Nu bor min datter i himlen

Natascha var kun 18 år, da hun besluttede sig for at dø. Hendes mor, Charlotte, gjorde alt, hvad hun kunne, for at redde sin datter, men kampen var tabt på forhånd. Natascha ville ikke mere.

Charlotte Kromann Raun var til fødselsdagsfest i Aarhus, da hun klokken 22.30 modtog en sms fra sin 18-årige datter Natascha.

”Undskyld jeg ikke blev ønskedatteren. Undskyld jeg var en dårlig søster. Mor, undskyld jeg ødelagde dit liv ved fødslen. Mor og far, undskyld jeg var skyld i jeres skilsmisse … Nu blev det alt alt for meget. Jeg elsker jer alle sammen, og please tag den her besked som en sidste hilsen og IKKE et råb om hjælp”, stod der blandt andet. 

– Dér vidste jeg jo godt, at Nataschas liv var slut, siger Charlotte om den forfærdelige aften i 2010.

Læs også: 12-årige Robin begik selvmord

Egen eftersøgning

Alligevel kørte Charlotte, alt hvad bilen kunne trække, tilbage til Vejle i et desperat forsøg på at nå frem til sin datter i tide. Hun ville lede i hestestalden. I skoven. Alle de steder, hvor Natascha plejede at komme. 
Men da hun midt under eftersøgningen tog hjem til sin lejlighed for at skifte stilethælene ud med nogle mere terrængående sko, blev hun mødt af tre betjente med alvorstunge miner. De havde en skrækkelig besked til Charlotte.

Ni selvmordsforsøg

Klokken 23.56 var Natascha blevet påkørt af toget ved Rødkildevej i Vejle. Hun havde siddet på togskinnerne med ryggen til toget og havde ikke anet, hvornår det ville ramme. 

Men der var ingen tvivl: Hun ønskede at blive ramt. Hun havde musik i ørerne og en keramikengel i sine foldede hænder. 
Det hele var planlagt, og hun var død på stedet. 
At Natascha ønskede at dø, var ikke et chok for hverken hendes mor, hendes far Michael eller hendes storesøster Stephanie. Natascha havde forsøgt selvmord ni gange før det seneste år, men hun var alle gange blevet fundet i tide. Den 10. gang lykkedes det hende så at gøre en ende på sit liv og på al den smerte, hun følte indeni.

– Natascha havde det meget svært. Hun kæmpede hele livet med lavt selvværd, klarede sig ikke så godt i skolen og var også tilbageholdende rent socialt. Og efterhånden begyndte hun så at skære i sig selv og udviklede også en spiseforstyrrelse. Hun sagde til mig, at der boede to personer i hendes hjerne, Tim og Ricky, som bestemte, hvad hun måtte spise og drikke, fortæller Charlotte, som gjorde alt, hvad hun kunne for at hjælpe sin datter ud af problemerne. 

Stemmer i hovedet

Efter det første selvmordsforsøg blev Natascha indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det gjorde hun også de efterfølgende otte gange, og den sidste tid af sit liv boede hun på en ungdomsinstitution med særlige pædagoger tilknyttet. 

Men stemmerne i hovedet fortsatte, og det samme gjorde følelsen af ikke at slå til. 

Til sidst fik Natascha nok, og så var det, at hun den skæbnesvangre aften i 2010 sneg sig ud af institutionen og satte sig på togskinnerne. 
I dag er Charlottes sorg over Natascha akkurat lige så tung, som den aften hun døde, og Charlotte bliver ved med at bebrejde sig selv for det, der skete. Kunne hun have gjort mere for at forhindre tragedien? Hvorfor traf Natascha det valg, hun gjorde? Og hvordan har hun det nu? 

Sidder fast i sorgen

De mange ubesvarede spørgsmål forhindrer Charlotte i at komme videre i livet, og hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan give hende svar og ro i sjælen. 

Selma møder Charlotte i hendes hjem i Juelsminde, hvor hun nu bor sammen med sin mand Flemming. Med det samme fornemmer Selma, at der er endnu en person til stede i stuen.

– Jeg mærker en feminin energi, og det første, hun siger til dig, er: ”Min mor.” Så min klare fornemmelse er, at der er tale om din datter, siger Selma og fortsætter:

– Der er også noget med naturen, som kendetegner hende. Hun fandt en helt særlig ro i skoven, og hun må have haft et helt specielt bånd til dyr. Jeg føler faktisk, at hun taler med dyr. Og så bliver hun hele tiden ved med at referere til ordet ”mus”. Giver det mening i forhold til din datter? spørger Selma.

Der går et øjeblik, før Charlotte svarer. 

Hun har tårer i øjnene og synker en klump i halsen, inden hun langsomt smøger det ene ærme op på sin cardigan. På hendes højre underarm man nu se en tatovering af Nataschas ansigt sammen med teksten ”Minimus”.

– Det var dét, jeg altid kaldte hende, siger Charlotte dybt rørt og er nu helt sikker på, at Selma har kontakt med den rette. 

Læs også: Mobning førte til 12-årige Rebeccas selvmord

Søgte ro i skoven

Alt det andet, som Selma har sagt, passer også på Natascha. Hun søgte altid ud i skoven, når hun havde brug for ro i hovedet, og de mange timer, hun tilbragte sammen med sin hest, gav hende en pause fra alt det selvhad, hun kæmpede med.

– Hun var en meget dygtig springrytter og var på vej frem i rideverdenen. Det var det eneste sted, hvor hun følte, at hun for alvor slog til, fortæller Charlotte, som uden held forsøgte at forklare sin datter, at hun på alle måder var god nok. At skilsmissen absolut ikke var Nataschas skyld. Og at de mørke tanker bestemt ikke gjorde hende til en dårlig datter eller søster.

Natascha var kun 10 år, da hun første gang sagde til Charlotte: ”Mor, jeg skal ikke blive gammel hernede. Jeg har noget, jeg skal hos ham deroppe”, hvorefter hun pegede op på himlen. 

Charlotte undrede sig over sin datters bemærkning, men tænkte, at fantasien nok bare var løbet af med hendes lille pige. 

Svært at være her

Men Natascha kendte allerede dengang sin skæbne, forklarer Selma. 

– Jeg ved ikke, om du tror på engle, men jeg får sådan en fin engleenergi fra hende. I min verden taler man om, at når en person har en meget fin englevibration, så er det sværere for sjælen at håndtere de tunge ting, som livet også byder på, og sådan havde hun det virkelig. Det var simpelthen for tungt for hende at være her på jorden, og hun vidste, at der ventede hende noget bedre på den anden side. Jeg bliver helt rørt, når jeg siger det. Men hun vidste, at det ikke var livet, hun skulle. Hun kunne ikke se meningen med at leve, når hun havde det på den måde, siger Selma.

Charlotte nikker stille. Nu forstår hun bedre Nataschas ord som 10-årig.

– Jeg har noget, jeg skal vise dig, siger hun så til Selma og finder en smuk lille keramikengel frem. 

Det var den, Natascha sad med i hænderne, da hun blev ramt af toget. 

– Natascha elskede engle, og jeg kan godt se, hvad du mener med, at hun selv er – og var – en engel. Hun var altid meget beskyttende over for andre, der havde det svært. Til hendes begravelse dukkede der 270 mennesker op i kirken, og mange af dem kendte jeg slet ikke. Men det viste sig, at det var piger helt ned til 8-årsalderen, der havde samme mørke tanker som Natascha. Dem havde hun hjulpet, og de kom for at sige tak. Desværre var der ikke nogen, der kunne hjælpe Natascha, siger Charlotte trist.

Du var hendes klippe

– Jeg fornemmer en enorm skyldfølelse hos dig. Du hæfter dig alt for meget ved, at hun ikke fik den hjælp, hun skulle have, men det er ikke noget, du skal tage på dine skuldre. Natascha tager det fulde ansvar for det, der skete, og det ville være sket, uanset hvad du havde gjort. Det er vigtigt for hende at understrege, at du ikke har været en dårlig mor, for det er noget, du tænker rigtig meget over. Du betød noget helt specielt for hende. Du var hendes klippe og den, hun følte sig allermest tryg hos. Du prøvede at forstå hende og gav aldrig op, og det betyder uendeligt meget for hende, siger Selma og fortsætter:

– Det er Nataschas højeste ønske, at du får det bedre, og det kan du kun gøre ved at lægge den dårlige samvittighed fra dig. Prøv i stedet at fokusere på de gode stunder, I havde sammen, for dem var der også mange af, og det er dem, hun gerne vil huskes for. 

Charlotte lader nu tårerne få frit løb. Det er tydeligt, at Selmas ord gør dybt indtryk på hende. 

– Det er også de gode stunder, Natascha fokuserede på i sit afskedsbrev. Og hvis det er hendes højeste ønske, at jeg koncentrerer mig om dem og stopper med at føle skyld, så skal det selvfølgelig også opfyldes, siger Charlotte rørt. 

– Er der kommet et barn ind i familien, efter at Natascha gik bort? spørger Selma pludselig og tilføjer:

– Jeg får følelsen af, at der er kommet en dreng, og at der er L i hans navn.

En lysere fremtid

Charlotte griner overrasket og nikker. 

Kun 11 måneder efter Nataschas død blev hendes storesøster, Stephanie, mor til sit første barn. En søn ved navn Liam. 

– Natascha har haft noget med det at gøre. Der skulle ske noget lykkeligt i familien efter hendes død, og Liam bragte meget glæde tilbage i familien, mærker jeg. Hun er meget omkring ham og passer på ham. Og der er noget i den dreng, som er hende.

Charlotte fortæller smilende, at hendes barnebarn faktisk ligner Natascha en hel del, og at han også er en meget sensitiv sjæl præcis ligesom hende.

– Hun siger, at du skal passe godt på ham, og at det bliver godt for dig, at du snart kommer tættere på ham. Står du over for en flytning, spørger Selma så.

Charlotte afslører, at hun og Flemming snart flytter til Bogense, hvor Stephanie bor sammen med Liam, sin mand og deres 2-årige datter Enya.

– Det bliver rigtig godt for dig at flytte herfra. Der er noget her, som fastholder dig i mørket. Jeg lagde mærke til, at du bor i nummer 10. Det er et meget skæbnebestemt tal for dig. Din datter døde i 2010, hun havde 10 selvmordsforsøg, og hun var 10 år, da hun sagde til dig, at hun ikke ville blive gammel. Det 10-tal spøger for meget. Jeg tror, du går en lysere fremtid i møde ved at flytte til et nyt sted, smiler Selma. 

– Jeg kan mærke, at Natascha trækker sig nu. Har du noget, du gerne vil spørge hende om inden? spørger hun så.

– Ja. Jeg vil gerne spørge, om hun har det godt. Og om vi ses igen? 

– Hun har det rigtig godt. Og I ses igen. Men ikke endnu, siger hun. Nu har du to børnebørn, du skal tage dig af, og I vil få stor glæde af hinanden. Hun venter på jer og har endelig fundet det sted, hvor hun hører til. Alt er, som det skal være.

Læs også: 15-årig begik selvmord: Christian ville være perfekt