Ninna mistede sit livs kærlighed: Vi var ikke færdige med at elske hinanden

En kold februarmorgen blev Ninna vækket pludseligt. Hun slog øjnene op, og hendes blik blev mødt af en sygeplejerskes. “Jeg tror, det er nu,” sagde hun, og Ninna vidste med det samme, hvad hun mente. Hurtigt satte hun sig op i sengen, hvor hendes livs store kærlighed lå og tog sine sidste åndedrag. Hun tog ham i hånden og forsikrede ham om, at hun nok skulle passe på deres datter. Han åndede ud for sidste gang, og i det samme løb en tåre ned ad hans kind. Ninna kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad tåren mon betød. Var han ked af det, eller havde han sluttet fred med døden?

Sjælevenner

Femten år tidligere sad Ninna og scrollede på en online datingside. Hendes opmærksomhed blev fanget af et brev, der skilte sig ud. Det var langt og poetisk, og det gav hende en følelse af, at afsenderen virkelig ønskede at lære hende at kende. Nogle dage senere mødtes hun med bejleren Rasmus på en bænk ved en plantage i Højby, og allerede fra første møde havde de en umiskendelig kemi. De var forbi alt det overfladiske og ville lære hinanden at kende under facaden. Siden den dag var Ninna og Rasmus uadskillelige.

Da Ninna mødte Rasmus, havde hun kæmpet med angst i mange år og boede hjemme hos sine forældre, men det var som om, at han gav hende mod til at tage livet tilbage. Efter et års tid skaffede de to sig en halvandenmandsseng og en dobbeltdyne og flyttede i lejlighed sammen. Ninna følte, at hun havde fundet sin sjæleven.

– Vi var ens, og sammen med ham turde jeg mere. Ingen af os havde store drømme om at erobre verdenen. Der kom en hverdag, og det var faktisk den, vi elskede allermest, fortæller Ninna Stenstrup Jørgensen fra Odense, 46.

Ninna og Rasmus var begge historikere, og den fælles interesse bandt dem sammen. Rasmus var forfatter til fem bøger, og en dag, da parret var på besøg hos Ninnas forældre, gav han hende et eksemplar af en af sine bøger. Da hun slog op på første side, opdagede hun en håndskreven hilsen fra Rasmus: “Til min elskede Ninna. Jeg elsker dig – du er vidunderlig. Kærligste hilsner og kys fra din Rasmus.”

Det bedste hold

Otte år senere blev Ramus’ og Ninnas liv beriget med et ekstra familiemedlem. På en lun dag i juli kom Ditte Marie til verdenen. Forældrene gav deres kærlighed til historie videre til Ditte Marie, som blev en fast følgesvend, når Ninna og Rasmus susede Danmark rundt for at udforske fortidens kanter. Sammen besøgte de Egtvedpigens grav, Jellingestenen og samtlige domkirker, de kunne komme i nærheden af. Halvandenmandssengen blev udskiftet med en dobbeltseng, og om aftenen krøb Ditte Marie ind under dynen mellem sine forældre. Før de lukkede øjnene i, fremførte de deres kampråb: “Vi er det bedste hold”. De havde ikke brug for at udvide deres kreds til andre og levede lykkeligt kun i selskab med hinanden.

Men alting ændrede sig, da Rasmus i efteråret 2021 blev dårlig. Han opsøgte en læge, som mente, at symptomerne blot var en bivirknings af, at Rasmus var ved at trappe ud af noget medicin. Alligevel sendte lægen ham videre til yderligere undersøgelser. Rasmus havde nemlig døjet med hjerteproblemer, siden han blev født. Ninna og Rasmus var ikke nervøse, for alle omkring dem virkede til at være rolige. Selv da yderligere undersøgelser viste, at det stod skidt til med Rasmus’ hjerte, var de fortrøstningsfulde – det skulle lægerne nok få ordnet.

Da kalenderen viste 31. december, og fyrværkeri lyste den kolde vinterhimmel op, skålede Ninna og Rasmus nytåret ind med ordene: “Hvad end der kommer, skal vi nok klare det.” Tolv dage senere sad Ninna og Rasmus over for en overlæge og prøvede at synke den besked, de lige havde fået: “Du har en stor tumor i leveren, og du skal begyndte at overveje, hvad du vil bruge din sidste tid på.” Rasmus tog situationen roligt, men Ninna brød sammen. Hvordan skulle hun leve videre uden sit livs kærlighed?

På hospice

– Efter den dag havde vi de dybeste samtaler, man kan have, to mennesker imellem. Frygten og sorgen var næsten større, da han levede, og jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle være uden ham. For det havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg kunne klare, fortæller Ninna, som lider af sklerose og derfor var nervøs for at skulle tage sig af et syvårigt barn alene.

En uge senere blev Rasmus indlagt, fordi det var begyndt at bløde fra tumoren. Der blev fundet metastaser i hans hjerne, og fra palliativ afdeling blev han sendt på hospice. Her blev han tildelt en seng, ligesom Ninna også fik en opredning. Fra den dag af veg hun nærmest ikke fra hans side. Ditte Marie boede hos sine bedsteforældre og besøgte sin far om aftenen og i weekenden. Nogle gange kørte Ninna hjem og puttede sin datter, men hun følte sig utryg, når hun ikke var tæt på Rasmus.

Det sidste farvel

Ninna og Rasmus boede på hospicet i halvanden måned. Ninna gav ham kolde is og vand, og hun var taknemmelig for, at hun fik muligheden for at tage sig af ham i hans sidste tid. Hver aften, før de lagde sig til at sove, satte Ninna sig ved Rasmus’ side og sagde: “Jeg elsker dig, og det her er ikke bare til døden os skiller – det er meget længere”. De fik sagt alle de ting, der skal siges imellem to mennesker, som skal væk fra hinanden, før de er færdige med at elske hinanden.

På hospice levede Ninna med døden ved sin side og med den bedrøvende vished om, at hun aldrig ville få Rasmus med hjem igen. En dag trak Rasmus Ninna ind til sig for sidste gang. På det tidspunkt var han blevet så dårlig, at han hverken kunne drikke eller snakke længere.

“Hvordan ved man, hvornår det er tid?” spurgte Ninna en aften. Hun ville gerne holde Rasmus i hånden, når det skete. Men på hospicet kunne de ikke sige, hvor lang tid han havde tilbage, så hun lagde sig til at sove. Næste morgen blev hun vækket tidligt og fik at vide, at det var tid til at sige farvel til Rasmus for sidste gang. Hun blev siddende hos ham hele dagen efter, han var død, og ventede på, at bedemanden skulle komme. På et tidspunkt tog hun vielsesringen af hans finger og satte den på sin egen – han skulle jo ikke bruge den længere. Til gengæld lovede hun ham, at hun aldrig ville tage den af igen.

En ny hverdag

– Da jeg kom hjem fra hospice, så jeg, at folk cyklede på arbejde og gik tur med hunden. Jeg tænkte bare: Ved de ikke, hvad der er sket? Stop tiden, stop verdenen. Men hverdagen er heldigvis så insisterende, at den ikke går i stå.

Pludselig var det kun Ninna og Ditte Marie, som sov i den store dobbeltseng. Ditte Marie lagde et billede af sin far i sengen, der hvor han plejede at sove. Ninna kunne hele tiden mærke savnet til Rasmus, men på samme tid mærkede hun også følelsen af sejr, hver gang hun og Ditte Marie klarede sig igennem endnu en dag alene.

Nogle måneder efter Rasmus’ død kom Ninna i tanke om den kærlighedshilsen, Rasmus’ havde skrevet til hende i hans egen bog.

Den bortkomne bog

Bogen var for længe siden blevet væk, efter at den var blevet lånt ud til en veninde, og en pludselig tristhed ramte Ninna. Hun besluttede sig for at gøre alt for at få bogen tilbage. Hun begyndte at købe gamle bogeksemplarer hjem fra Saxo og Den Blå Avis, men hver gang hun forhåbningsfuldt slog op på første side, var den tom. Hun efterlyste også bogen i lokalavisen, og pludselig fik hun den besked, hun havde håbet på. Venindens eksmand havde set efterlysningen i avisen og indså, at bogen stod hjemme hos ham. Nogle dage senere fik Ninna endelig bogen med hilsenen tilbage, og de første timer turde hun ikke at fjerne øjnene fra den. Hun ville være sikker på, at den ikke forsvandt igen. Nu står den på bogreolen i stuen, og Ninna kigger derhen hver dag.

– Det er fantastisk, at man efter halvanden måned skriver den slags til en pige. Jeg har aldrig i et eneste sekund være i tvivl om, at han elskede mig. Og jeg ved, at han altid har været sikker på, at jeg elskede ham.

Har fundet fred

I starten tænkte Ninna meget på, om Rasmus mon havde det godt, der hvor han er nu, men i dag har hun fundet fred i troen på, at de kommer til at se hinanden igen på et tidspunkt. Hun tager ofte ned og besøger hans gravsted tidligt om morgenen, hvor hun tænder et lys og snakker med ham. Kirkegården er blevet et sted, hvor hun kan få afløb for sine følelser og giver sig selv lov til at græde.

– Jeg har mødt en mand, som, jeg vidste, elskede mig hver dag, for den jeg er. Det er svært nu, fordi ham, der altid valgte mig først, ikke er her længere. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik femten år sammen med ham. Han er død fuld af kærlighed, og min kærlighed til ham vokser hver dag. Jeg er egentlig ikke interesseret i af slippe af med min sorg, for i den bor kærligheden.

Smukt eftermæle

Som historiker var det naturligt for Ninna at sige ja til at fortælle sin og Rasmus’ historie. For hende har det altid været vigtigt at huske fortiden, og nu, hvor den handler om hendes liv med Rasmus, betyder den endnu mere.

– Jeg har lyst til at dele historien, fordi det er et vidnesbyrd om vores kærlighed. Jeg har lyst til give ham og vores liv et eftermæle. Det værste, jeg overhovedet kan forestille mig er, at Ditte Marie glemmer sin far. Det ville være så forfærdeligt, hvis hans kærlighed ikke blev husket.