Natasha voksede op med psykisk syg far

Natasha voksede op med en far, der udviklede paranoid skizofreni. Hun var altid bekymret og forsøgte at gøre ham glad. Senere kæmpede hun med skyldfølelse over ikke at have lyst til at se sin far og angsten for, at hun havde arvet hans sygdom.

Natasha pakkede julegaven op og vendte sig for at vise den til sin far. Hun ville gøre ham glad, fordi han var så trist, selv om det var juleaften. Men hendes far stod og hulkede med hendes farfars arme omkring sig.

– Han var helt krummet sammen som et lille barn. Jeg løb grædende op på loftet og smed mig på en sofa. Jeg ønskede bare, at sofaen skulle opsluge mig. Jeg forstod ikke, hvorfor min far var så skrøbelig. Det var ham, der skulle være stærk og passe på mig. Min tante kom op til mig og forklarede, at min far var syg og ikke havde det så godt, siger 25-årige Natasha Bach.

Læs også: Tina fotograferer sit liv som psykisk sårbar

Næste morgen blev hun kørt hjem til sin mor, mens hendes far blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Natasha var 11 år, og den juleaften hos hendes onkel og tante blev det for alvor klart for hende, at hendes far ikke var som andre fædre. I virkeligheden havde hun vidst det i mange år.

– Min far var ofte trist og havde ikke lyst til noget. Han græd ofte og var svær at komme i kontakt med. Jeg kan huske engang, hvor vi spillede skak, og han pludselig blev fraværende. Da jeg spurgte, hvorfor han ikke svarede mig, sagde han, at han lyttede til naboerne, der skændtes, fortæller Natasha.

Det eneste, hun kunne høre, var musikken i stuen. Der var ingen naboer, der skændtes, for stemmerne var kun i hendes fars hoved.

Skulle passe på ham

Da Natasha var seks-syv år, blev forældrene skilt, og hun så kun sin far i weekenderne.

– Jeg husker, hvordan jeg sad som det sidste barn i sfo’en fredag eftermiddag. Klokken var over fem, og jeg ventede på min far. Jeg var altid bekymret for, om der var sket ham noget. Jeg havde følelsen af, at det var mig, der skulle passe på ham, selv om det burde være omvendt, siger hun.

Hos hendes mor og stedfar var der plads til at snakke og somme tider grine af de absurde situationer, som faderens sygdom også var skyld i.

– Der var engang, hvor far var blevet sur over, at han ikke havde en papegøje, når nu alle andre mennesker havde papegøjer. Jeg var alvorlig, da jeg fortalte det til min mor, men så kom vi til at grine, fordi det var ret absurd. Man har også brug for at kunne grine ad situationen, så det ikke hele tiden er så alvorligt. Humor var også en måde at bearbejde det på, siger Natasha.

Læs også: Caroline er skizofren: Jeg er først og fremmest menneske

Et omsorgsfuldt barn

Natasha lærte at tolke sin fars mindste tegn og prøvede altid at sætte sig ind i, hvad der foregik i hans hoved.

– Jeg var et omsorgsfuldt barn, og jeg prøvede tit at være lidt fjollet for at få ham til at grine, mindes hun.

Faderens psykiske sygdom begyndte som depressioner og udviklede sig til paranoid skizofren, der krævede kortere og længere indlæggelser.

– Han hørte stemmer, som fortalte ham, at han ikke duede til noget og ikke fortjente at være her. Det var pinefuldt for ham, siger Natasha.

Hun blev en lille voksen, der tog sig af sin far og var anderledes end sine klassekammerater, fordi hun fra ung alder begyndte at spekulere over tingene.

Fordomme om psykisk sygdom

Hendes problemer blev bemærket i skolen, blandt andet af hendes klasselærer fra 2. til 5. klasse, Lisbeth, der blev en stor støtte for Natasha.

– Efter aftale med Natashas mor snakkede jeg meget med hende, for hun følte et stort ansvar over for sin far. Når han var indlagt, var hun bekymret og grublede meget. Jeg opfordrede hende til at lege med de andre børn, så hun ikke hele tiden tænkte på sin far, husker hun.

Natasha og hendes mor besøgte klassen og fortalte om hendes fars sygdom, men hun oplevede stadig, at der var fordomme omkring psykisk sygdom.

– Da jeg gik i 8. klasse, var der en dreng fra klassen, der spurgte, om min far kunne finde på at komme og slå os alle ihjel. Jeg oplever desværre, at mange har fordomme om psykisk sygdom, fordi de kun hører om de allerværste historier i nyhederne.

Læs også: Michaels hustru blev myrdet på job

Ville undgå ham

Som hun blev ældre, fik hun mindre lyst til at besøge sin far.

– Han var så trist, og jeg magtede det ikke helt. Jeg havde kæmpe skyldfølelse, fordi jeg elskede min far, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige til ham, at jeg ikke havde lyst til at besøge ham. Faktisk var det rarest at være sammen med han, når vi cyklede sammen og ikke behøvede at have en samtale kørende, siger hun.

Hun talte ikke med sin far om hans sygdom, ikke mindst fordi han ikke selv mente, at han fejlede noget. Til gengæld kom hun med i en gruppe for børn af forældre med psykisk sygdom, og det var en stor lettelse at møde andre, som hun kunne dele sine oplevelser med.

– Vi kunne både grine over, at vi havde forældre, der var lidt mærkelige, og snakke om de problemer, vi havde, såsom om man kunne tillade sig at være sur på en person med en psykisk sygdom, fortæller hun.

Natasha fik også en viden om psykiske sygdomme, og hun begyndte at spekulere på, om hun havde arvet sin fars psykiske sygdom.

– Jeg holdt øje med mig selv, for jeg ville ikke ende som min far. Jeg var bange for, at jeg var syg og ikke ville erkende det, ligesom min far. Hvad nu, hvis alt det, jeg troede, var rigtigt, bare var noget, jeg bildte mig ind? siger hun.

Læs også: Maria er bipolar: blev indlagt som 14-årig 

Sat på gaden

Samtidig var hun vidne til, at hendes far blev mere paranoid. Hun fik fortalt, at han kunne stå på altanen og råbe, fordi han troede, at der lå folk i buskene og holdt øje med ham. Da hun var 15 år, blev han sat på gaden, fordi han ikke længere kunne betale sin husleje. De næste fem år så Natasha ikke sin far, men havde lidt mailkontakt.

– Jeg var bekymret for ham, men det var også en lettelse, at jeg ikke behøvede at fortælle ham, at jeg ikke havde lyst til at se ham, fortæller hun.

Hendes far kom igen i kontakt med det psykiatriske system, da han dukkede op hos Natashas gamle farfar og truede med at tage sit eget liv. Farfaren tilkaldte politiet og fik sin søn indlagt. Natasha genså sin far for halvandet år siden til sin farfars begravelse.

– Vi er nærmest fremmede for hinanden, for han har ikke været i mit liv i en lang periode, og det har haft stor betydning for den, jeg er i dag. Han har stadig ikke ret megen erkendelse af sin sygdom, og så er det svært at kommunikere. Jeg er endnu ikke parat til at se ham, for jeg har ikke lyst til igen at blive suget ind i hans tristhed. Vi mailer sammen en gang om måneden, og jeg er glad for, at han får behandling og har et sted at bo, siger Natasha.

Ønsker åbenhed

Hun bor sammen med sin kæreste i Tølløse på Sjælland og er ved at læse til tekstilformidler sideløbende med, at hun er ved at få gang i en skuespillerkarriere. Samtidig kæmper hun stadig med at blive fri for barndommens skygger.

– Hvis ikke psykisk sygdom havde været så tabuiseret, tror jeg, det havde været nemmere for min far at erkende sin sygdom, og det ville have gjort det nemmere for mig. Jeg har i mange år selv været bange for at få en diagnose, siger Natasha.

Hun har selv haft stress og depressionsagtige symptomer og ser en psykiater.

– Vi bliver nødt til at være åbne om psykisk sygdom, så både de syge og de pårørende kan få hjælp. Det skal være lige så normalt at have en depression som en blærebetændelse eller en brækket arm, fastslår Natasha. 

Læs også: Annikas kæreste tog sit liv