Nikolaj blev far som 16-årig: Jeg blev stemplet og udskammet

Nikolaj var kun 16 år og gik i 9. klasse, da hans verden blev vendt op og ned på et splitsekund.

Han husker ikke, hvordan han dengang fik spurgt sin jævnaldrende kæreste, Sabrina, om det kunne passe, at hun havde taget lidt på omkring maven. Men han glemmer aldrig den følelse, han sad tilbage med, da hun forklarede, hvad den synlige vægtstigning skyldtes: Hun var gravid i femte måned, og de skulle være forældre.

– Jeg gik fuldstændig i panik. Som de fleste andre teenagedrenge anede jeg ikke noget om hverken livet eller mig selv. Så jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle tage mig af et lille barn, siger den nu 27-årige Nikolaj Moestrup, som nåede at overveje at stikke af fra situationen og efterlade Sabrina med det enorme ansvar.

En moden beslutning

Der gik dog kun et par timer, før han havde taget en mere moden beslutning. Han ville være en del af sin søns liv, uanset hvor hårdt det måtte blive.

– Jeg har selv haft en svær barndom, hvor min far ikke har været der helt så meget, som jeg kunne ønske. Det ville jeg ikke gentage med min egen søn, forklarer Nikolaj, som ikke har lyst til at komme nærmere ind på forholdet til sin far. Han vil ikke fremstå som et offer.

Sabrina var naturligvis glad for Nikolajs beslutning. Hun ønskede helt fra starten at beholde barnet og havde ikke fortalt ham om graviditeten af frygt for, at han ville insistere på, at hun skulle have en abort.

– Det ville jeg formentlig også have gjort, men nu var hun jo 20 uger inde i graviditeten, så det var ligesom for sent at diskutere det. Hun gav mig ikke muligheden for at vælge, om jeg ville have et barn eller ej. Til gengæld sagde hun, at hun godt kunne forstå, hvis jeg smuttede.

Frygtede at sige det

Nikolaj blev, og det unge par flyttede sammen i en lejlighed i Faxe, som de fik tilbudt af kommunen en måned før deres søns fødsel. Først skulle Nikolajs mor dog have besked om den kommende familieforøgelse. Det fik hun ret hurtigt, for det var ikke ligefrem noget, der var let at holde hemmeligt.

– Jeg var oprigtigt bange for at fortælle det. Min mor har egentlig altid været rimeligt ”large” med alting, men da jeg skulle til at sige det, kunne jeg mærke, hvordan jeg nærmest fik gylp i munden af skræk. Og så fik jeg fremstammet: ”Sabrina er gravid, og jeg skal være far,” fortæller Nikolaj og fortsætter:

– Min mors første reaktion var: ”Du skal fandeme ikke have noget barn.” Jeg tror, hun var lige så chokeret som mig. Men så fik jeg forklaret hende, at der ikke var andet valg, og lige siden har hun bakket mig op.

23. november 2009 kom lille Niklas til verden. Fødslen var en overvældende oplevelse for den nybagte far.

Kærlighed ved første blik

– Jeg har aldrig følt noget vildere for et andet menneske, end jeg gjorde for det lille stykke kød, der væltede ud af Sabrina. Alle fordomme, jeg havde om babyer, forsvandt. Jeg havde en idé om, at de lugter hele tiden, gylper konstant og egentlig bare er ret irriterende. Men alt, hvad Niklas gjorde, var bare fantastisk. Andres børn var selvfølgelig stadig irriterende, men min søn var der absolut intet galt med, griner Nikolaj og tilføjer:

– Man forstår slet ikke den kærlighed, man har til sit barn, før man står med spirrevippen i armene. Det er helt sindssygt, hvor mange følelser der er i spil.

Nikolaj og Sabrina var fast besluttede på at tage sig godt af deres nyfødte søn og gjorde alt for at bevise for skeptikerne, at de sagtens kunne magte opgaven trods deres unge alder. Sundhedsplejersken var tilfreds med den lille drengs trivsel, og Nikolaj gennemførte 9. klasse, selv om han ofte var oppe flere gange om natten for at give sin søn flaske.

På begge sider stod der villige bedsteforældre klar til at passe lille Niklas, men de unge forældre tog det fulde ansvar for ham og fik derudover ingen hjælp udefra. Alligevel blev de konstant mødt med hævede øjenbryn og kritiske kommentarer.

Følte sig udskammet

– Folk stemplede os med det samme uden grund. Der kom en kommunedame hos os et par gange og snagede rundt, og man kunne bare mærke, at hun havde fordomme om os, så hende fik jeg hurtigt smidt ud. Hun kunne jo se, at alt var i orden. Der har aldrig været noget at komme efter, alligevel kiggede alle på os, som om vi var tabere, og stillede spørgsmålstegn ved, om vi nu kunne klare ansvaret.

Nikolaj husker tydeligt en episode hos lægen, hvor han følte sig særligt udskammet.

LÆS OGSÅ: Pia blev mor som 15-årig

– Jeg sad med min tre måneder gamle dreng i armene, og han græd i vilden sky, fordi han havde mellemørebetændelse. Alle i venteværelset stirrede på mig, og deres øjne skreg ”så trøst dog dit barn”, som om jeg ikke prøvede. En af dem kiggede endda på mig og sagde det højt. Men jeg kunne ikke trøste ham, for han havde bare så ondt. Og det var ikke, fordi vi havde lagt ham ud i kulden uden hue på. Han var bare blevet syg, som alle andre børn også bliver. Hvis jeg virkelig var så uansvarlig, som folk troede, så ville jeg jo nok heller ikke sidde hos lægen med ham, vel?

Tvivlede på sig selv

De fordømmende blikke og kommentarer gjorde til tider rigtig ondt og fik Nikolaj til at tvivle på sine evner som far.

– Det var selvfølgelig en kæmpe omvæltning pludselig at have et barn og bo i egen lejlighed som 16-årig, og når andre blev ved med at sige, at jeg ikke var klar til ansvaret, begyndte jeg også selv at tro på det. Min selvtillid har i forvejen aldrig været fantastisk, så det var nemt at bilde mig ind, at jeg ikke var god nok, siger han og uddyber:

– Jeg har altid været en outsider, der ikke rigtig passede ind. Som yngre var jeg ham den mærkelige med briller og pagehår, som ikke spillede fodbold, men i stedet kørte rundt på sin ethjulede cykel. Så jeg blev mobbet og skiftede skole hele syv gange, inden jeg rigtig fik venner. Det gav mig nogle ar på sjælen og gjorde, at jeg udviklede angst. Da jeg så blev far, kørte tankerne rundt: Hvordan skulle det ikke gå med Niklas? Hvad hvis jeg kom til at tabe ham på gulvet?

Gik fra hinanden

Lille Niklas klarede sig fint, men efter næsten tre år som kærester gik hans forældre fra hinanden.

– Vi var jo kun teenagere, og vi var nok ikke rigtig forelskede. Så da vi slog op, og hun fandt en anden, var det egentlig helt okay med mig, og vi forblev gode venner. Det hårdeste var, at jeg ikke så Niklas så meget som før, for han blev boende hos Sabrina. Og det var enormt svært for mig at acceptere, at der pludselig var en anden faderfigur i min søns liv, da hun ret hurtigt flyttede sammen med sin nye kæreste.

Efter bruddet kæmpede Nikolaj i en lang periode med at finde sig selv og sin plads i livet. Han startede på kokkeskole i København, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for ham. Han prøvede også lykken som sælger hos forskellige telefonselskaber og fik et job i et Lidl-supermarked.

Flakkede rundt

– Jeg flakkede rundt og levede det teenageliv, jeg ikke helt fik udlevet. Det var også en måde at flygte fra det hele på. Jeg brugte det meste af min tid på at stå på skateboard og drikke bajere, og på et tidspunkt så jeg stort set ikke Niklas i et år. Jeg var virkelig den idiot, som alle havde dømt mig til at være, og da jeg indså dét, tog jeg med det samme afstand fra mine dårlige vaner og løftede mit ansvar.

I dag går Nikolaj på hf og har sit eget firma, hvor han sælger gamingudstyr. Angsten mærker han ikke længere, og de fordømmende kommentarer møder han også kun sjældent. For et års tid siden flyttede han ind i sin egen lejlighed i Faxe, hvor hans nu 11-årige søn også bor hver anden uge. Nikolaj og Sabrina har en såkaldt 7/7-ordning, hvor de har ham lige meget, og det trives alle parter med.

En glad dreng

– Niklas er en glad dreng, og vi har det skidesjovt sammen. Jeg kan egentlig kun se fordele ved, at der ikke er så stor aldersforskel på os. Vi har fælles interesser, og jeg forstår ham på en måde, som jeg nok ikke ville gøre, hvis jeg var ældre, siger Nikolaj.

Han håber dog, at Niklas venter med at få børn i lidt længere tid end sin far.

– Som udgangspunkt synes jeg jo ikke, at børn skal have børn, selv om jeg aldrig selv har fortrudt. Jeg har allerede snakket med Niklas om ”blomsten og bien”, så han kan tage sine forholdsregler, for han skal have lov til at være ung og ubekymret, så længe han kan. Det skal ikke lyde som et skønmaleri at blive ung far. Omvendt skal det heller ikke være en skræmmekampagne. Der må bare gerne være lidt flere nuancer i, hvordan man ser på tingene.