Ole er rebellen fra Langeland: Jeg ser altid mennesket først

– Jeg ser altid mennesket først. Jeg elsker andre mennesker, siger Ole Sørensen, 60, fra tv-dokumentaren Rebellen fra Langeland, som DR netop har sendt.

Rebellen er en utraditionel leder

Her har DR fulgt Ole, når han som leder af socialpsykiatrien i Langeland Kommune har prøvet at gøre livet bedre for de udstødte, de utilpassede og de psykisk syge, alt sammen på en måde, der ikke altid er faldet i god jord højere oppe i systemerne uden for kommunen.

Ole Sørensen prioriterer ikke at bruge tid på at udfylde papirer og hele tiden skrive ned, hvad han laver. For Ole er det vigtigste at skabe en god menneskelig kontakt med dem, han skal tage sig af. Så bliver det hele meget nemmere – og meget bedre, mener Ole.

– Jeg elsker mennesker. Faktisk er det min store interesse. For eksempel kan jeg godt finde på at tage en tur til København bare for at sidde på Strøget og se på alle de mennesker, der er der, siger Ole.

Han nøjes ikke med at se. Heller ikke på Strøget. Han hilser på folk, der går forbi, men det er ikke altid, de hilser tilbage.

– De synes nok, jeg er en mærkelig en, der sådan sidder og siger hej, siger Ole.

LÆS OGSÅ: Fandt mor efter 48 år: Familiens dybeste hemmelighed

Når Ole til hverdag skal lade op efter en arbejdsdag på Langeland, kører han hjem til sin hule på Fyn. Langt nede ad en markvej har han lejet sig ind i en længe på en gammel istandsat gård, hvor han har en 2-værelses lejlighed med køkken og så ellers en masse bøger. Her finder Ole varmen og trygheden i hverdagen. Her får han kræfterne til at kæmpe videre.

– Jeg vil faktisk sige, at jeg er et lykkeligt menneske, siger Ole.

– Jeg har to, snart voksne, dejlige drenge, Malthe på 24 og Rasmus på 23, en ekskone, jeg har et godt forhold til, og mange gode venner. Og så har jeg mine bøger, eller kan sidde her og se en film.

Boede i to skurvogne

Ole har kun boet i sin nuværende lejlighed i et års tid. Før det havde han to skurvogne, han havde delt op i en køkkenafdeling og en soveafdeling. Men efter tre år i vognene blev det til sidst for koldt og trist, så nu bruger han sine skurvogne som sommerhus og nyder så varmen i sin lejlighed midt i vinterkulden.

Ole selv er vokset op i Jylland. Han blev født på en gård uden for Randers. Her blev han og familien indhentet af udviklingen, da markerne efterhånden blev opkøbt, og byen bredte sig ud til, hvor Ole boede.

– Vi flyttede aldrig ind til byen, men den flyttede ud til os, siger han med et smil.

Det var her, grunden blev lagt for Oles interesse i alle mennesker, også de lidt skæve eksistenser.

LÆS OGSÅ: Josephine mistede datter, kæreste og ufødt barn: Venter tvillinger efter tragedien

– Vores hus var altid åbent. Der var et rend ind og ud af huset. Her kom farende svende, der blev et par dage eller et par uger for at arbejde lidt mod kost og logi, og det var her, de unge i området søgte hen, når de havde brug for en pause, fortæller Ole.

Hans mor og far, Eva og Søren, afviste aldrig nogen. Især Eva var den, der gav husly til dem, der kom forbi.

– På det punkt ligner jeg nok min mor. Det gjorde jeg allerede som barn. For eksempel kunne jeg bare ikke have mobning i skolen. Hvis det skete, gik jeg altid imellem og passede på dem, der ikke kunne klare sig, husker Ole.

Da han var færdig med skolen, kom Ole ud at arbejde. Han gik på søfartsskole for at blive hovmester, blev chauffør og endte med at blive portør på Århus Kommunehospital og senere plejer på hospitalet i Risskov. På et tidspunkt flyttede Ole til Svendborg, hvor han mødte en pige, der var sygeplejerske, og så var kursen sat.

Ole arbejdede som sygehjælper og plejer på Svendborg Sygehus, men da han en dag i 1987 så, at kommunen søgte folk til den nye distriktspsykiatri, søgte han et job og fik det. Det job førte så videre, og det endte med, at Ole blev leder af socialpsykiatrien, Langeland Kommune.

Det foregår fra bo- og værestedet Hjørnet, der ligger i udkanten af Rudkøbing ud mod Spodsbjerg.

– Vi er åbne for alle, der kommer og banker på, siger Ole om sin arbejdsplads, og det er vigtigt for ham, at der er plads til dem, der er psykisk syge, udsatte, hjemløse og evt. udelukkede fra andre fællesskaber.

Bruger sund fornuft

– Jeg bruger den metode, jeg kalder ASF – almindelig sund fornuft. Jeg kan ikke bare sidde ved en computer hele tiden og dokumentere alting. Jeg skal ud og have kontakt med mennesket. Så kan de da bedst selv fortælle og dokumentere, hvordan de har det, siger Ole.

På tv har vi så kunnet se, hvordan Oles metode har ført til, at han en dag kørte med alkoholikere til Tyskland for at købe billige øl, tog de psykisk syge med på camping og slog et telt op i værestedets have, da en hjemløs manglede et sted at bo.

– Der er nok kun plads til én som mig ad gangen samme sted. Men det er også fint, vi har hver vores metode, og jeg har altid haft frie hænder her på Langeland, siger Ole.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen makeover: Smukt og gråt

På det sidste er han dog løbet ind i nogle problemer. Det nyoprettede Statens Socialtilsyn har været kritisk over for Oles metoder, mest omkring visitation og dokumentation for de forskellige indsatser – men det problem er ved at blive løst, fortæller Ole.

– Jeg skal ikke tage mig af alt det administrative, den opgave har sekretæren altid løst. Den daglige leder af Hjørnet står for driften af bofællesskab og værested. Jeg gør det, jeg er god til – relationsarbejdet, det opsøgende arbejde, arbejdet med de mest marginaliserede/udstødte og udvikling af nye metoder. Og det er også sådan, jeg helst vil have det.