Ny samtykkelov om sex: Flere sager - men ikke flere domme

Rejseholdet tidligere leder, Bent Isager Nielsen, giver her nogle bud på, hvad den nye samtykkelov om sex kommer til at betyde i forhold til voldtægtsdomme. På billedet herunder ses en demonstration til fordel for for samtykkeloven på Nytorv i København i år.

Hej Bent

Du skrev sidste år om den nye voldtægtslovgivning.

Nu er forslaget om samtykke i seksuelle relationer fremsat.

Tror du, at flere vil blive dømt fremover, og er de mistænkte mænds retssikkerhed i fare?

Venlig hilsen Pia

 

Hej Pia

Regeringen har nu fremsat et lovforslag, der forudsætter samtykke til sex.

Den nuværende voldtægtsparagraf i straffeloven forudsætter, at samleje er gennemtvunget ved vold eller trussel om vold. Ellers kan gerningsmanden ikke straffes.

Straffelovsrådets 11 medlemmer anbefalede med stemmerne 10-1 regeringen at bruge ordet ”frivilligt” i stedet for ”samtykke”.

Men dette råd fulgte regeringen ikke, selv om det er højst usædvanligt at gå imod et (næsten) enigt straffelovsråd, som er et uvildigt organ, der skal rådgive en siddende regering.

Man mente ikke, at ordet frivilligt var godt nok, da der kunne være en risiko for, at passivitet forveksles med frivillighed.

Læs også: Kvindelige mordere er tit drevet af hævn og jalousi

Regeringen mente, at loven skulle understrege, at der skal et aktivt samtykke til, udtrykt direkte med ord eller handlinger.

Formentlig for at undgå, at en situation, hvor en kvinde så at siger ”fryser” af angst i voldtægtssituationen – og ikke siger fra eller gør modstand – kunne blive misforstået af manden som frivillighed.

Bedre behandling

Jeg tror egentlig ikke, at flere bliver dømt med den nye lovgivning, for det vil også fremover være politiets og anklagemyndighedens opgave at bevise gerningsmandens forsæt, altså bevise, at han ikke forinden samlejet har indhentet samtykke.

Men der er nok ingen tvivl om, at der vil blive rejst flere sager end tidligere.

Jeg håber ikke, at det fører til, at mistænktes og sigtedes retssikkerhed kommer i fare, men en del mistænkte mænd vil formentlig føle sig uretfærdigt behandlet af politiet – og selvfølgelig også af den kvinde, der indgiver anmeldelsen.

Læs også: Den sidste offentlig henrettelse i Danmark    

Omvendt vil en del kvinder nok føle, at de får en bedre behandling, og opleve, at deres sager tages alvorligt af politi og domstole.

Det kan dog også føre til en følelse hos dem af uretfærdighed, hvis sagen ikke fører til en dom. Jeg forudser generelt flere sager, hvor en mand sigtes for voldtægt, men ikke dømmes.

Et meget svært dilemma, som det altid har været i voldtægtssager, og som efter min mening ikke forsvinder med den nye samtykkelov.

Falske anmeldelser

Det mest positive for mig at se er den signalværdi og holdningsændring, den nye lov kan medføre, nemlig at alle drenge og mænd får fokus på, at der ved sex altid skal være samtykke og frivillighed.

Det er ikke nok, at en kvinde ikke gør direkte modstand eller ikke siger fra.

Læs også: Når medier påvirker mordsager   

Der er af og til beskyldninger mod kvinder for, at de opsøger krisecentre eller indgiver anmeldelse mod deres mænd alene for at stå stærkere i forhold til at få forældremyndigheden, når folk bliver skilt.

Jeg så for nyligt i Politiken, at nogle advokater fremsatte den slags beskyldninger.

Uanset hvad er der tale om meget svære sager, som understreger vigtigheden af, at politiet efterforsker objektivt og grundigt, og at man skal være meget varsom med at dømme – eller fordømme – nogen, hvis ikke anmeldelser og påstande bevises. 

Grove sager

Falske anmeldelser i voldtægtssager er i sagens natur ikke det største problem med voldtægt.

Det største problem er, at mænd voldtager kvinder. Og mange af disse sager er meget grove.

Læs også: Når børn slår ihjel  

Når det er sagt, er det selvfølgelig meget problematisk, at fem til syv procent af indgivne voldtægtsanmeldelser er falske. Det viser både danske og udenlandske undersøgelser.

Det tal er faktisk en del højere end i andre typer sager om falsk anmeldelse, for eksempel sager om indbrud, som i virkeligheden viser sig at være forsikringssvindel.

At finde sandheden

Jeg har efterforsket mange voldtægtssager og har stor erfaring på dette efterforskningsområde.

Jeg har også haft sager, hvor anmeldelsen var falsk. Så jeg ved udmærket, hvor følsomme og vanskelige de kan være.

Ikke kun for de involverede parter, men også for politiet, hvis opgave det jo er at prøve at finde frem til sandheden.

Jeg kan i øvrigt anbefale en skræmmende og meget oplysende BBC-dokumentarudsendelse om den engelske teenager Jay Cheshire, der blev beskyldt for en voldtægt, han ikke havde begået.

Sagen blev er også blevet omtalt i Berlingske.

Venlig hilsen Bent