Opgivet af lægerne: Jeg helbreder mig selv

Odile sad aldrig stille, før hun blev syg. Selv med en arbejdsuge på over 60 timer som selvstændig terapeut fandt hun tid til at skrive bøger, holde foredrag, træne og ikke mindst være mor for sine to børn, Lukas og Karla.

Odile Pedersen var sådan en mor, der altid var fuld af energi til resten af eftermiddagen, når hun kom og hentede sin 8-årige Karla fra fritidshjemmet.

Ventede forgæves på mor

Men en torsdag for knap fem år siden kom Odile ikke til fritidshjemmet. Karla ventede ellers på sin mor, som hun gjorde hver dag. Det var bare ikke hendes mor, der dukkede op for at tage hende med hjem. Fra den dag var familien ikke som før.

Odile lå i en hospitalsseng med smerter så voldsomme, at hun var i en helt anden verden. Samme morgen var hun vågnet ved siden af sin mand ude af stand til at rejse sig, og på hospitalet kunne lægerne hurtigt give en forklaring på de ubeskrivelige smerter i ryggen og det ene ben. Odile havde fået en diskusprolaps, som var røget helt ud og havde sat sig på nerven.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen makeover: Feminin page

Ulidelige smerter

Lægerne beroligede hende med, at en operation kunne fjerne smerterne og få Odile til at gå igen. Men det ændrede ikke på, at hun i to uger lå på hospitalet og nærmest opførte sig som et andet menneske.

– Det var ligesom en fødsel, hvor kvinden på et tidspunkt har så mange smerter, at hun er i en tilstand, hvor man ikke har kontakt til hende. Sådan havde jeg det hele tiden. Det værste var, når Lukas og Karla kom og besøgte mig. Jeg kunne simpelthen ikke tale med dem, siger 48-årige Odile Pedersen, som endelig kom på operationsbordet.

Herfra burde hun få sit liv, sin krop og sit gamle overskud igen. Men allerede under genoptræningen kunne hun mærke, at noget ikke gik som forventet.

LÆS OGSÅ: Troede hun skulle sættes i gang: Rebecca fødte på sygehusets P-plads

Kunne ikke gå

På rygholdet kunne hun se de andre deltagere gå derfra og sætte sig ud i deres biler for at køre på arbejde. Men Odile kunne ikke gå nogen steder. Hun kunne faktisk ingenting. Smerterne var stadig umenneskelige, og det ene ben var så lammet, at hun hverken kunne gå eller bare krydse det over det andet, når hun sad på en stol.

I løbet af et år var Odile igennem tre operationer. Hver gang mente lægerne, at det kunne redde hende. Men smerterne blev bare værre og værre, og til sidst sad hun i en kørestol.

Hjemme lå hun ned det meste af tiden i et helt år. Hendes mand sørgede utrætteligt for, at hverdagen stadig kørte rundt. Takket være ham manglede der hverken mad i køleskabet eller rent tøj i kommoderne. Men for børnene var det voldsomt at se deres mor ligge helt stille og forpint.

Bekymret for mor

Forandringen tog især hårdt på Karla, som flere dage forsøgte at blive hjemme fra skole.

– Hvad skal der ske med mor, spurgte hun bekymret.

Odile havde samme tanke: Hvad skal der ske med mig? Men samtidig havde hun en stæk tro på, at der snart ville ske fremgang. Hun kunne ikke bare sidde der i kørestolen. Ikke hun.

Da hendes tredje operation heller ikke havde nogen virkning, skulle flere af landets rygkirurger mødes til en konference og diskutere næste skridt i Odiles behandling. Den læge, som havde opereret Odile det sidste par gange, ville efterfølgende ringe og give hende besked.

Odile ventede uroligt på opkaldet, straks hun slog øjnene op den dag. Hun havde ikke været vågen længe, før telefonen ringede. Men det var ikke lægen.

Far lå for døden

I stedet var det en kvinde, som præsenterede sig. Odile kendte hende ikke. Men hun vidste, at hun eksisterede. Kvinden var Odiles fars steddatter. Selv havde Odile ikke set sin far de sidste 20 år, men hun vidste, at han havde fået en ny familie efter forældrenes skilsmisse.

Nu var det sidste chance, hvis Odile ville se sin far igen. Steddatteren fortalte nemlig, at han lå for døden. Det var tæt på.

LÆS OGSÅ: Tvillinger bliver fulgt af tusinder: Leia og Lauren hitter vildt på nettet

Odile ville gerne se sin far en allersidste gang. Men hun havde også givet sin datter et løfte samme dag. I årevis havde Karla brændende ønsket sig en kanin, og nu skulle det være. Et fritidshjem havde fået en kuld kaninunger, og Karla måtte hente en af dem.

Den dag kæmpede Odile sig ud i bilen med sin datter. Så kørte de mod fritidshjemmet. Odile var ikke i stand til at rejse sig og gå med, så hun blev siddende i bilen, mens Karla selv gik hen til kaninburdet.

Da billdøren smækkede efter Karla, ringede telefonen.

Denne gang var det lægen.

Opgivet af lægerne

– Jeg er virkelig ked af det, indledte han, og Odile kunne høre på hans stemme, at han virkelig mente det. Det var en mand, som var oprigtigt tynget af et budskab.

– Der er ikke mere, vi kan gøre, sagde han så. De dygtigste læger havde vendt og drejet Odiles sag, og de havde givet op. Hun kunne kort sagt se frem til et liv i kørestol.

LÆS OGSÅ: Kæmpede i årevis for sterilisation: 30-årig vil aldrig have børn

Da Odile slukkede telefonen, åbnede Karla bildøren. Hun havde en lille kanin i favnen og et kæmpe smil på læberne.

Så startede Odile bilen.

Kort efter ringede telefonen igen. Hendes far var død.

– Der var så mange tråde, der krydsede hinanden den dag. Det var virkelig syret.

Gik i chok

Som terapeut ved Odile alt om, hvad der sker med et menneske, når de oplever noget så dramatisk. Man går i chok. Det gjorde Odile også.

– Jeg kunne se mig selv oppefra og tænkte: Okay, nu er du i chok. Jeg kunne ikke mærke noget som helst. Jeg gjorde bare en masse ting mekanisk. Efter en uge tænkte jeg, at jeg var nødt til at komme ud af choktilstanden, hvis det ikke skulle ende som et traume.

Odile valgte en noget alternativ metode for at ryste sig selv ud. Hun købte en flaske sort hårfarve.

At se sig selv som sorthåret i spejlet var så overraskende hver gang, at hun vågnede.

Det var selvfølgelig ikke en rar virkelighed at vågne op til.

Et liv i kørestol

Odile skulle leve resten af sit liv i kørestol.

Hvordan reagerede du på det?

– I starten tænkte jeg: I kan da ikke bare opgive mig. Nogen må da gøre noget. Bagefter prøvede jeg at vænne mig til tanken. Det gjorde jeg virkelig. Jeg tænkte: Andre har siddet i kørestol før mig. Så må jeg også kunne. Hold op med at tude.

Julen og nytåret 2013 foregik i kørestol. Men under begge højtider, kunne Odile godt mærke en voksende modvilje: Hun nægtede at acceptere et liv i kørestol.

Da det nye år startede, sagde hun derfor til sin mand: Nu vil jeg gøre mig selv rask.

– Jeg valget at lukke ned for lægerne, for fysioterapeuterne og alle de mennesker, som sagde, at jeg ikke ville komme til at gå igen.

LÆS OGSÅ: Mors gribende tak til ukendt postbud: Så glad blev min søn for sin gave

Den vej Odile valgte i januar 2014, var hverken videnskabelig eller beviselig. Men hun troede selv på den.

Hun ville groft sagt hjernevaske sig selv til at tro, at hun ikke havde ondt.

Brugte meditation

Odile havde mediteret hele sit voksenliv. En disciplin, som især havde haft en gavnlig virkning det seneste år under rygproblemerne. Når hun mediterede et kvarter, kunne hun nemlig holde smerterne væk.

– Nu tænkte jeg, at jeg ville prøve at strække det et kvarter. Tænk, hvis jeg kunne narre min hjerne til at tro, at jeg var smertefri, siger Odile, som altid har sat sig mål og skrevet dem ned på et stykke papir.

Det gjorde hun også nu. Målet var klart: Jeg vil kunne gå igen, når mine børn starter i skole efter sommerferien.

Odile gik disciplineret til værks med sin meditation. Fire gange om dagen lagde hun sig på en briks med afslappende musik i ørerene.

Hvad gjorde du så, når du lå der?

LÆS OGSÅ: Lillesøster fra Embrace: Jeg er kommet endnu tættere på min søster

– Jeg ved godt, det lyder lidt hippieagtigt, men jeg lå der og sagde ”Nu tager jeg imod healingen.” Så var det som om, der kom et lys ned over mig og væltede ind i min krop helt ned til tåspidserne.

Kunne du selv se det lys?

– Ja, jeg kunne både se og mærke det. Det var helt vildt. Jeg fik den der varme, som gav kuldegysningen. En gang imellem fik det mig til at spjætte.

Rejste sig fra kørestolen

Virkede det så?

– Meget hurtigt mærkede jeg en lille fremgang, og det var en kæmpe gulerod. Så fortsatte jeg selvfølgelig.

I de kommende måneder skete der tydelige fremskridt. Odile rejste sig først fra kørestolen og gik på krykker. Så smed hun den ene krykke. Og så den anden. Lige inden børnenes sommerferie sluttede, tog de i sommerhus. Odile gik selv de 500 meter ned til vandet. Hun vandrede længe frem og tilbage i det tunge sand. Så gik hun tilbage.

– Da jeg kom hjem til sommerhuset, havde jeg ingen smerter. Så vidste jeg, at det var lykkedes.

Der er ingen tvivl om, at Odile er lykkedes. Det kan jeg jo selv se, da jeg møder hende. Hun går rundt med energiske skridt uden så meget som at trække på benet.

Bruger hjernen på en anden måde

Om det er meditationen, der har fået hende på benene, er der som sagt ingen beviser for. Måske havde hun oplevet præcis samme fremgang uden at ligge med afslappende musik i ørerne og et lys gennem kroppen.

Tror du selv, at du har gjort dig rask med meditation?

LÆS OGSÅ: Dannie blev mobbet med sin vægt – her er hendes geniale svar

– Jeg tror ikke, jeg har helet min ryg. Den ser sikkert lige så forfærdelig ud, som den har gjort hele tiden. Men jeg tror, jeg har lært at bruge hjernen på en anden måde. Hjernen er jo et kæmpe mysterium. Der er så meget i den, som vi ikke kender til.

Det er tankevækkende at høre Odiles historie. Selv har jeg aldrig mediteret, men jeg er overbevidst om, at tro kan flytte bjerge. Jeg er også overbevidst om, at Odile er født med en helt særlig vilje, som har været med til at få hende op af den kørestol. Hvis det ikke var for den vilje, havde hun sikkert siddet der endnu.