Vi talte aldrig om følelser

På en bænk i en park i Oslo sidder Christians 30-årige lillebror Frederik. Han bruger de fleste af sine vågne timer på at arbejde, og i flere år har Christian afskrevet ham som en overfladisk person, der kun gør værdi op i kroner og ører. Men denne dag er anderledes.

Et sørgmodigt blik møder Christian, der filmer sin bror til en dokumentarfilm om sin familie. Frederik tager en dyb indånding, og da ordene begynder at flyde ud mellem læberne, bliver Christian chokeret. Frederik åbner om en dyster periode i hans liv, som han indtil nu har holdt for sig selv. Hvordan han som 14-årig førte en dagbog over, hvor tit han tænkte på selvmord. Hvordan livet føltes uden mening, og at han var overbevist om, at han skulle klare problemerne selv.

Christian er mundlam. Han har lyst til at give sin lillebror et kram. Fortælle ham, at han er der for ham. Men ordene sidder fast. I stedet går de kort tid efter videre i parken.

– Jeg var flov over, at jeg ikke reagerede på det. Men jeg havde simpelthen ikke værktøjerne til at håndtere det, for vi havde aldrig talt om vores følelser før, fortæl-ler 37-årige instruktør Christian Einshøj fra København.

En anden historie

Han har instruktørdebut på dokumentarfilmen ”Bjergene” den 18. marts på CPH:DOX. En film der i første omgang skulle udmunde i et velfortalt familieportræt af hans egen familie. Men da han begyndte at dykke ned i det omfattende videomateriale, der blandt andet rummede omkring 30.000 timers optagelse fra hans fars hjemmevideo, begyndte der at tegne sig en anden historie. For den fortælling, som familien havde skabt om sig selv, stemte ikke overens med den virkelighed, han så med voksne øjne.

Når Christian tænker tilbage på sin tidlige barndom, husker han den som god. Sammen med sin familie flyttede han fra Skovlunde til Norge på grund af farens job. Kort tid efter flytningen fandt de ud af, at Christians lillebror Kristoffer havde en sjælden og dødelig sygdom. Han blev centrum for familiens opmærksomhed, og Christians far købte et videokamera for at dokumentere Kristoffers sidste tid. Christian husker, at de flere gange fik fortalt, at Kristoffer ville dø af sin sygdom. Alligevel kom det som et stort chok for ham, da det skete.

Ramt af angst

– Jeg husker, at jeg og min lillebror Frederik blev hentet på fritidshjemmet af mine forældre, og så kom vi op på hospitalet og så Kristoffer, der var død. Jeg husker et mærkeligt tomrum, og jeg kunne ikke rigtig forstå, at han aldrig kom tilbage. Det var mit første møde med døden, og det havde jeg svært ved at forholde mig til, fortæller Christian, der blev storebror igen, da Alexander kom til verden året efter Kristoffers død.

Som barn var Christian en forsigtig dreng, det var aldrig ham, der kravlede højest eller var med på den værste. Efter sin lillebrors død blev det forstærket, og han blev selv angst for at dø. Når han så film som ’Armageddon’ eller andre katastrofefilm, pustede det til hans frygt, og som tiden gik, blev angsten et livsvilkår for ham.

– En aften i 2016 sad jeg hjemme i min lejlighed og mærkede en voldsom rastløshed i kroppen. Jeg gik udenfor uden jakke og ned til søerne, hvor jeg på et tidspunkt fandt mig selv sidde i en vandpyt. Jeg kontaktede lægen og fik at vide, at jeg havde haft et angstanfald, og da jeg efterfølgende snakkede med mine drengevenner om det, viste det sig, at der var mange, der kæmpede med nogle af de samme problemstillinger som jeg, fortæller Christian.

Som årene gik, drev han længere og længere væk fra sin familie. Broren Frederik, som han altid havde været tæt med, tog sjældent telefonen, og når Christian besøgte sine forældre i Norge, oplevede han, at de havde mindre til fælles.  

Alle søgte væk

– Jeg havde i mange år troet, at der ingen tabuer var i familien. At vi kunne tale om alt. Men det var blevet så naturligt, at vi ikke snakkede om følelser, at jeg ikke tænkte over det. Da jeg så de gamle optagelser, gik det op for mig, at vi faktisk aldrig havde snakket om, hvordan vi havde det efter Kristoffers død. Jeg tror, at vi hver især har søgt væk fra familien, fordi vi ikke kunne kende os selv i den fortælling, vi havde skabt om os selv, forklarer Christian.

Bevæbnet med et kamera, opsøgte han familiens medlemmer en for en for at få dem til at sætte ord på tiden efter Kristoffers død med det formål at skabe en ny familiefortælling.

Ny forståelse

Christians mor arbejdede stadig som pædagog, hans far var netop blevet sagt op fra sit job, da Christian begyndte at filme. Hans yngste lillebror Alexander havde valgt at flytte flere tusind kilometer væk til Nordnorge, og efter et studieophold i USA var lillebror Frederik blevet ansat hos den norske oliefond i Oslo.

Da Christian begyndte at kigge de gamle videooptagelser igennem, var der lange sekvenser med fugle, optaget af hans far, og han så en gammel optagelse af sin lillebror Frederik, der fortalte, at han ikke syntes, at han skulle græde til sin lillebrors begravelse.

– Jeg så pludselig min familie med et helt andet blik. Jeg kunne se, at alle var i dyb sorg, men at de håndterede det på vidt forskellige måder. Fælles var, at vi ikke talte med hinanden om det.

    Den dag Frederik åbnede op om sine selvmordstanker, skete der noget i Christian. Bag jakkesættet gemte der sig hos broren en sårbar person, der i det stille havde kæmpet med svære tanker i mange år af sit liv. Christian holdt bagefter stædigt fast i kontakten til Frederik, og han besøgte ham jævnligt i Oslo.

– Det begyndte at blive mere naturligt at tale sammen – også om de svære ting, og det betød, at der kom en gensidig forståelse. Det var nemmere at finde tilbage til det vi havde engang, forklarer Christian.

I arbejdet med filmen havde han aldrig troet, at hans yngste lillebror, Alexander, havde de samme problemstillinger som resten af familien, da han først kom til verden et år efter Kristoffers død. Han fortalte altid, at han havde det godt, og at han trivedes med sin kæreste og studium.

– På et tidspunkt fandt vi ud af, at han ikke havde gennemført sine eksamener. Det viste sig, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan han faktisk havde det.

Af flere omgange opsøgte Christian Alexander, der kunne fortælle om en invaliderende social angst. At han ikke følte sig som en del af familien – både fordi han kun talte norsk, mens de andre talte på dansk, og fordi han følte, at resten af familien havde noget sammen, som han ikke var en del af, fordi han først blev født efter Kristoffers død.

Tre superhelte

Sammen med Frederik, der indløste nogle opsparede feriedage, kørte Christian de mange kilometer op til deres bror Alexander. Christian havde købt tre superheltekostumer i voksenstørrelser. Med et barndomsbillede i erindringen af ham og Frederik, der var klædt ud som Batman og Robin, var det nu tid til at inkludere Alexander i deres nye fælles historie. Den tredje superhelt blev Spiderman. Mens de løb rundt i den nordnorske natur, bragte det komiske og absurde foretagende dem tilbage til en samhørighed, han ikke havde følt, siden de var børn, og Christian følte for første gang i lang tid, at de tre brødre nærmede sig hinanden igen.

Når Christian reflekterer over familiens måde at håndtere svære følelser på, tror han, at den næppe er så meget anderledes end andre.

– Som mænd er vi vokset op med hårdkogte idealer som Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger, hvor man ikke snakkede om, hvordan man havde det. Tværtimod var der status i at skjule sine problemer og tackle dem selv i stilhed.

Han håber, at dokumentarfilmen ”Bjergene” kan være med til at sætte fokus på tabuet om mænd og følelser. For han har fundet ud af, at der sker noget med ens forestillinger og overbevisninger, når man begynder at tale sammen.

– Jeg fandt ud af, at jeg havde bygget en masse negative forestillinger op om mine brødre. Men det viste sig, at vi faktisk ikke var så forskellige, da vi begyndte at snakke sammen. Og når man selv begynder at fortælle, hvordan man har det, er det tit også nemmere for andre at åbne op.