Nu har mor og far endelig sluttet fred

Dit barn kan ikke holde til det! Punktum. Længere er den egentlig ikke, men sætningen er pokkers svær at minde sig selv om, når et skænderi endnu en gang har fået næring.

Det erkender 49-årige Line Buch og hendes eksmand, 53-årige Haubarth Christiansen gerne. For de har været der og indrømmer, at det stadig kokser indimellem. Men de prøver. Ikke mindst for deres datter Ophelias skyld.

Skilsmissebarnet Ophelia

Ophelia er 12 år, og da hun var 4, flyttede hendes mor og far fra hinanden. Minderne før det er sporadiske. Hun husker, at de har boet i samme hus, og at de skændtes. Det gjorde de også, da de flyttede fra hinanden, og Ophelia blev så ked af det. Det var jo hende, de skændtes om, og derfor forsøgte hun at skjule, hvordan hun havde det. For så kunne mor og far da ikke skændes om det.

– Jeg blev stille og indelukket, når de skændtes, og selv om de nogle gange forsøgte at lade være, fordi jeg var i nærheden, så kunne jeg godt fornemme, at stemningen mellem dem ikke var god. Forældre regner ikke med, at børnene lægger mærke til det, men det gør vi altså, siger Ophelia bestemt.

Den største hurdle for Line og Haubarth var de forskellige skift, Ophelia havde mellem dem. Line mente ikke, at deres datter havde godt af ni skift på en måned, hvor Haubarth mere ville lade det være op til Ophelia. For hun savnede far, når hun var hos mor – og hun savnede mor, når hun var hos far.

Læs også: Børnebørn i krise efter skilsmisse

Fyldt op med arrighed

– Det var vi grundlæggende uenige om, og det førte til mange sammenstød. Jeg ville gerne være lidt mere loose omkring det, mens Line ønskede det mere sat i system, fortæller Haubarth, der er lokofører og har skiftende og lange arbejdstider. Det satte yderligere tingene på spidsen, fordi samværet med Ophelia var nødt til at blive planlagt efter den vagtplan.

Line nikker bekræftende og fortæller, at hun var fyldt op med arrighed over det.

– Jeg var af den overbevisning, at det ikke var godt for Ophelia med de skift, så jeg var utrolig vred over det. I den periode kunne jeg slet ikke holde ud at være sammen med Haubarth. Ja, jeg kunne nærmest ikke tåle synet af ham, siger Line.

To fødselsdage

Ophelia måtte derfor i nogle år holde to fødselsdage, selv om hendes højeste ønske var, at både hendes mor og far var sammen om at fejre hende.
Men Line kunne ikke, og det følte hun, at hun var nødt til stå fast på. Selvfølgelig ville hun gøre sit bedste for sin datter, men hun havde behov for også at passe på sig selv.

– Jeg synes, det var hårdt, og stemningen var altid trykket, når de så hinanden. Så forsøgte jeg at være sjov for at få dem i bedre humør. Nogle gange kunne jeg også blive rigtig irriteret på dem. Hvorfor skulle jeg blandes ind i deres problemer? spørger Ophelia.
Det hele eskalerede, da Line for fem år siden besluttede at involvere Statsforvaltningen. Når de som forældre ikke kunne blive enige, måtte andre hjælpe dem med at få trukket linjerne op, mente hun, og overraskede Haubarth med det træk.

– Den havde jeg ikke lige set komme. Det halve år var på ingen måde sjovt. Det var ren praktik, når vi talte sammen. Det var dårlig kommunikation eller slet ingen, siger Haubarth, og Ophelia tilføjer, at hun stadig husker, hvordan hendes lyserøde Hello Kitty-taske fløj frem og tilbage med det tøj, hun skulle bruge i løbet af en uge.

– Det var virkelig træls, siger hun.

Pilotprojekt for ny skilsmisselov

Da dommeren skulle afgøre tvisten imellem forældrene, sagde han, at der egentlig ikke var nogen vindere i sagen. Til gengæld kunne han tilbyde Line og Haubarth at medvirke i et pilotprojekt forud for den nye skilsmisselov, der havde fokus på at forbedre samarbejdet imellem uenige forældre – til gavn for børnene.

Begge endte med at takke ja til tilbuddet, og ingen af dem tøver med at sige, at det er det bedste, der kom ud af den retssag.

– Så i dag siger jeg, at jeg er glad for, at Line slæbte mig i retten. Hvis ikke hun havde gjort det, havde vi ikke fået det gode tilbud om at komme i samtaleforløb med psykologer. Jeg var godt nok ikke vred på den måde, som Line var, men jeg kunne helt sikkert godt have fundet noget frem. Men jeg vidste på det tidspunkt, at det ville være nytteløst, siger Haubarth.

Læs også: Ginas store offer: Jeg måtte forlade min baby

Ingen vindere

For Line var det netop vreden, der skulle tackles. Hun havde svært ved at agere i det, og mens forløbet stod på, syntes hun, at det var noget af det værste.

– Du må hjem og hamre i en dyne eller sparke til et eller andet hårdt. For så vred er man. Det tror jeg ikke, at jeg er ene om. Det er dét, der er rigtig svært ved at være i sådan et forløb. Du kan ikke tale dig ud af den arrigskab. Det er dødsvært, fordi ens følelser er involveret. Man kommer helt ned på et plan, som var man et barn, indrømmer Line.

Og Haubarth medgiver, at han også har måttet stramme sig an, fordi ”det er det smarteste”, som han formulerer det.

– Nogle gange er man også bare træt, og der sker jo også andre ting i ens liv, der kan påvirke humøret. Det kræver virkelig overskud at opføre sig ordentligt, og nogle gange går det bare galt, konstaterer han.

– Det var kun, fordi en kollega sagde til mig, at alt dét, jeg ikke vil, og alt dét, du synes, er træls – det er dét, der virker, siger Line.

– Tak til den kollega, indskyder Ophelia med et lille smil.

Trække vejret dybt

Hun er blevet et gladere barn efter, at hendes mor og far har fundet en form, der gør, at de igen kan tale sammen, spise aftensmad i ny og næ sammen, tage i Tivoli kun de tre og rent faktisk grine sammen. Og at hun nu også kun behøver at holde én fødselsdag, fordi hendes mor og far er i stand til at fejre hende sammen.

– Jeg synes, det er dejligt, selv om de stadig kan blive uenige. Men de er blevet meget bedre til at få det stoppet hurtigt igen. Jeg har aldrig ønsket, at min mor og far skulle være sammen igen, men jeg har tit ønsket, at de bare var venner. Ikke fjender, ikke bedste venner – bare venner, siger Ophelia.

Haubarth og Line kigger et øjeblik på hinanden. De ved det godt.

– Det stopper jo aldrig. Vi er nødt til at være bevidste om det hele tiden, så vi ikke ryger tilbage til dér, hvor vi var. Men vi har lært at slappe mere af og lige trække vejret dybt, siger Line.

– Jeg håber, at andre skilsmisseforældre kan lære noget af vores historie. For vi fortæller da ikke det her, fordi vi synes, det er sjovt at fortælle andre om de problemer, vi har haft. Jeg orkede nærmest ikke dette interview, men jeg gjorde det, fordi jeg kan mærke og se på Ophelia, hvad det har betydet, fastslår Haubarth.

Læs også: Kom godt gennem en skilsmisse