Nina efter mareridt: De tog mine børn i et år

For fire år siden fik Nina Christensen tvangsfjernet sine to børn på baggrund af en forældrekompetenceundersøgelse, der viste sig at være forkert. Først et år senere fik hun sine børn hjem igen.

Samtalen bliver lynhurtig skrøbelig, når Nina skal sætte ord på den dag, hvor hun fik at vide, at hendes to børn skulle anbringes i en plejefamilie – enten frivilligt eller med tvang. Helt op til hende, hvilken ”model” hun foretrak. Resultatet ville være det samme. For Nina var ikke en egnet mor for sin dengang 8-årige datter og sønnen på bare 14 måneder, lød vurderingen i en forældrekompetenceundersøgelse.

– Jeg havde virkelig ikke forestillet mig, at jeg kunne komme til at stå i den situation, da jeg bad kommunen om hjælp, fortæller Nina Christensen, 35.

Læs også: Flået ud af fars arme 

Ondt indeni

Stemmen knækker, tårer løber ned ad kinden, og hun griber undskyldende ud efter en rød serviet på spisebordet. Hun forklarer, at hun havde regnet med, at hun ville kunne fortælle sin version af den historie, som hun og hendes to børn blev en del af uden at have medindflydelse på indholdet af den. Men det gør stadig afsindigt ondt at fortælle om, siger hun.

– Det er mine børn. Det er mig, der skal have dem. Jeg er deres mor. Den tilknytning, man har til sine børn – når den kappes … Det gør så ondt indeni. Jeg kunne ikke være i min egen krop af smerte, siger Nina, der ikke giver meget for, når andre medfølende siger, at de godt kan forstå, at det må have været svært.

– Det er så grænseoverskridende en følelse, at jeg tror, at man skal have stået i samme situation for at kunne sætte sig ind i det.

Alenemor

Tvangsfjernelsen skete for fire år siden. Nina var et kaotisk sted i sit liv. Hun var alenemor til datteren og sønnen og kæmpede med en ekskæreste, der stalkede hende. Han fulgte hvert et skridt, hun tog, og til sidst blev det så stor en belastning, at Nina søgte hjælp i sin bopælskommune. Hun fortalte ærligt, at hun var i krise og havde brug for støtte til børnene. Inden hun druknede.

Det blev først til et ophold på et krisecenter, hvor Nina slap for stalkeren, og derefter rykkede hun med sine børn ind på et opholdssted. Hendes håb var, at hun som alenemor til børnene kunne få aflastning til børnene.

– Jeg var i krise, og derfor ønskede jeg hjælp til børnene. Det lægger jeg ikke skjul på. Men det betød ikke, at jeg ikke var egnet som mor. Jeg bad om hjælp, det synes jeg da er meget ansvarsfuldt, siger hun.

Læs også: Natascha Ellen fra De unge mødre: Fortalte Lia om tvangsfjernelse

Gå uden dine børn

På opholdsstedet blev der lavet en forældrekompetenceundersøgelse af Nina. En psykolog, der har fået kritik i Psykolognævnet flere gange på få år, observerede Nina, mens hun var sammen med sine børn, gjorde sig notater, og da sidste punktum var sat i undersøgelsen, var det mere eller mindre blot en formsag for kommunens Børne- og Ungeudvalg at godkende en anbringelse af Ninas børn.

– Det skulle ske rigtig hurtigt, for mine børn var i mistrivsel, fik jeg at vide. Jeg kunne slet ikke genkende det billede, som psykologen havde tegnet af mig i den undersøgelse, siger Nina, der fik besked på at forlade opholdsstedet uden sine børn, der ville blive anbragt i en plejefamilie.

– Jeg skulle pakke mine ting med det samme og forlade stedet. Min datter på otte år forstod det jo slet ikke, hun så, at jeg pakkede mine ting, og de var nødt til at holde hende tilbage for, at hun ikke løb efter mig. Jeg kunne se, hvor ondt det gjorde på hende ... Jeg kunne slet ikke være i mig selv.

Overvåget samvær

En uge senere fik Nina lov til at se sine børn igen under overvåget samvær. Datteren var glad for at se sin mor, men hun var også vred på Nina, fordi hun ikke kunne tage hende med, da samværet var slut. Heldigvis kom børnene ud i en kærlig og omsorgsfuld plejefamilie, og det gjorde Nina tryg. Hun måtte se og ringe til sin datter, men sønnen var så lille, at deres tilknytning til hinanden langsomt blev brudt. Han havde til sidst slet ikke lyst til at nærme sig, når Nina rakte ud efter ham.

– Det kostede deres tillid, selv om jeg hver gang forsøgte at overbevise dem om, at jeg gerne ville dem, og at jeg kæmpede for dem og for, at vi nok skulle blive en familie igen. Men det var svært for dem at forstå. Jeg forstod det dårligt selv, hvordan jeg kunne havne i sådan en situation. Jeg havde ikke selv bedt om at blive sat i en krisesituation.

Læs også: Efter tvangsfjernelse: De snød mig

Kæmpede for sine børn

– Jeg kæmpede, så godt jeg kunne, og havde kun brug for støtte og opbakning. Ikke at de tog mine børn, siger Nina, der fik lavet en handlingsplan af kommunen, som hun fulgte for at få sine børn tilbage. Samtidig opsøgte hun en advokat, der hjalp hende, så hun til sidst fik lavet en ny forældrekompetenceundersøgelse af en anden psykolog. På det tidspunkt havde hun været adskilt fra sine børn i 11 måneder.

Den nye undersøgelse konkluderede noget helt andet end den første, kommunen havde fået lavet.

I den nye stod der, at Nina ikke havde nogen diagnoser, som først antaget, og vigtigst af alt stod der, at Nina var egnet som mor for sine børn.

Tilliden var brudt

– Jeg forstod det knapt nok. Det var fuldstændig modsat. Jeg turde næsten ikke tro på det, husker hun og beskriver det som to nye børn, hun fik med hjem.

Læs også: Nu er Frej tvangsfjernet

– Jeg kunne næsten ikke kende dem. Det var dejligt at få dem hjem, men det var også svært, fordi deres tillid til mig var blevet brudt. De var bange – især min datter var bange for at blive fjernet igen, og det har taget rigtig lang tid at nå dertil, hvor vi er i dag. Vi er et godt sted i vores liv lige nu, hvor der ikke er nogen forstyrrelser i vores liv.

God mor

Selv om hun og børnene har oplevet en turbulent periode i deres liv, har hun aldrig været i tvivl om, at det bedste sted, hendes børn kan være, er hos hende.

– Jeg har hele tiden troet på, at jeg var en god mor for mine børn, og det viste sig jo også, at der var begået fejl. Det er bare forfærdeligt, at det skulle gå ud over mine børn.

Læs også: Lias hårde start på livet