Ville ikke leve i frygt

Carsten og hans ekskone Fie havde været sammen i 12 år, da han døde. De første 10 år var lykkelige og fulde af håb om et dejligt familieliv, men for to år siden ændrede alt sig, da Carsten og Fie blev forældre til lille Mark. Carsten ville så gerne være den gode forsørger, og derfor lod han sig friste til at forsøge sig som selvstændig håndværker. Han arbejdede i døgndrift, spillede i håbet om at vinde den store gevinst, og blev til sidst lokket til at tage kokain, for at holde sig vågen på jobbet.
- Carsten lånte flere og flere penge, og da vi ikke kunne låne flere penge i banken, begyndte han at låne fra de folk, som solgte ham kokain. Jeg kendte ikke til hans misbrug eller hans gæld i starten, men Carsten fortalte mig, at han blev truet, fortæller Fie
Hun gik hjemme med deres søn, og Carsten kom kun sjældent hjem. Han arbejdede flere døgn i træk med at rejse gasbeton på byggepladser.
- Carsten havde mødt nogle skumle typer, som han var både meget fascineret af, men også meget bange for. Han ville gerne tjene lige så mange penge som dem, men de gav ham aldrig en chance, for efter han lånte penge af dem, krævede de urimelige renter, som han aldrig kunne betale. Gælden voksede og voksede, fortæller Fie
Hun tiggede sin mand om at komme væk fra det dårlige miljø, men da var han allerede fanget. Han turde ikke stikke af fra sin gæld, og han var hele tiden bange for, at han ville få bank, hvis han ikke betalte af på gælden med alt, hvad han ejede.
- De ringede hele tiden og ville have penge. Jeg var så træt af at vi skulle leve i frygt på den måde. Jeg kørte rundt med en taske i bilen fuld af tøj til os alle tre, i tilfælde af at vi pludselig skulle stikke af. Det var frygteligt at være bange hele tiden, men jeg elskede jo Carsten, og jeg håbede at vi kunne komme ud af gælden, siger Fie
Men så en dag fandt Fie en pose med hvidt pulver i Cartens arbejdsbukser, og da hun spurgte ham hvad det var, sagde han, at det var en af kollegaerne, som havde lagt dem i de forkerte lommer. Det skete igen, og da sagde han det samme, men Fie troede ham ikke mere. Da hun en dag opdagede en lille pose på gulvet, havde hun fået nok.
- Tænk hvis Mark havde fundet posen og spist det. Carsten påstod, at han kun tog kokainet for at holde sig vågen, så han kunne arbejde om natten, men Marks liv havde været i fare og jeg måtte tænke på hans sikkerhed først og fremmest, siger Fie
Hun blev nød til at lade sig skille fra sin elskede mand. Fie havde gjort alt for at forsøge at redde ham. Nu kunne hun kun redde sig selv og deres søn. Derfor flyttede Fie fra Carsten i april 2008. I Januar 2009 drev frygten Carsten til at tage sit eget liv.
Læs hele Fies historie i Ude og Hjemme nr. 12