Natasja 20 år og forældreløs: Jeg føler mig alene

– I behøver ikke lyve for mig længere, sagde den kun 9-årige Natasja til den unge sygeplejerske, der var kommet til hendes side, efter Natasja midt om natten havde trukket i den røde snor, der var bundet fast til hospitalssengen.

I tre uger havde Natasja ligget på sygehuset. Hun havde ligget der, siden en flugtbilist ramte hende og vennen Emil på vej hjem fra skole. Hun havde ikke set Emil siden.

Alle blev ved med at sige, at han lå på etagen over hende, men hun måtte ikke se ham. Hans familie havde hun heller ikke set.

– Han er død, er han ikke? spurgte Natasja sygeplejersken, som besvarede spørgsmålet ved at begynde at græde.

Forandrede sig

Natasja Korsgaard fra Hobro var kun et barn, da hun første gang mødte døden, som tog hendes bedste ven, Emil, fra hende.

Som 19-årig mistede hun sin farfar, et halvt år senere sin egen far, og kort tid efter begik hendes mor selvmord.

– Nogle dage tænker jeg, at det var godt, jeg blev kørt ned dengang. På en måde har det jo gjort mig stærkere. Jeg er ikke sikker på, at jeg ellers ville have kunnet klare det her, siger Natasja, der nu er 20 år.

Efter ulykken forandrede Natasja sig. Hun var ikke længere den dansende, hoppende, glade lille pige, som hun var før. Hun var vred. Hun var indebrændt.

Natasjas mor kunne ikke forstå, hvor hendes datter var blevet af. Hun kunne slet ikke genkende hende. Det viste sig, at Natasja havde PTSD, og det havde fået hendes gamle selv til at forsvinde. Det blev en kamp for moderen, der også skulle tage sig af Natasjas storebror og to yngre brødre.

– Jeg var sur på alt og alle. Men mest af alt sur på mig selv og sur over, at det var Emil, der døde, og ikke mig, husker Natasja.

Far blev fjern

Natasjas far trak sig efter ulykken. Han havde altid haft et svært forhold til døden, og da han tændte for tv-avisen, genkendte han datterens skoletaske, der lå i vejkanten. Synet sendte ham i chok.

I to uger svarede han ikke på de utallige opkald fra Natasjas mor. Da han endelig dukkede op på hospitalet, ville han have Natasja med i zoologisk have. Men den lille pige med brud i baghovedet, som i seks måneder var afhængig af en kørestol, måtte vente længe, før hun kunne komme af sted.

Forholdet mellem Natasja og hendes far var langt fra perfekt. Natasja købte værktøj til sin far, som han aldrig brugte. Hendes far gav hende fodboldtørklæder og -trøjer, selv om Natasja slet ikke interesserede sig for fodbold. På en måde er de altid kommet skævt ind på hinanden.

Natasja havde lige mistet sin farfar, da hendes far viste sig at være dødelig syg af kræft. I en alder af 19 år mistede Natasja på kort tid to af de mænd, som hun havde allermest kær.

– I fars sidste tid prøvede jeg at tale med ham om fortiden, men han lukkede af. Han sagde bare, at han var stolt af mig nu, og at jeg ikke skulle tænke på fortiden. Han kunne godt se, at han ikke altid havde været der for mig på den rigtige måde.

En dårlig fornemmelse

Natasjas forældre var blevet skilt, da Natasja stadig var lille. Hendes brødre havde andre fædre, så det var Natasja, der stod alene med at planlægge sin fars begravelse. Hendes mor havde insisteret på, at hun selv skulle arrangere det, men selvfølgelig stod hun på sidelinjen, klar til at hjælpe.

Det er Natasja i dag taknemmelig for. Men dengang vidste hun ikke, at hun kun få måneder senere skulle begrave endnu en forælder.

Den sidste måned af moderens liv kunne Natasja godt mærke, at hun havde det dårligt. Flere ting i hendes hverdag tyngede hende ned, og det var, som om alt pludselig ramlede. Alligevel havde Natasja aldrig forestillet sig, at hendes mor ville tage sit liv.

Natten op til moderens død, havde Natasja haft en dårlig fornemmelse. Hun havde flere gang haft lyst til at ringe til sin mor, men lod være. Da hun vågnede om morgenen, var det til en uhyggelig besked fra sin mor på Facebook.

Natasja læste moderens ord igennem tre gange, før det gik op for hende, hvad det var, hun læste. Med det samme begyndte hun at kime sin mor ned. Men hun svarede aldrig. Natasjas mor havde hængt sig i sin kærestes lade.

– Da jeg hørte, hvad hun havde gjort, blev jeg mest sur på mig selv. Jeg var sur over, at jeg ikke bare havde ringet til hende, husker Natasja.

– Måske kunne jeg have reddet hende.

Mors øjne

I efteråret 2018, som 20-årig, var Natasja pludselig forældreløs.

I to måneder efter moderens død isolerede Natasja sig.

Den første uge brugte hun udelukkende på at lade tårerne strømme. Hun vidste, at hun ikke kunne vente med at bearbejde sin sorg. Ofte tvang hun sig selv til at græde, fordi hun vidste, at det i sidste ende ville hjælpe hende.

– Mange lægger låg på deres sorg og gemmer den væk, men jeg vil ikke have, at den pludselig kommer som et smæk i hovedet, fortæller Natasja.

Hurtigt indså hun også, at uanset hvor meget hun gerne ville være der for sine brødre, var hun nødt til at hjælpe sig selv først. Hun havde også svært ved at være sammen med sine brødre, da de alle har arvet deres mors smukke øjne.

– I begyndelsen havde jeg svært ved at kigge mig selv i spejlet, fordi det eneste, jeg kunne se, var min mors øjne. Jeg kan stadig have svært ved at se mine brødre, siger Natasja.

Et øjebliks ensomhed

Selv om hun har accepteret, at hendes mor er død, har hun stadig svært ved at acceptere måden, hendes liv sluttede på. Hun kan ikke forestille sig, at hendes mor havde gået med selvmordstankerne længe. Hun tror, det har været en hurtig og dum beslutning.

– Jeg tror bare, hun havde et øjeblik, hvor hun følte sig ensom. Det værste er næsten, at min mor engang selv sagde til mig, at lige meget hvor ensom, jeg følte mig, så skulle jeg huske, jeg aldrig nogensinde var alene. Det var bare synd, at hun selv havde glemt det i øjeblikket.

I afskedsbrevet, som Natasja læste den morgen, hendes mor døde, fortæller hun om, hvordan hun altid har kæmpet for at blive elsket, men i stedet har følt, at hun ødelægger alt og alle, hun møder.

Forholdene til hendes børns fædre var alle gået itu. Men hendes sidste forhold var anderledes. Natasja smiler ved tanken om moderens sidste kæreste.

– Han er nok det bedste, der nogensinde er sket for min mor. Hun har aldrig været så glad, som hun var med ham, fortæller Natasja.

Derfor ramte det måske også ekstra hårdt, da moderen og kæresten kom op at skændes. De fik begge sagt nogle ting, de ikke mente. Og for Natasjas mor ramlede verden.

Natasja oplever, at mange har opbygget et had til moderens kæreste, men selv har hun intet had til ham.

– Mange har svært ved at se, hvordan en fantastisk kvinde som min mor kunne finde på sådan noget, så de finder en at skyde skylden på. Men det er ikke hans skyld. Det er ikke andres skyld end min mors, siger Natasja.

Bekræftende ord

Alligevel må Natasja en gang imellem finde sin mors afskedsbrev frem for at blive mindet om, at hun heller ikke skal føle skyld.

Tanken om, at et simpelt opkald i tide måske kunne have reddet hendes mor, trænger ofte ind i Natasjas hoved, og så hjælper moderens sidste ord:

”Til mine børn, jeg elsker jer over alt på jorden. I er på ingen måde skyld i min beslutning. Jeg kan bare ikke mere.”

Natasja skal nok komme videre. Hun bor i dag i et hus ved Hobro sammen med en veninde og moderens hund, Kaisa. Til sommer skal hun begynde på sosu-uddannelsen i Aalborg. Hun arbejder allerede inden for pleje og er sikker på, at det er lige netop det, hun skal.

Selv om livet ikke har været nemt, har hvert nederlag lært hende at finde styrken og blive stærkere. Hun er taknemmelig for alt det, som hendes mor har lært hende, og for, at hun i sidste ende er blevet til en stærk og selvstændig kvinde.

Hun er mere bekymret for sine små brødre, som kun er 9 og 12 år.

– Jeg skal nok klare den. Jeg har haft en mor, mens jeg blev voksen, men det kommer mine brødre ikke til.