Ofrede alt for sine børn: Mor til fire solgte sin krop og flyttede til Danmark med Niels

Fra køkkenvinduet i parcelhuset på en blind villavej i landsbyen Sennels uden for Thisted har 65-årige Sommai Molbæk udsigt til åbne landskaber, så langt øjet rækker. Det er et ideelt sted at lade tankerne flyve, og det gør den thailandske kvinde ofte. Så drømmer hun sig hjem til den lille landsby 250 kilometer nordøst for Bangkok, hvor hun kommer fra.

Tankerne går hjem til familie, naboer og venner, som hun forlod for mange år siden. Ikke, fordi Sommai dengang ville ud i den store verden og opleve eventyret, men fordi det var hendes eneste mulighed for at forsørge sin familie.

Hun efterlod sine fire børn hos sin mor og tog til feriebyen Pattaya for at arbejde som prostitueret. Ved siden af arbejdet i baren The Kilted Bar havde hun flere andre job, og hun var i sving i døgndrift.

Sommai skulle nemlig ikke kun forsørge sig selv, sin mor og sine egne fire små børn. Hun skulle også tjene så mange penge, at hendes søster og hendes mand samt deres fire børn også havde til dagen og vejen.

Hele 11 familiemedlemmers ve og vel lå i hænderne på den smukke unge mor, og daglønnen på fire kroner for at arbejde i rismarkerne uden for landsbyen rakte ikke til at forsørge så mange.

Der skulle mere til, og Sommai ofrede sig for at få en indkomst som prostitueret.

– Jeg gjorde, hvad enhver mor ville have gjort. Jeg havde ikke andre muligheder, hvis mine børn skulle have mad i munden og tøj på kroppen, siger Sommai.

Ingenmandsland

Dengang i 1990 havde hun ingen forestilling om, at ende stationen skulle blive Sennels med 861 besindige indbyggere i Thy midt mellem fjord og hav. En større kontrast til det pulserende og hektiske liv i Pattaya er svært at forestille sig.

Men en aften i februar 1991 stod Niels Molbæk fra Thy i sexbaren og spurgte, om Sommai havde tid til et øjebliks opmærksomhed. Den aften blev Niels’ og Sommais skæbne beseglet, og nogle måneder senere satte hun første gang sine ben på dansk jord i lufthavnen i Kastrup. Niels tog imod og kørte Sommai hjem til parcelhuset i Thy.

– Jeg føler mig stadig i ingenmandsland. Mit hjerte er i Thailand, men min krop er i Thy. Jeg ved, at sådan vil det altid være. Jeg har haft et godt liv sammen med Niels, og jeg er glad og taknemmelig. Men når jeg bliver gammel og skal dø, vil jeg hjem til min landsby. Der begyndte mit liv, og der skal det slutte, siger Sommai Molbæk.

Med i dokumentar

Det er let at fordømme andre, og den lille by i Thy kunne sagtens have været et sted, hvor indbyggerne pegede fingre og talte ondt om en tidligere sexarbejder fra Thailand. Men det er aldrig sket.

For blot få uger siden var Niels og Sommai Molbæks kærlighedshistorie omdrejningspunkt i dokumentarfilmen ”Hjertelandet”, der blev spillet i biografer landet over. Filmen beskriver en række thailandske kvinder, der forlod deres hjemland og rejste til Thy, fordi de havde fundet kærligheden, men måske også fordi de gennem hårdt arbejde i Danmark er i stand til at forsørge deres familier i Thailand.

Sommai er en af i alt 926 thailandske kvinder i Thy, og netop hendes historie kan give de fleste en klump i halsen. Den dokumenterer, hvor langt en mor er parat til at gå for at hendes børn kan få den bedst mulige opvækst. Ingen ved det bedre end ægtemanden Niels Molbæk, 74.

– Sommai længes hjem til Thailand, men jeg vil blive i Thy. Vi har haft et godt ægteskab, men hun er konservativ. Hun laver varm thailandsk mad to gange om dagen, og to-tre måneder om året opholder vi os i Thailand. Så er hun for en periode vaccineret mod hjemve. Men familien og vennerne i landsbyen trækker i hendes sind, og sådan vil det altid være, siger Niels Molbæk eftertænksomt.

På godt og ondt

Da Sommais første forelskelse i Niels langsomt blev afløst af social og økonomisk tryghed i en hverdag fuld af udfordringer i Thy, begyndte tankerne at flyve hjem mod Fjernøsten.

Sproget i Danmark var svært, og de kulturelle forskelle var store. Men Sommai lærte at tale dansk i løbet af tre måneder, og hun knoklede på job som fabriksarbejder og rengøringsassistent.

Niels var der altid som en solid støtte, og hun kunne ikke finde på at sige ét forkert ord om ham. De har haft et godt liv sammen på godt og ondt, ligesom i andre ægteskaber. Sommai lægger ikke skjul på, at hun skylder Niels meget.

Niels har det mest af livet været kommunalarbejder, og han har altid elsket at rejse og opleve verden. Som ung blaffede han sammen med en ven til Indien og tilbage, og hvert år hele livet har han forladt Sennels for at opleve noget nyt.

I 1983 blev han skilt, og otte år senere spurgte en ven, om Niels ville med til Pattaya i Thailand. Den invitation ændrede livet for en dengang 47-årig mand fra Thy og en 38-årig kvinde fra Thailand.

Vild med hende

– Sommai og jeg var sammen døgnet rundt i ni dage, og min puls bare steg og steg. Da jeg sad i bussen på vej til lufthavnen, og hun stod uden for mit hotel og vinkede farvel, var jeg forelsket. Jeg vidste, at jeg måtte se hende igen, fortæller Niels.

For Sommai var der ikke tale om forelskelse eller dyb kærlighed, men snarere om en mulighed for at få et nyt og bedre liv. Hun ville væk fra Pattaya og livet som sexarbejder. Og så kom der brev fra Niels i Sennels.

Niels forklarede, at han ikke var en rig mand, men at han gerne ville invitere Sommai til Danmark. Niels ville veksle de sorgløse og glade feriedage i Pattaya til et permanent forhold, og han var fuldstændig ligeglad med, hvad hans voksne datter, familien, vennerne eller indbyggerne i landsbyen tænkte om ham og Sommai.

Torsdag den 11. juli 1991 landede hun i Kastrup, og Niels tog imod med romantiske fremtidsdrømme. I de næste tre måneder skulle de to leve en hverdag sammen og finde ud af, om det kunne blive til mere.

Opholdet afskrækkede ikke Sommai, og de økonomiske perspektiver var tillokkende for hende. Da hun atter rejste hjem til Thailand, var det med den ene tanke i hovedet, at hun skulle tilbage til Thy.

Rejste fra tre børn

Det kom hun den 2. februar 1992, og med sig havde hun sin 7-årige søn, Pilawat. Sommais mor skulle tage sig af de andre tre børn.

– Pilawat var lidt uregerlig, og han kunne ikke lide at gå i skole. Ham måtte jeg tage med, så min mor ikke skulle bøvle med ham. Det var selvfølgelig svært at rejse fra børnene, men de har altid været vant til, at jeg ikke var ret meget hjemme, siger Sommai.

Parret blev gift på rådhuset i Thisted den 28. februar 1992, og i fjor fejrede de deres sølvbryllup. Livet har ikke altid været en dans på roser for Sommai. Hun har arbejdet hårdt i Danmark, og i perioder har hun haft tre job ad gangen.

Hver måned gennem alle årene på arbejdsmarkedet sendte hun 1.000 kr. hjem til sin mor. Det har altid været førsteprioritet for Sommai at hjælpe, så familien kunne klare sig.

Sommai skammer sig ikke over det liv, hun følte sig tvunget til at leve i Pattaya af hensyn til børnene. Men alt har sin pris, også for Sommai. Hun er stadig efter mange år i Danmark rodløs, og længslen efter Thailand ligger dybt i hende. Hun har tænkt så meget over sin psykiske og mentale splittelse, at den på et tidspunkt næsten gjorde hende syg. Hun endte med at tage sovepiller, alt for mange.

– Jeg ville ikke dø, men blot have fred for mine tanker. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg hørte til. Niels fattede mistanke og brød døren op til soveværelset. Jeg lå to dage på hospitalet, men længslen efter Thailand fortog sig ikke, siger Sommai.

En god mand

Niels lytter stille og tænksomt på hustruens beretning. Han siger på sin egen, besindige måde, at han ikke vil binde Sommai. Han vil ikke forhindre hende i at rejse til Thailand.

– Jeg håber, at hun bliver hos mig, til jeg dør. Jeg er jo en ældre mand. Men gør hun ikke, må vi finde ud af det. Jeg er stadig forelsket i hende, siger Niels.

Sommai er en flot kvinde på 65 år, moderigtigt klædt med smarte briller, neglelak og diskret makeup. Hun har let til smil, men det er tydeligt, at sindet er splittet. Omkostningerne med på stor afstand at sikre børnene og den øvrige familie et godt liv har været store. Men hun har besluttet, at hun aldrig forlader Niels.

– Han er en god mand. Han har altid støttet mig, og jeg må jo have elsket ham på et tidspunkt. Ellers var jeg vel ikke blevet hos ham i 27 år. Det er egentlig også ligegyldigt, om det er kærlighed, forelskelse eller noget helt tredje, der holder os sammen. Bare vi gør det, siger Sommai.

– Sandheden er, at vi ikke kan undvære hinanden. Men dør Niels før mig, vil jeg hjem til min landsby. Jeg vil hjem til det sted, som jeg kun forlod på grund af kærligheden til mine børn.

Sommai er pensionist, og i sin fritid arbejder hun i den lokale Blå Kors butik i Thisted, ligesom hun et par gange om ugen hjælper en handicappet mand med at komme ud. Det er Sommais måde at betale noget af det tilbage, som Danmark har givet hende. Trods alt.