Nina flyttede ind i sin ukendte fars dødsbo: Han havde elsket mig på afstand

En kold vinteraften i 2011 ringede det på Nina Nielsens dør. Hun husker ikke den præcise dato, for den har hun med vilje fortrængt. Hun ønsker ikke en trist mærkedag, der hvert år skal minde hende om den besked, hun fik overrakt, da hun åbnede og stod ansigt til ansigt med politiet: Hendes far var død.

Årsagen kunne de ikke oplyse, men han var blevet fundet livløs i sin bil, hvor han formentlig havde ligget i tre måneder.

– Jeg var i chok og begyndte bare at græde. Jeg kendte ikke min far, da han ikke havde været en del af mit liv, men det ramte mig alligevel hårdt, fortæller den nu 36-årige Nina.

Hendes mor var kun 17 år og hendes far 23, da de mødte hinanden, og blot to måneder senere blev Ninas mor gravid. Forholdet gled hurtigt ud i sandet, og det unge par mistede efterhånden helt kontakten.

Da Nina var 1 år, mødte hendes mor en anden mand, som Nina i stedet er vokset op med og kalder far.

Hun har altid vidst, at hendes biologiske far var en anden, og hendes mor viste hende også billeder af ham. På ét af billederne var Nina kun ganske få måneder og sad på hans skød. Kort efter ophørte kontakten mellem dem.

Arvede lejlighed

Med nyheden om faderens død fulgte endnu en chokbesked: Som nærmeste pårørende havde Nina arvet hans lejlighed, som lå blot to kilometer væk fra hendes eget hjem. Hun skulle nu tage stilling til, om hun ville overtage hans nøgler, og hvad der deraf følger af forpligtelser ved at have ansvaret for et dødsbo, eller om hun ville overlade boet til staten.

– Det var en svær beslutning, for jeg vidste ikke, om jeg ville være stærk nok til at gå ind i hans hjem. Jeg anede jo ikke, hvad jeg ville finde. Hvad nu, hvis han havde været alkoholiker eller et frygteligt menneske? Jeg var bange for at opdage noget dårligt om ham, men samtidig var jeg også vildt nysgerrig. Jeg var nødt til at finde ud af, hvem han var. Det havde jeg jo ønsket hele mit liv, siger Nina, som derfor valgte at tage imod nøglerne.

Inden hun tog op i lejligheden, bad politiet hende om at ringe til faderens søster og fortælle om hans død. En grænseoverskridende opgave for Nina, der heller aldrig havde mødt sin faster.

– Jeg følte mig slet ikke i stand til det, men jeg ringede med det samme for at få det overstået. Da jeg fik fat i hende, begyndte hun at græde og sagde, hun ville ringe tilbage senere. Og så lagde hun røret på. Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden.

Tunge skridt

Senere på dagen ringede fasteren dog tilbage og inviterede Nina hjem til sig samme aften. Og da Nina dukkede op på hendes adresse, bød fasteren hende velkommen med det største og varmeste kram.

– Det betød rigtig meget for mig, og vi faldt hurtigt i snak. Det viste sig, at hun heller ikke havde haft kontakt med ham de sidste 10 år, så hun kunne ikke fortælle så meget om ham. Han var en person, der ofte forsvandt ud af folks liv i lange perioder. Han arbejdede på skibe og rodede med forskellige ting, der gjorde hans liv ustabilt. Men han havde også haft en hård barndom med en far, der var meget væk.

Sammen med fasteren tog Nina hen til sin fars lejlighed. Turen op ad trapperne til hans dør glemmer hun aldrig.

– Det var de tungeste skridt, jeg har taget i mit liv. Det var så surrealistisk at skulle træde ind i en fremmed mands hjem. For det var han jo. Fremmed.

Charmør og single

Da Nina drejede nøglerne om, åbnede døren sig til en rigtig ungkarlehybel.

– Der var ikke ulækkert, men der lugtede lidt af røg og sommerhus, og der lå lightere og mønter overalt. Det lignede, at der boede en 20-årig og ikke en på 52, som han var, da han døde. I stuen stod en lædersofa og et stort fjernsyn, og i køkkenet hang der et par g-strenge i vinduet. Han har nok været en rigtig charmør, og han var helt sikkert single. Der var ikke meget feminint over hans indretning, griner Nina.

På gulvet fandt hun en masse sim-kort og fem-seks mobiltelefoner, der indikerede, at han måske havde gang i nogle lyssky aktiviteter, men Nina turde ikke åbne telefonerne. I stedet gik hun ind i soveværelset og åbnede hans klædeskab. Og så gik hun helt i stå.

– Der stod et billede af mig som baby på en hylde for sig selv, og ved siden af lå en af mine sutter. Det slog benene totalt væk under mig, og tårerne væltede ud. Jeg var ekstremt rørt. På den ene side gjorde det mig enormt trist, og på den anden side var det så utroligt smukt. Han havde jo faktisk tænkt på mig i alle de år. Jeg viste billedet til min faster og gentog bare ”Jamen, det er jo mig. Det er jo mig!”. Jeg var i chok og husker ikke så meget mere fra den dag.

Læste hans dagbog

De efterfølgende uger brugte Nina på at rydde op og gå på opdagelse i sin fars lejlighed. Hun drak hans kaffe, røg hans cigaretter og forsøgte at lære så meget som muligt om ham.

– Jeg vendte hver en kvittering og hvert stykke papir i håb om, at det kunne fortælle mere om ham, og en dag fandt jeg en dagbog på 112 sider på hans computer. Den beskrev hele hans liv fra start til slut, og jeg slugte den på fire timer, mens jeg grinede og græd.

I dagbogen skrev Ninas far om mødet med Ninas mor, den uventede graviditet og hans beslutning om at trække sig fra sin datters liv. Han var godt klar over, at hans liv var rodet og udsvævende, og han ønskede ikke at byde Nina den samme opvækst, som han selv havde haft. Med en far, der kom og gik.

– Så han trak sig for at beskytte mig, og han kunne samtidig se, at jeg var havnet i en god og lykkelig familie med min mor, hendes nye mand og hans to børn. Det ville han ikke ødelægge for mig.

Nina fandt også ud af, at hendes far havde været professionel bokser, og at han var en utrolig omsorgsfuld person, der arbejdede med udsatte børn og unge. For ham var Nina dog den allervigtigste, og i alle årene havde han holdt øje med hende og elsket hende på afstand. Lejligheden var hans sidste gave til hende.

– Jeg er så ked af, at vi ikke nåede at få kontakt. Vi ville jo begge to så gerne hinanden, men ingen af os turde handle på det. Jeg er faktisk stødt på ham to gange før – eller jeg tror i hvert fald, at det var ham. Én gang på en café og én gang i et indkøbscenter, hvor vi så hinanden lige i øjnene. Men begge gange skyndte jeg mig væk, fordi jeg var bange for at blive afvist. Det gør vildt ondt at vide, at jeg nu aldrig får chancen igen. Men jeg finder stor trøst i at vide, at han holdt af mig, og ved at bo i hans lejlighed føler jeg mig tættere på ham end nogensinde før.