Nadja levede i et voldelig forhold: Han ville slå mig ihjel

Benene bevæger sig så hurtigt, at hun næsten ikke kan få luft. Hele kroppen føles som et stort sår. Halsen er så øm, efter at hans store hænder har klemt fast omkring den, og hver en centimeter af hendes krop skriger af smerte efter de mange slag.

Alligevel holder hun benene i gang. Bladet på kniven, der var trykket op på hendes hals få minutter tidligere, kan hun ikke få ud af hovedet, og selv om hun så mange andre gange er vendt om, så ved hun, at denne gang er anderledes. Hvis hun skal overleve, skal hun blive ved med at løbe.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at han kunne finde på at slå mig ihjel. På et tidspunkt var det lige før, at jeg håbede, at det ville ske. Så ville frygt, skam og smerte være overstået, fortæller 23-årige Nadja fra en beskyttet adresse i København.

Hård barndom

Barndommens hårde år med en voldelig far og utryghed i hjemmet havde sat sig som en spiseforstyrrelse, der frarøvede Nadja en del af hendes ungdomsår. Men hun tog kampen for et bedre liv op og gik i behandling, og da hun langsomt fik bearbejdet årsagen til sin spiseforstyrrelse, følte hun endelig, at hun var klar til at leve livet.

Begyndelsen på det nye eventyr bragte hende til Nørrebro i København, hvor hun senere flyttede ind i et kollektiv.

De søde beboere blev hurtigt hendes venner. Hun begyndte at læse hf enkeltfag og være politisk aktiv.

– Min mission var at være glad, og jeg følte virkelig, at jeg fortjente det. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg endelig var klar til at lukke et menneske helt ind, så da han kom, havde jeg paraderne nede, fortæller Nadja, der mødte en charmerende fyr, der var spontan og smilende.

Hans omsorg fik forelskelsen til at blusse op, og følelsen af at blive passet på var tiltrængt for Nadja, der ikke havde oplevet meget tryghed i sin barndom.

Hurtigt blev de kærester, men allerede efter et par uger begyndte den ellers så afslappede og smilende fyr at vise en anden og mere dyster side af sig selv.

Raseriudbrud

En dag stod Nadja og snakkede med en ven om et arrangement, de skulle have dagen efter. Men de blev hurtigt afbrudt af Nadjas kæreste, der ikke mente, at hun skulle nogen steder.

Som minutterne gik, hidsede han sig mere og mere op, og Nadja stod lamslået uden at ane, hvad hun skulle gøre.

– Jeg forstod slet ikke, hvad der skete, og min ven trak sig. Alligevel gjorde jeg alt for at berolige ham, da jeg tænkte, at han nok bare havde en dårlig dag, fortæller Nadja, der som ugerne gik oplevede flere raseriudbrud.

Ofte kunne de andre beboere i kollektivet høre det, men Nadja slog det hen, selv om en dårlig fornemmelse voksede i hende.

– Han var jo min kæreste, og der var også gode stunder. Så da han fortalte, at hans mor havde skaffet os en lejlighed, og at det hele ville blive meget bedre, når det kun var os to, håbede jeg, at han havde ret, siger Nadja, der alligevel havde en knude i maven den dag, flyttebilen parkerede uden for kollektivet.

Hendes mavefornemmelse holdt stik.

Skyld og skam

Da Nadja to dage senere spurgte ham, om han ville gå ned med nogle flyttekasser, eksploderede han i et raserianfald. Og denne dag kunne han ikke nøjes med verbale lussinger.

Knytnæven ramte hende på kinden, der eksploderede i smerte, og før hun havde set sig om, blev hun mast ned i sofaen, mens en kniv første gang blev lagt over hende hals. Slagene blev ved med at hagle ned over hendes unge krop, og hun var ude af stand til at flygte fra den over to meter høje fyr.

– Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at få ham til at falde til ro, og det endte med, at jeg undskyldte. Når jeg kigger tilbage, virker det helt absurd, at jeg skulle undskylde for, at han var ved at slå mig ihjel, siger Nadja, der blev ladt tilbage med en enorm ensomhedsfølelse.

Skammen over at være endt i et voldeligt forhold var så stor, at hun ikke turde sige det til nogen. Så ensomheden sneg sig ind på hende, og hendes selvværd begyndte hurtigt at blive nedbrudt.

– Han råbte ofte, at jeg var uduelig, og der ikke var andre, der gad at være sammen med mig. At jeg var ulækker og klam, og til sidst begyndte jeg at tro, at jeg ikke var noget, hvis jeg ikke var sammen med ham, fortæller Nadja, der efterhånden ikke havde kontakt til sine venner mere.

Volden eskalerede

Nadja var begyndt på pædagoguddannelsen, men når hun skulle af sted om morgenen, var det ofte forbundet med frygt.

– Han bestemte, hvad jeg skulle have på. Det skulle jo også dække mærkerne på min krop, og hvis jeg ikke vinkede på den rigtige måde, når jeg tog hjemmefra, kunne jeg se i hans øjne, hvad der ventede, når jeg kom tilbage, husker Nadja, der ofte ikke kunne koncentrere sig i skolen.

Hans sms’er tikkede ind konstant, og hun skulle hele tiden dokumentere, hvor hun var. Til sidst var det nemmere at blive hjemme.

Lejligheden begyndte at føles som et fængsel, og når hun kiggede ud ad vinduet, kunne hun se andre, der smilede og cyklede forbi. Imens stod Nadja tilbage med følelsen af, at hun boede i en mørk skov uden lys.

Som tiden gik, eskalerede den fysiske, psykiske og seksuelle vold. Til sidst var Nadja en tom skal med et udtryksløst blik, og når hun kiggede sig i spejlet, så anede hun ikke, hvem hun var.

– Jeg sneg mig nogle gange til at mødes med en veninde. I begyndelsen fortalte jeg ikke noget om volden, men til sidst kunne jeg ikke holde det inde mere. Da jeg så hendes reaktion, gik det for alvor op for mig, at det her var helt forkert, fortæller Nadja, der begyndte at forberede sig på, at hun skulle væk.

Lokket i en fælde

En dag sad hun over for ham. Hun havde været flygtet ud til sin søster og svoger efter endnu en voldsepisode, men en blanding af truende og forsonende beskeder fik hende endnu en gang til at komme tilbage. Alligevel var noget forandret. Hun havde fået ham ud af lejligheden i løbet af dagen, så hun havde ro til at tænke sig om, og om aftenen sad hun over for ham.

– Han sagde til mig, at det måske var bedst, at vi stoppede forholdet. Jeg kunne bare mærke en kæmpe lettelse, og jeg kunne jo kun give ham ret. Men det var selvfølgelig for godt til at være sandt, siger Nadja, der hurtigt fandt ud af, at han testede hende.

For da Nadja lettet gav ham ret i, at de skulle gå fra hinanden, udviklede han sig til det monster, som hun havde set så mange gange før.

Slagene ramte hende flere steder på kroppen, og en albue blev presset ned i hendes solar plexus. Alligevel nåede hun at åbne døren til opgangen. Han hev hende ind igen, og den velkendte kniv blev endnu en gang lagt over hendes hals. Hun prøvede at ignorere smerterne, og selv om han var stærk, formåede Nadja på mirakuløs vis at komme fri og løbe.

En frelsende engel

Den dag løb Nadja, selv om kroppen smertede ulideligt, og da hun nåede en S-togsstation, faldt hun sammen.

– Der var en kvinde, der greb mig. Jeg var så langt ude af den, at jeg var helt uforståelig. Jeg havde ringet til min søster, og hun overtog al kommunikation og fik mig hen et sted, hvor han ikke kunne finde mig. Han ringede og sms’ede, men hun blev ved med at sige, at jeg ikke skulle svare ham. Når jeg tænker på den kvinde i dag, så var hun en reddende engel.

Det var sidste gang, at Nadja var i lejligheden. Hun tog på Hillerød Hospital, hvor hun fik dokumenteret sine skader, og dagen efter tog hun på politistationen, hvor hun ville anmelde ham.

– Det var så nervepirrende, men jeg ville også have retfærdighed og sikkerhed. Så da politimanden spurgte mig, hvorfor jeg ikke var gået noget før, blev jeg helt modløs. Derefter fortalte han mig, at sagen var meget svær at dokumentere, og at hele forløbet måske ville blive for hårdt for mig, så jeg endte med at lade være, fortæller Nadja, der alligevel meldte ekskæresten en uge efter.

Kæmper med mén

I dag er det to år siden, at Nadja flygtede fra lejligheden med en krop og et sind, der var blevet nedbrudt gennem et år. Hun har været i PTSD-behandling og været undersøgt for skader i hjernen efter de mange slag.

Nadjas ekskæreste endte med at blive dømt to år og ni måneders fængsel i januar i år, efter at hun havde brugt næsten to år på afhøring og retsmøder.

Men selv om der er blevet sat et punktum, kæmper Nadja stadig med mén efter volden. Og da ekskæresten endnu ikke er blevet varetægtsfængslet, frygter hun stadig, at hun møder ham på gaden, så lyset er altid tændt i hendes lejlighed.

Alligevel er hun fast besluttet på, at hun ikke vil lade sig styre af sin fortid, og snart begynder hun på pædagogseminariet igen.

– Jeg har oplevet, hvor godt livet også kan være. Lige da jeg havde forladt ham, gik jeg en tur, hvor jeg pludselig kunne dufte bladene. Jeg lagde mærke til lyset, og nogle gange, når jeg står i et lyskryds, kan jeg bare blive stående og observere. Der er ikke længere en, der råber og skriger af mig, siger Nadja, der opfordrer alle, der har oplevet vold, til at snakke om det.

– Jeg var fyldt med skam og syntes, det var pinligt, at jeg havde sat mig selv i den her situation. Hvorfor gik jeg ikke bare? Men man bliver så fysisk og psykisk nedbrudt, at man ikke aner, hvem man selv er. Den eneste måde at knuse skammen på er ved at tale om det. Så finder man ud af, at det ikke er ens skyld. For det kan det aldrig være.