Østersø tog kontakt til mand i krise: Forudså lærer ville begå selvmord

4. februar 2016 Fortalt til Karin Heurlin. Foto: Gregers Overvad, Jacob Ljørring og privat

Clairvoyanten del 12. Anne-Marie Østersø var selv dybt berørt, da hun skulle fortælle en døende mor, hvordan hendes to børn ville klare sig i livet. Døden har altid været en del af hendes arbejde. Hun kan ikke stoppe den, når hun fornemmer den. En enkelt gang reddede hun dog en mand, mens han var på randen af selvmord.

Jeg har bedt til Gud om, at jeg ikke vil have syn om døden. Jeg har nærmest tryglet om det. At få besked om, hvornår et andet menneske skal dø, er nok den værste viden af alle. Desværre har jeg ikke altid fået lov at slippe, og når jeg ser døden, kan jeg ikke stoppe den.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

En enkelt gang gjorde jeg dog noget, der mindede om, og selv om oplevelsen ligger mange år tilbage, sidder den stadig så dybt i mig, at jeg bliver bevæget til tårer hver gang, jeg taler om den.

Mange har den opfattelse, at det kun er kvinder, der går til clairvoyant. Det er langt fra virkeligheden. Jeg har også haft rigtig mange mandlige klienter. Forskellen er bare, at de sjældent deler deres besøg med venner og kolleger bagefter.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen nægter at lade sig styre af tallet på vægten

På randen af selvmord

En af de mænd, som kom hos mig, var lærer. Han var en rigtig varm og behagelig mand, og jeg var slet ikke i tvivl om, at han allerede havde fundet sin rette vej. Han var den fødte lærer. Desværre tog jobbet hårdt på ham. Både fordi han stillede nærmest umulige krav til sig selv, og fordi visse forældre pressede ham voldsomt. De var konstant over ham, viste ham ingen respekt, og så talte de virkelig grimt til ham. Ikke underligt, hvis deres børn havde svært ved at finde en ordentlig tone over for hinanden i klassen.

Det hele var ved at blive for meget for den ellers talentfulde lærer, og jeg kunne se, at han nok ikke kunne klare presset meget længere, så jeg anbefalede ham at gå ned i tid. Når mænd kommer hos mig, handler de på mine råd. Næsten hver gang. De er langt bedre til forandring end kvinder. Det var læreren også, så han gik til sin ledelse og fik nedsat tid. Det viste sig at være en rigtig god idé, for da han kom til mig året efter, var det en langt gladere mand, der kom ind ad døren. Jeg kunne se det med det samme i hans øjne.

Desværre fik han ikke lov at blive på den gode bølge. Efter endnu et år kom manden til mig, og denne gang var han mere nedbrudt endnu nogensinde. Hans liv havde taget et skarpt sving, sådan som livet nogle gange gør. Hans kone havde forladt ham.

Det stod hurtigt klart for mig, at han havde det rigtig skidt. Han var begyndt at drikke for meget, og selv hans elskede arbejde var han begyndt at slække på. Gennem tiden har jeg selvfølgelig set mange mennesker i dyb krise. Men denne gang var der noget anderledes ved situationen. Noget, som gav mig en klump i maven. Og noget, som fik mig til at sige: ”Husk, der er en dag i morgen.” Jeg sagde den sætning flere gang. Også, da vi tog afsked i døren. Da jeg så ham gå, kunne jeg mærke, hvordan klumpen i maven voksede.

Normalt, når jeg siger farvel til en klient, så mener jeg ”farvel”. Jeg slipper dem. Det kan godt være, de er i mine tanker, men jeg kunne aldrig finde på at ringe til dem for at følge op. Det er deres ansvar at føre mine råd ud i livet. Men med skolelæreren var det pludselig anderledes. Efter han havde været hos mig, havde jeg en ubeskrivelig væmmelig følelse, så samme aften fandt jeg hans nummer og ringede til ham.

– Hvordan har du det? spurgte jeg, så snart han tog røret.

– Hvordan jeg har det? sagde han snøvlende og holdt en lang pause. Pausen gjorde ikke min bekymring mindre.

– Jeg sidder med en flaske whisky, sagde han så og holdt endnu en pause.

– Og en hel masse piller.

Mit hjerte begyndte øjeblikkeligt at hamre, og mine tanker kørte rundt. Jeg følte, tiden var ved at løbe fra mig.

I den anden ende kunne jeg høre ham sukke.

– Det hele kan være lige meget, sagde han.

Han var målrettet på at tage sit eget liv. Da jeg bad ham om at tage på psykiatrisk skadestue, afviste han mig med det samme. Dog fik jeg lokket ham til en enkelt ting. Jeg vidste, han havde en søster, og det lykkedes mig at få ham til at udlevere hendes nummer.

Fik søsteren til at gribe ind

Så snart jeg havde det, afbrød jeg samtalen og ringede til hende. Hun var selvfølgelig noget forvirret over pludselig at få en fremmed dame i røret, men jeg fik hurtigt forklaret en ting: Hvis det var min bror, ville jeg tage over til ham med det samme.

Det gjorde hun naturligvis, og jeg ved, at hun fik ham indlagt, og at han efterfølgende fik det godt. Selv så jeg ham aldrig igen. Til gengæld bestilte søsteren tid hos mig et par år efter. Hun fortalte mig, at hendes bror arbejdede igen, og det glædede mig utrolig meget. Til gengæld sagde hun noget andet, som gjorde mig trist. Når broderen talte om mig, følte han en sort samvittighed. Han bebrejdede sig selv voldsomt, at han havde sat mig i den situation. Sådan så jeg det på ingen måde. Jeg havde fået lov at hjælpe ham, da han hang på det yderste. Det var en gave, og jeg ønsker inderligt, at han ikke længere bebrejder sig selv. Han skal bare nyde det liv, som han fik lov at beholde.

Gode råd fra Lejla

Så heldige er andre ikke. Døden er ikke til at komme uden om, og jeg kan ikke give folk en smutvej væk fra den. Men jeg kan en gang imellem hjælpe med at gøre døden en lille smule lettere.

Det oplevede jeg, da en særlig kvinde tilfældigvis krydsede min vej. Første gang vi mødtes, vidste hverken hun eller jeg, hvilken betydning jeg ville få i hendes liv.

Hun havde meldt sig på et kursus, som jeg lavede med Lejla – astrologen, som havde åbnet mine øjne for mine clairvoyante evner. Siden den dag havde vi aldrig sluppet hinanden. Gennem tiden har jeg søgt mange råd hos Lejla, vi har støttet hinanden, og vi har et helt særligt bånd. Derfor var det oplagt, at vi begyndte at arbejde sammen, og vores fælles kurser med astrologi, clairvoyance og meditation var en stor succes.

LÆS OGSÅ: Silas, Johannes og Louise arbejder på endnu et regnbuebarn

Lilla symboliserer døden

En dag mediterede vi med et hold. Det havde vi gjort mange gange før, men denne gang blev mine tanker konstant forstyrret. Jeg så hele tiden farven lilla for mig bag mine lukkede øjne.

Det lyder måske uskyldigt. Lilla er en pæn farve. Den klæder mange, og lilla blomster pynter i enhver altankasse. Men for mig symboliserer lilla døden. Jeg vil senere komme dybere ind på farvers betydning, men jeg kan allerede nu understrege, at jeg altid selv går langt uden om lilla. Når jeg møder en person, klædt i lilla, kan jeg næsten med sikkerhed sige, at det menneske har en sorg tæt på sig. Enten fordi, personen lige har været igennem et stort tab. Eller endnu værre: Fordi døden vil dukke op i nærmeste fremtid.

Den dag så jeg en klar lilla farve, hver gang jeg lukkede øjnene. Da jeg åbnede dem igen, skulle vi videre i programmet, hvilket betød, at deltagerne en efter en kom ind til mig og blev spået.

Den første, som satte sig over for mig, var den kvinde, som jeg aldrig glemmer. Hun havde et særligt formål med at tale med mig, for i lang tid havde hun haft en brutal fornemmelse. Hun var mor til en 8-årig dreng. En sund og glad dreng, som hun selvfølgelig elskede højt. Men hun havde en uforklarlig følelse af, at han ville dø alt for tidligt.

Da hun sagde det, tænkte jeg straks på den lilla farve, som havde forfulgt mig under meditationen. Det sagde jeg selvfølgelig ikke højt. I stedet beroligede jeg hende, for hvorfor skulle en sund dreng på 8 år dø?

Kvinden rejste sig lettet, og jeg tog imod den næste. Livet fortsatte, og jeg tænkte ikke nærmere over kvindens bange anelse.

Den lille dreng døde

Men et år efter kontaktede hun mig pludselig igen og bestilte en tid.

Det var som om, det var en anden kvinde, jeg sad over for denne gang, og det forstår jeg godt. Siden sidst var hendes liv vendt på hovedet. Hun havde mistet sin søn. Den lille dreng var efter et kort forløb død af kræft.

Det var selvfølgelig rystende, og jeg skulle lige sunde mig. Men samtidig virkede kvinden afklaret med den sorg, som hun skulle leve med resten af livet. Dog var der en ting, som hun ønskede sig brændende: Hun ville gerne leve videre med bare et lille tegn fra sin søn.

Jeg måtte med det samme sige helt ærligt, at det ikke var sikkert, jeg kunne hjælpe hende. Som sagt bestemmer jeg jo ikke selv, hvad jeg får ned.

Det forstod hun godt. Hun kom bare med et spinkelt håb.

Den dag tog jeg en dyb indånding, og længe sagde jeg slet ikke noget. Jeg ville ikke tvinge ordene frem. Men pludselig fik jeg et ord ind i mit hoved. Det var så mærkeligt, at jeg slet overvejede ikke at sige det højt. Men jeg valgte alligevel at få det ud.

LÆS OGSÅ: Jeg slog min datter ihjel

”Sommerfuglebusk”

Alle, som har været hjemme ved mig ved, at jeg ikke er haveinteresseret. Jeg ved intet om planter. Men jeg var alligevel ret sikker på, at der ikke fandtes en sommerfuglebusk. Selv havde jeg i hvert fald aldrig hørt det ord.

Men reaktionen var voldsom i det øjeblik, jeg sagde ordet. Kvinden begyndte at græde.

Det viste sig, at der faktisk findes en plante ved navn sommerfuglebusk. Præcis sådan en havde hun og sønnen plantet sammen i haven, hvorefter drengen havde sagt: ”Når du kigger på den, skal du tænke på mig.”

At drengen nu gav mig det tegn fra den anden side, var en gave til kvinden. Nu vidste hun, at han stadig var med hende.

For mig er det selvfølgelig altid ekstra følsomt, når det handler om døde børn. Oplevelserne er svære at ryste af sig efterfølgende, ligesom det er svært at forstå en mening med det. Som mor er det næsten umuligt ikke at mærke den anden mors lidelser.

Døden fører ofte noget godt med sig

På et tidspunkt blev jeg opsøgt af en smuk kvinde i midten af 30’erne. Så snart hun trådte ind ad døren, kunne jeg se, hun var en målrettet type, og det viste sig også, at hun havde et lederjob. Hun var klog og skarp, og derfor havde hun også forstået sin egen skæbne skræmmende klart: Hun skulle dø snart. Der var hverken tvivl eller håb i hendes bevidsthed. Hun havde fået en aggressiv form for kræft, og snart ville hun ikke være her mere.

Det sagde hun direkte til mig. Hun sagde også, at hun faktisk ikke var kommet for at tale om sig selv. Hun ville snakke om sine to små børn på 7 og 4 år. En storebror og en lillesøster.

Hun var afklaret med, at hun selv skulle dø, men hun var langt fra afklaret med, at børnene skulle vokse op uden en mor. Hun ville derfor have mig til at fortælle, hvordan det ville gå dem.

Den var svær. Ekstremt svær.

Jeg ville gerne hjælpe, men jeg ville gerne gøre det ordenligt, så jeg forklarede, at jeg var nødt til at have et billede af børnene for at få en fornemmelse. Kvinden kom derfor igen med billeder af sine børn, som jeg kiggede længe på. Jeg skulle virkelig vælge mine ord omhyggeligt, for jeg ville gerne sende hende af sted med en lidt mere tryg fornemmelse. Hun havde jo bekymringer nok i forvejen.

Selv var kvinden mest bekymret for sin søn. Han var skrøbelig, og hun var bange for, om han kunne klare tabet. Jeg forstod godt hendes bekymring, for jeg havde en klar fornemmelse af, at det her ville blive svært for ham, og det ville følge ham resten af livet. Heldigvis kunne jeg også se, at han sportsligt ville klare sig rigtig godt, og det fik jeg selvfølgelig sagt igen og igen. Succeserne kunne ikke nævnes for tit.

I mine øjne ville pigen klare sig bedre. Sorgen ville selvfølgelig også være en del af hendes liv, men jeg så, at hun faktisk kunne bruge sit eget tab til at hjælpe andre. Jeg fik nogle syn, hvor hun som voksen selv arbejdede med børn, og for mig var der ingen tvivl om, at hun havde en særlig evne til at forstå børn i sorg. Pigen ville komme til at gøre en forskel. Som jeg havde sagt før: Døden fører ofte noget godt med sig.

Det kan selvfølgelig være svært at se, når man står lige over for den. Sådan havde jeg det selv, da den lilla farve en dag kom ind i mit liv, og min telefonsvarer blinkede med en besked, som skulle ændre alt.

LÆS OGSÅ: Lille Oskar blev kørt ned før han blev født

Læs 13. del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 5, som er på gaden onsdag den 3. februar.

Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.