Natasha fødte på badeværelset: Min mand tog imod babyen

Natashas første fødsel fandt sted i trygge rammer på Aalborg Hospital. Men den gik næsten lidt for stærkt. Natasha ankom til hospitalet kvart i syv om morgenen, og klokken 7.28 lå sønnen Marinus i hendes favn.

– Vi nåede frem i sidste øjeblik, siger Natasha Støvring, 26, som bor med sin mand og sine to børn i Løgstør – en times kørsel fra hospitalet.

Da hun tre år senere blev gravid igen, anbefalede lægerne hende derfor en hjemmefødsel. Natasha kunne godt se fordelene i det, men hun valgte alligevel muligheden fra. Hun følte ikke, at hun vidste nok om, hvad en hjemmefødsel egentlig indebærer.

– Jeg fik bare en folder med lidt information og en besked om, at jeg skulle have taget stilling, næste gang jeg var hos jordemoren. Jeg kunne godt have brugt en at tale det igennem med i stedet for at stå med den store beslutning selv.

Risiko for Downs syndrom

Natasha var især bekymret for sin lille datters helbred.

– Ved nakkefoldsscanningen fandt man ud af, at der var forhøjet risiko for Downs syndrom, så jeg turde ikke at føde hjemme. Jeg fik godt nok efterfølgende lavet en moderkagebiopsi, som viste, at min datter ikke havde Downs syndrom, men det gjorde mig ikke mindre utryg. For hvad var der så galt med hende, siden scanningen havde vist så dårlige tal?

LÆS OGSÅ: Nyt ansigt i "De sjældne danskere": Niels er helt speciel

Natasha var dog aldrig i tvivl om, at hun ville have sin datter, uanset hvad den lille pige måtte fejle.

– Jeg har altid haft den holdning, at hvis der var risiko for, at mit barn ville blive handicappet, så ville jeg ikke have det. Men da jeg pludselig stod i situationen, var jeg fuldstændig ligeglad med, hvad hun fejlede. Jeg var parat til at lægge mit liv helt om, hvis det var dét, der skulle til. Hun var allerede min. Og jeg ville føde hende på hospitalet, så hun kunne få den bedst mulige hjælp, hvis det blev nødvendigt.

Vågnede om natten

Sådan skulle det ikke gå. Den 1. december 2019 vågnede Natasha midt om natten med ondt i maven. Hun var gået 10 dage over sin terminsdato, og smerterne fyldte hende med lettelse og glæde. ”Nu er Alma endelig på vej,” nåede hun at tænke, inden hun atter lukkede øjnene og faldt i søvn.

Da hun vågnede igen ved syvtiden, mærkede hun ingenting. Var det bare noget, hun havde drømt?

– Min mand og min søn kørte ud for at hente juletræ, og jeg gik en tur med hunden. Da jeg havde gået et par kilometer, begyndte min mave at trække sig sammen. Jeg troede bare, at det var plukveer, og gik hjem for at tage et bad, for vi skulle til julefrokost senere på dagen.

Klokken var nu lidt over 11. Smerterne i Natashas mave vendte tilbage og tog hurtigt til i styrke. Hun fik fat i sin mand, som skyndte sig hjem og sørgede for, at Marinus blev hentet af sin farfar. Imens lod Natasha det varme vand fra bruseren løbe ned over sin mave i håbet om, at det kunne lindre den stikkende fornemmelse.

– Da jeg steg ud af badet klokken 11.20, gjorde det så ondt, at jeg næsten ikke kunne få mit tøj på. Min mand ringede til fødeafdelingen, som rådede os til at blive hjemme og vente på en ambulance. Fem minutter efter han havde lagt røret på, fik jeg presseveer, så han måtte ringe tilbage og blive guidet igennem fødslen i telefonen. Der var ingen jordemor i nærheden, så det var min mand, der måtte tage imod babyen.

Der gik kun 10 minutter, før lille Alma var født. Natasha havde forsøgt at komme ind i sofaen for at ligge mere behageligt, men måtte konstatere, at der ikke var tid. Hun måtte føde på badeværelsesgulvet.

Var skrækslagen

– Det var en vild oplevelse. Jeg kunne slet ikke følge med, og jeg husker kun få detaljer fra fødslen. Jeg husker, at jeg sagde til min mand, at hvis jeg døde, så skulle han vide, at jeg elskede ham. Jeg var skrækslagen for, hvad der skulle ske med mig og min datter.

Heldigvis forløb fødslen uden komplikationer, og pludselig – ét minut efter at fostervandet var gået – sad Natashas mand, Kasper, med en sund og rask lille pige i hænderne.

– Jeg nåede slet ikke at tænke over, at det var mig, der skulle tage imod hende, før jeg havde hende i hænderne. Jeg havde jo ikke forventet, at det ville gå så hurtigt. Men det var helt fantastisk, da hun kom ud, og vi kunne fornemme, at alt var, som det skulle være. Hun gav lyd fra sig, trak vejret og havde den rigtige farve, så vi var utroligt lettede, fortæller Kasper Støvring og tilføjer:

– Nu er det selvfølgelig en sjov historie at tænke tilbage på, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stolt af, at jeg har taget imod min egen datter, og at jeg kunne håndtere situationen. Men mest af alt synes jeg bare, at Natasha er en sej kvinde, når hun kan klare sådan en fødsel.

LÆS OGSÅ: Susannes sjældne sygdom: Jeg brækker ryggen når jeg ammer

To minutter efter at Alma var kommet til verden, nåede ambulanceredderne frem. De pakkede den nyfødte ind i et alutæppe og tog hende og forældrene med til hospitalet til observation. Alt var i den skønneste orden.

– Jeg græd af lykke over, at det var gået godt, og at Alma var sund og rask, siger Natasha og fortæller, at oplevelsen har bragt hende og Kasper endnu tættere sammen.

– Vi er jo gået igennem noget kæmpestort sammen, og vi har i hvert fald ingen hemmeligheder for hinanden mere, ler hun.

Bebrejdede sig selv

Den dramatiske oplevelse havde dog også negative følger. Efter en måned fik Natasha konstateret fødselsdepression.

– Den startede nok allerede, da jeg fik besked om min datters dårlige tal til nakkefoldsscanningen. Det var forfærdeligt at gå rundt i uvished, og jeg begyndte at tænke over, hvad jeg mon havde gjort galt i løbet af graviditeten. Efter fødslen fortsatte jeg med at bebrejde mig selv, at jeg ikke havde valgt en hjemmefødsel fra starten, så jeg havde haft alle midler til rådighed, hvis nu noget var gået galt. Jeg har altid været psykisk stærk, men det knækkede mig, at jeg havde udsat min datter for den risiko.

Natasha gik til psykolog i otte måneder, før hun begyndte at få det bedre.

– Jeg indså, at det ikke var min skyld, og at jeg ikke kunne blive ved med at leve med dårlig samvittighed. Jeg måtte videre i mit liv.

Om Natashas liv byder på flere børn, er hun dog usikker på.

– Jeg har altid ønsket mig tre børn, men nu er jeg i tvivl. Hvis vi skal have flere, vil jeg gerne føde hjemme igen, men i så fald vil jeg gerne være langt bedre forberedt.