pigen som troede at man kunne gå til numeorolog og skifte navn og derved blive til et bedre menneske…..pigen som kom for sent på arbejde, fordi hun skulle redde en kat ned fra et træ, redde en fugl som havde brækket vingen……

- Pigen som tog hunden i armene, da den blev kørt over…..pigen som fodrede hele kvarterets katte, fordi de så sultne ud…..pigen som så, hvordan man havde det og lige vidste, hvilke ord der skulle til for at få personen til at smile igen….pigen som hjalp, snakkede og lyttede.

- Pigen som kunne sidde i kongeriget og snakke med baronen og en time efter på bænken med vagabonden…..pigen som tilsidesatte sig selv og sine egne problemer for at hjælpe andre…

- Pigen som troede at det eneste i livet, hun fortjente, var hårde ord og tæsk…..pigen som ikke fattede en meter af sand kærlighed og tryghed….pigen som troede hun fandt en fyr hun kunne redde….

- Pigen hvis morgen kunne starte med at bage gulerodsboller og fodre ænder, for derefter at tage på sin uddannelse som hun gik meget op i….pigen som ville være noget….pigen som ville bryde de socialt belastede træk fra hendes opvækst….pigen som nægtede at blive til ingenting…..

- Pigen som nægtede at blive glemt……pigen der troede at tæsk var kærlighed….pigen der troede at dominans var tryghed….pigen som bare for alt i denne verden ønskede sig en familie med en urtehave og 25 høns.....pigen der søgte alt……pigen der ikke vidste bedre…..

- Denne pige er vores kærligste veninde…..den evige optimist….Carni… Mange vil sige at hun begik den største fejl, når det kom til kærligheden…..Men os som kender Carni……ved at hun bare gerne ville elske og elskes.


Da Carni blev kastet ud fra 7. sal, mistede storesøster, Charlotte, sit livs sidste støtte. To måneder efter begik hun selvmord. Carnis morder er for tid siden blevet idømt en lang fængselsstraf.

LÆS HELE HISTORIEN I UDE OG HJEMME, DER UDKOMMER ONSDAG D. 10. MARTS 2010.

Sponsoreret indhold