Nyfødt blev efterladt af sin mor

Der gik et sug gennem maven på Friederike Garbe, da alarmen gik, og den gule lampe i entreen lyste. Selv om hun 14 gange før i de seneste 12 år har hørt sirenen bryde stilheden, rejste hårene rejste sig på hendes arme. For hende bliver lyden aldrig rutine.

Forladt for evigt

Klokken var 11 om formiddagen, og udenfor var det iskoldt med minus seks grader. Friederike Garbes tænkte på den nybagte mor, der befandt sig udenfor i kulden på vej bort fra sit nyfødte barn, som hun netop havde forladt for evigt.

Læs også Maria redder et fortabt hittebarn

Samtidig tænkte Friederike på den lille dreng eller pige, som hun snart skulle holde i sine arme, og som hun forhåbentlig kunne skaffe et trygt hjem hos en ny mor og far.

Hittebarn nummer 15

Friederike Garbe gik hurtigt gennem huset og ned i kælderen til lugen, hvor hendes hittebarn nummer 15 ventede.

Barnet var svøbt i et lille håndklæde, men det frøs ikke i den lune boks. Friederike hviskede "hjertelig velkommen", da hun løftede barnet op til sig. Det var en pige, og hun skulle hedde Gesine. Det var Friederikes syvende pige i babyklappen, og G er det syvende bogstav i alfabetet.

Hvert barn sin skæbne

- Hvert barn har sin egen skæbne, sin egen historie og sin egen personlighed. Jeg kan huske hvert eneste barn, som var det mit eget. Mine tanker er ofte hos barnets mor. Men jeg trøster mig med, at Gesine er kommet til et godt hjem. Jeg er sikker på, at hendes første jul bliver præget af kærlighed og omsorg, siger Friederike Grabe.

På Mengstrasse 62 i den nordtyske by Lübeck ligger "Livets Hjem", et 650 kvadratmeter stort hus fyldt med håb, kærlighed og omsorg. Her bor Friederike Garbe, en 68-årig kvinde med et hjerte af guld. "Babyklappe" står der på en lille lem ved fordøren. Her har mange fortvivlede, nybagte mødre i nød de seneste 12 år lagt og efterladt deres barn i håb om, at Friederike kunne skaffe datteren eller sønnen et bedre liv end det, mødrene mente at kunne tilbyde. 15 børn er det blevet til. Friederike Garbe véd, at de alle har det godt i kærlige hjem. Gesine med kælenavnet "Sine" er hendes seneste hittebarn.

Faderen døde i krig

Læs også om hittebarn fundet på losseplads

I 2000 startede Friederike Garbe arbejdet med at tage sig af hittebørn. Hun har alle forudsætninger for at kunne sætte sig ind i de sociale og menneskelige problemer, som en nybagt mor kan have. Friederike har aldrig set sin far. Hun blev født den 21. januar 1945 i polske Breslau. Da var faderen faldet i krig, og havde efterladt sin højgravide hustru til en barsk skæbne.

- Det letteste for min mor havde været at skille sig af med mig. Jeg var en byrde. Men hun valgte at beholde mig og kæmpe. Ikke alle nybagte mødre i svære kår træffer det valg, men bortadopterer i stedet barnet. Det behøver ikke være en dårlig løsning. Alle børn, der er blevet afleveret hos mig, har fået gode, kærlige hjem, siger Friederike.

Ikke alle har kontakt

Nogle af de biologiske mødre har hun haft kontakt med, andre ikke. Friederike har talrige gribende eksempler på, at de biologiske mødre kun vil deres børn det bedste, når de giver deres barn bort. Normalt har hun børnene hos sig nogle uger, inden børneudvalget i byen har fundet en adoptivfamilie. I den periode har mødrene tid til at fortryde deres handling, og kræve deres barn tilbage.

Friederike har haft et personligt forhold til hvert enkelt hittebarn. De små drenge og piger har ofte ligget i dobbeltsengen mellem hende og hendes mand, mens hun har tænkt på deres fremtid, og på deres biologiske mødres skæbne. Hun har aldrig båret nag over, at en mor ikke har magtet at tage sig af sit barn, men vælger at give det bort. Tværtimod. Handlingen er ofte tvunget af ulykkelige omstændigheder. Der er ikke tale om onde, kyniske kvinder uden følelser, men snarere om nybagte mødre, der vil deres børn det bedste.

Ville se sin datter

- Jeg har oplevet en mor, der efter et par uger kom til mig for at se sin datter en sidste gang. Jeg sagde til hende, at det var der ikke noget i vejen for, såfremt hun ville have pigen tilbage. Hvis hun fortsat ønskede at bortadoptere hende, ville det være for hårdt for hende at se datteren. Det accepterede hun, og lod datteren blive hos mig, siger Friederike Garbe.

Når en mor vælger at give sit barn bort, og lægger det i babylugen, ligger der et brev til hende fra Friederike. Her står blandt andet:

I brevet skriver Frederike til mødrene, at de i de første uger har muligheden for at få barnet tilbage. Kvinderne kan ringe anonymt, eller møde op til en personlig samtale. Det sker også, at en mor efter nogle år ønsker at se eller lære sit barn at kende. Det er også en mulighed.

Skriver til barnet

- Vi véd, at mange adoptivbørn har et ønske om at lære deres biologiske mor og far at kende, og det er der positive eksempler på. Men det kræver stort mod fra mødrene, men det har mange af dem, siger Friederike Garbe.

Hun slutter brevet til de biologiske mødre med en opfordring til at skrive et brev til barnet, eventuelt angive et navn, som pigen eller drengen skal hedde, en fødselsdato og endelig en personlig beretning. Det er en opfordring, som de fleste mødre tager imod.