OCD holder Helena fanget på wc i op mod et døgn

Livet går forbi uden mig

Med et fortabt blik sad Helena på skolens toilet og stirrede direkte ind i døren. Mens livet fortsatte på den anden side af toiletdøren, mærkede hun sit eget liv dryppe væk i takt med at timerne gik: Efterhånden brugte hun flere timer derude, end hun gjorde i klasselokalet. Hun kunne ikke gøre sig færdig. Og når Helena havde siddet der så længe, turde hun ikke gå tilbage til undervisningen.

– Hvad ville de andre fra klassen ikke tænke? Ville de spørge, hvorfor jeg havde været på toilettet så længe og måske grine ad mig?

Helena følte sig unormal og forkert. Selv om klassekammeraterne var gode til at rumme hendes udfordringer, følte hun, at hun ikke hørte til nogen steder, fordi alle de andre var perfekte. Undtagen hende.

Læs også: Folk pegede og tog billeder af Julie i smug

Mange kender den pludselige tanke, at ens fødder ikke må betræde stregerne på fortovet, eller at man lige skal tjekke en ekstra gang, om hoveddøren nu også er låst. Men for Helena handler det ikke bare om fortov eller en hoveddør.

Helenas OCD er af en helt anden kaliber, som begyndte med, at hun vaskede hænder utrolig grundigt. Som 12-årig fik hun diagnoserne OCD og infantil autisme. Og så tog det ellers fart. Helenas OCD blev så voldsom med årene, at ingen vidste, hvor hun kunne få den rette hjælp. Flere forskellige skoler for børn med særlige udfordringer kastede håndklædet i ringen, fordi hendes OCD var så ekstrem, at de måtte opgive hende.

– Mine diagnoser gjorde, at jeg sad rigtig meget på toilettet. En typisk dag var fem timer på toilettet efterfulgt af en halv times håndvask. Hvis jeg ovenikøbet skulle i bad, kunne der gå 7,5 timer i alt. Mit liv foregik nærmest på badeværelset, husker Helena, der nogle gange har prøvet at sidde på toilettet i et helt døgn.

– Jeg sad der så længe, at jeg tænkte, jeg lige så godt kunne overnatte der.

Et håbløst år

Helena har svært ved at sætte ord på, hvad der sker i hendes egen lille verden, når hun sidder fastklæbet til brættet. Men hun forklarer, at det er svært at nå til stadiet, hvor man tørrer sig, fordi ubegrundede tanker siger, hun ikke er tømt, selv om kroppen mærker det modsatte.

Både væggene på Helenas værelse og opslagstavlen i skolen er fyldt med plakater af Justin Bieber. Han er på dynebetrækket, pudder, smykker og stort set alle slags beklædningsdele. Og når Helena skal forklare, hvor meget hun elsker popmusikeren, kan hun næsten ikke formulere det, fordi der er så mange kærlige ord, som skal ud på én gang.

Alligevel er der en helt anden, der har taget Helenas fokus. Helenas mor, Karin, har døbt ham ”OCD-djævelen”. Hun forestiller sig, at han sidder på Helenas ene skulder og ser rigtig led ud. Han har magten og fastholder hende på toilettet ved at sige, at hun ikke er ordentlig tømt og derfor skal blive siddende.

– Selv hvis Justin Bieber stod ude foran døren, mens Helena sad på toilettet, ville hun blive siddende. Ikke engang han ville kunne få hende ud af situationen, fortæller Karin, mens Helena nikker.

Mors pige

Specielt i julen forrige år var det svært at få et liv uden for badeværelset. Nytårsaften var der lagt op til et brag af en fest med skøre hatte, serpentiner og god mad på menuen hos familien Nielsen i Tårnby. Helena havde glædet sig til denne særlige aften, som typisk giver anledning til at tænke tilbage på året, der gik.

Først skulle to kampe dog overstås: Det daglige toiletbesøg og et bad. Og man må sige, at hun fik rig mulighed for at tænke tilbage på året og på alle de personlige nederlag, som djævelen var skyld i. Helena gik nemlig ud på badeværelset klokken 10.35, og først da nytårsmiddagen var overstået, og klokken blev 22.15, slap hun fri.

Igen forsatte livet på den anden side af toiletdøren, mens hendes eget var gået i stå. Efter små 12 timer på badeværelset, kunne hun varme resterne af middagen op og deltage i det, der var tilbage af nytårsfesten.

– 2017 var et helt håbløst år for mig, fordi jeg ikke følte, at der var plads til mig nogen steder, fortæller Helena, der har været indlagt på børnepsykiatrisk afsnit to gange.

Da 2018 bankede på, håbede Helena inderligt, at det nye år ville blive bedre.

I starten af året kom bostedet Dalbo, som er en del af Behandlingsstederne Søbæk, ind i billedet, og det var noget af en mavepuster for Helena, da hun første gang hørte, at hun skulle anbringes.

Læs også: Maya har Downs. Hun er et ønskebarn

– Jeg blev rigtig ked af det og sur på min mor, fordi jeg straks forestillede mig, at jeg skulle anbringes i noget, der mindede om et fængsel, fortæller Helena og sender sin mor et alvorligt blik.

Men der var ingen anden udvej. Med følelserne uden på tøjet endte mor og datter ofte i totterne på hinanden – og pludselig så Karin oplevelser fra sit eget liv gentage sig.

– Jeg stod helt alene med ansvaret og blev presset ud på et sidespor, hvor jeg begyndte at gøre Helena ked af det. I ren afmagt sagde jeg dumme ting, såsom ”du får da aldrig en kæreste, når du sidder på toilettet hele tiden” af den simple årsag, at jeg jo kun er et menneske, erkender Karin, der søgte hjælp hos en psykolog og begyndte på antidepressiv medicin.

– Efter jeg fik to fødselsdepressioner, da Helena og hendes storesøster kom til verden, har jeg været bevidst om mine grænser. Og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis Helena blev boende hos mig, ville jeg ende med at gå neden om og hjem, fordi det var umuligt at få en hverdag til at fungere, konstaterer Karin.

Ukontrolleret kontrol

Selv om Helena mærker savnet til sin mor hver eneste dag, er hun alligevel helt med på, at en anbringelse var den bedste løsning, for det ville have gået ad ”H” til, hvis hun var blevet boende hjemme, som hun selv siger.

På Dalbo deler hun sin hverdag sammen med syv andre unge, og for første gang i sit liv føler hun sig ikke som hende, der sidder ovre i hjørnet, mens de andre, de ”normale”, griner og hygger sig.

– Jeg tænker stadig over, at jeg ikke er normal. Men det ville også være kedeligt at være normal på Dalbo, griner Helena og forsætter med en alvor i stemmen.

– Jeg føler, at der er plads til mig her.

Hjørnepladsen er blevet skiftet ud med en plads i den sociale rundkreds, og det er befriende for Helena, at hun ikke længere er den eneste, der har diagnoser. At ingen kigger skævt, når hun snuser til ting eller kommer tilbage efter at have siddet på toilettet i mange timer.

Det er ikke kun Justin Bieber, der kan tage pusten fra hende. Helenas daglig kamp om at gå og holde sig og vænne sin krop til at gå på toilettet én gang om dagen, giver hende sved på panden.

Læs også: Georgia er skizofrem. Stemmerne holdt aldrig mund

Presser blæren, ignorerer hun signalerne. For hvis hun skal kunne gå i skole, er hun nødt til at undgå et besøg på toilettet om morgenen og må holde sig, helt til hun kommer hjem fra skole om eftermiddagen. Det er dog ikke altid, at det lykkes. Helena har prøvet flere gange ikke at nå skolebussen hjem til Dalbo, fordi hun igen – med et fortabt blik stirrende ind i døren – sad ”fast” ude på skolens toilet.

Helenas daglige ritualer tager også pusten fra hende. Hver morgen starter hun med at snuse grundigt til sit lagen og mærker på det, om der skulle være noget. Noget hvad? Spørger man sig selv. Men bare ”noget”, forklarer hun og erkender, at hun faktisk godt ved, at der ikke er ”noget”, men alligevel skal hun lige tjekke.

Næste stop i cirklen af morgenrutiner er dynebetrækket, som får samme tur som lagenet. Efter at have lavet nogle bestemte bevægelser med at flytte numsen frem og tilbage i sengen og lade fødderne ramme trægulvet op og ned nogle gange kan Helena stå ud af sengen. Før hun tager tøj på og reder håret, skal der snuses til både hende selv, tøjet og hårbørsten.

Drømmen lever

Helena udfører ritualerne for at skabe kontrol og for at undgå den uro og kaos, som hun vil opleve indeni, hvis hun ikke får gjort det. Faktisk bliver hun helt dårlig ved tanken om ikke at få udført sine ritualer.

– Der var en morgen, hvor jeg glemte at snuse til mit tøj, og så var hele min dag ødelagt. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen eller tænke på andet resten af dagen. Jeg fik helt ondt i maven, fortæller Helena.

Helena oplever i dag en smule fremskridt og sidder ikke nær så mange timer på toilettet som førhen, efter hun for nyligt har skiftet medicin. Alligevel er hun bevidst om, at hun nok aldrig kommer til at slippe sin OCD og autisme helt.

– Jeg kan lige så godt være ærlig at sige, at jeg aldrig får et helt normalt liv.

Helena håber dog, at diagnoserne vil blive hendes usynlige følgesvende, hvor det er hende, der ”har bukserne på”. Først dér tror hun på, at hendes drømme vil kunne gå i opfyldelse.

– Jeg drømmer om det samme som de fleste andre unge mennesker: At møde mit livs kærlighed, få børn og et helt normalt job. Og så selvfølgelig at møde Justin Bieber, siger Helena med et stort smil. Hun tror på, at det hele nok skal gå.