Otto døde under leg

Otto var en livsglad og nysgerrig dreng, der aldrig sad stille. Han elskede sine gummistøvler, og når han kunne sidde på sin lille, legetøjstraktor, var han lykkelig. Men for halvandet år siden slukkede det charmerende smil, da han trak låget af en septiktank.

En mærkelig blanding af irritation og bekymring har sat sig fast i Marlenes mave. Det er flere timer siden, at hendes kæreste er taget af sted sammen med sønnen Otto til Aabenraa for at hente hendes ældste datter, der havde været på weekend hos hendes svigerforældre. De burde være hjemme, men når hun ringer, er der ingen, der svarer. Hun prøver at kvæle den underlige fornemmelse med en rationel forklaring. De hygger sig sikkert og er taget ud at spise. I stedet fylder hun badekarret, så hun kan give sin seks uger gamle søn Hugo et varmt bad. Hun smiler til ham, mens hun pjasker vand på ham, og for en stund tænker hun ikke på de andres fravær. 

 

Men hun når lige at pakke den lille dreng ind i et håndklæde, da hun ser dem i indkørslen: To betjente, der nærmer sig hoveddøren. 

Han var et stort smil

Langs væggen i det lille, lavloftede hus i Bogense står der billeder af den lille dreng, der kun nåede at opleve sin 2-års fødselsdag. Rammerne er endnu ikke hængt op, for Marlene har kun boet i huset i et halvt år.

I hjørnet af stuen står flere gravkøer og legetøjstraktorer, som Ottos lillebror Hugo har overtaget. Men Marlene vil aldrig kunne kigge på de store traktorhjul uden at mærke den store sorg skylle ind over hende.

– Sidste gang, jeg så ham, sad han med to slikkepinde i munden og var meget stolt, smiler 39-årige Marlene Blaase Andersen, der lyser op, når snakken falder på 2-årige Otto, der fyldte hendes liv med kærlighed fra det sekund, han kom til verden.

Knust af sorg

– Han var fascineret af hjul, og jo større, desto bedre. Derfor var det heller ikke mærkeligt, at han var så vild med traktorer, hvilket hans far nok også havde præget ham med, forklarer Marlene, der skruer tiden tilbage til 17. juni 2018 – en dag, der for altid vil stå som den værste i hendes liv.

– Det første, jeg tænkte, da jeg så betjentene, var, om vi havde glemt at betale vægtafgift. Så da jeg åbnede døren, spurgte jeg bare ”Hvad vil I?”, forklarer Marlene, der så direkte ind i to alvorlige ansigter.

Med lille Hugo på armen var det, som om gulvet smuldrede under hende, da hun fik besked om, at Otto var død. Alt, hvad de kunne fortælle hende, var, at han var druknet i en brønd. 

LÆS OGSÅ: 3-årige Nanna druknede i en septiktank

– Det kunne bare ikke passe. Jeg havde jo lige set ham sidde storsmilende, da min kæreste tidligere på dagen havde ringet hjem via Facebook, fortæller Marlene, der ikke længere kan holde tårerne tilbage.

Marlenes veninde kom, og hun fik en anden til at passe Hugo, mens hun sammen med en veninde kørte mod Aabenraa, hvor ulykken var sket.

Mens landevejene forsvandt bag hende, prøvede hun at få styr på sine tanker. Måske havde de taget fejl. Måske havde de fået ham genoplivet, selv om hun inderst inde godt vidste, at hun aldrig igen ville se sin dreng smile til hende. 

Da de parkerede ved Aabenraa Sygehus, løb hendes datter hende grædende i møde. Kort efter så hun sin kæreste.

LÆS OGSÅ: 5-årig Diana blev forladt af sin mor

– Jeg tror ikke, at jeg sagde noget. Men jeg havde lyst til at bebrejde ham. Han skulle have passet på vores søn, og jeg vidste, at Otto var en eventyrlysten dreng, der ofte gik sine egne veje, fortæller Marlene, der blev ført ind i et rum, hvor hendes elskede søn lå.

– Jeg prøvede at vække ham. Jeg ville bare have, at han slog øjnene op og kiggede på mig med et smil. Jeg forstod slet ikke, at han lå der, fortæller Marlene, der aede ham på hans små kinder og kyssede ham på panden.

For Marlene og familien var det vigtigt, at alle fik lov til at sige farvel til den lille dreng, der havde beriget deres liv så meget. Derfor valgte familien, at der skulle være åben kiste, hvor man kunne se Otto en sidste gang.

– Det var voldsomt hårdt. Især da jeg skulle give ham tøj på, for jeg vidste, at det var sidste gang. Men samtidig var det også dejligt, at jeg kunne se ham. Hans tilstedeværelse gav mig tryghed, men jeg vidste jo, at det var på lånt tid, siger Marlene, der havde besluttet, at de i kirken skulle synge Ottos yndlingssange ”Lille Peter Edderkop” og ”Mariehønen Evigglad”.

Vil huske hans smil

Den efterfølgende tid føltes det, som om sorgen rev i hende, hver gang hun trak vejret. Frygten for, at der skulle ske noget med hendes lille søn Hugo, blev overvældende, og hvis hun opdagede en lille plet på hans krop, så gik hun i panik.

Når søvnen endelig overmandede hende, havde hun alligevel svært ved at finde ro i drømmeland. Her udspillede der sig en indre film, hvor hun så sin søn blive kvalt, mens hun prøvede at redde ham.

– Jeg var så udmattet, og min kæreste havde svært ved at snakke om det, der var sket. Så jeg følte mig meget alene med sorgen, selv om jeg vidste, at han havde det lige så skidt som mig, forklarer Marlene, der hos en krisepsykolog fik konkrete redskaber til at tackle det følelsesmæssige kaos.

Det er halvandet år siden, at Marlenes liv brast, da hun så de to betjente i sin indkørsel. Hun har accepteret, at sorgen altid vil være en del af hendes liv, men hun havde håbet, at hun kunne bearbejde den sammen med sin kæreste. Men for et halvt år siden valgte han at stoppe forholdet, hvilket har bragt endnu en sorg ind i hendes liv. Alligevel insisterer hun på at se de positive ting i hverdagen – også selv om der er dage, hvor de er svære at få øje på.

– For nogle måneder siden fik jeg et brev med et billede af den smukkeste solnedgang. Billedet var taget af en betjent, der havde været til stede, da Otto blev fundet. Da han var kørt af sted, havde han set solnedgangen, og som han skrev – han følte, at det var et billede, der tilhørte os. Det var bare så rørende og betænksomt, siger Marlene, der aldrig ville være de to år med Otto foruden.

Og uanset hvad der sker i hendes liv, så vil han altid være i hendes tanker og hjerte.