Overvejede selvmord efter massiv mobning: Jeg ville have fred
Det har netop ringet ud til frikvarter, og Karina forlader klasselokalet og bevæger sig langs væggen ned ad den lange gang. Men bagfra kommer en gruppe piger, som får hendes hjerte til at hamre løs under blusen. De skubber hende ind i reolen, så den maser sig ind i hendes ryg, og selv om hun prøver desperat at få øjenkontakt med en lærer, som hun kan se inde i et lokale, så lykkes det ikke.
Hun prøver at vriste sig fri, men deres faste greb i hendes tøj kan hun ikke hamle op med. De tvinger hende hen til et varmeskab, og da de maser hende derind og lukker døren, bliver hun ramt af panik. Hun banker og sparker på skabet, mens hun kan høre deres hånlige grin, og da døren endelig bliver åbnet, er det en lærers ansigt, der kommer til syne.
Men hendes mine er vred, og da Karina skal til at sige tak for, at hun har fået hende ud, bliver hun overfuset med skældud.
– Jeg forstod aldrig hvorfor, at de ikke kunne lide mig. Jeg havde aldrig gjort dem noget, men det var, som om min blotte tilstedeværelse var provokerende for dem. Det var en følelse af, at først når de havde fået mig ned med nakken, var de tilfredse, fortæller 25-årige Karina Kastrup Pedersen fra sit hjem i Odense.
Læs også: Mobbet og svigtet: Jeg ville bare dø
Ydmyget i klassen
I de mindre klasser havde Karina en hjerteveninde. De fortalte hinanden alt, og sms’ede dagligt, men i en sommerferie fornemmede Karina, at der var noget galt.
Hendes opkald og beskeder forblev ubesvarede, og da hun mødte op i skolen efter ferie, var alt forandret. Hendes veninde ignorerede hende, og som tiden gik, blev ensomheden et vilkår.
Men der gik ikke lang tid, før veninden blev en del af en pigegruppe, der var berygtet for at være hårde. I begyndelsen kunne hun høre, hvordan de hviskede om hende, når hun gik forbi dem.
Øgenavne som ”grim” og ”æggehoved” blev dagligdag, og da hun en dag valgte at åbne op for mobningen til sin lærer, håbede Karina inderligt, at der ville blive sat en stopper for det. Det skulle dog vise sig at have den modsatte effekt.
– En dag i klassen blev jeg kaldt op til kateteret, og så sagde min lærer ud til alle, at jeg blev mobbet. Jeg følte mig blottet og ydmyget, for jeg var slet ikke forberedt på det. Der var ingen, der sagde noget. Hverken min lærer eller klassen, og derefter blev jeg bare bedt om at sætte mig ned på min plads, fortæller Karina.
Fra at gå fra verbale lussinger og øgenavne begyndte gruppen af piger at blive voldelig. Ofte blev hun sparket, skubbet ind i væggen, og hun oplevede, at de tværede mad ud i hovedet på hende og hældte vand på hendes bukser, så det skulle se ud som om, at hun havde tisset.
Ville ikke leve mere
Når skoledagen endelig var overstået, skyndte hun sig hjem. Hun begravede sig i bøgerne, men som mobningen eskalerede, begyndte hun at få selvmordstanker.
– Jeg overvejede, hvordan jeg kunne komme væk herfra. Skulle jeg hænge mig selv, skære i mig selv eller måske kravle op i en elmast. Jeg var så ked af det og så ensom, at jeg ikke havde lyst til at være her mere, fortæller Karina, der efter episoden med varmeskabet, løb ud i skolegården og kravlede op i et træ. Hun havde fundet et sjippetorv, og hun bandt en knude og tog den rundt om halsen.
– Hele mine krop skreg, at jeg ikke ville mere. Jeg ville ikke udsættes for flere ydmygelser, og uanset hvad jeg eller mine forældre gjorde, så blev det ikke bedre. Jeg tror, at det eneste, der stoppede mig, var, at jeg synes, det var synd, hvis der var nogle små børn, der fandt mig.
Til trods for at Karina ofte havde blå mærker og rifter på kroppen, blev der ikke gjort noget.
En dag prøvede hun at drukne sig selv til svømning, men da hun lå på bunden og mærkede, at det prikkede i hendes læber og luften i lungerne var ved at være brugt op, kom hun op til overfladen. Tårerne trillede ned ad kinderne på hende, men et hurtigt blik fra de andre var alt, hvad hun fik.
Læs også: Maria er bipolar: Min krop sagde stop
Gnisten er tilbage
– Jeg havde ingen drømme for fremtiden, for jeg troede måske ikke på, at der var en. Jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig, at den blev meget anderledes end den var nu, fortæller Karina, der til sidst var så ødelagt af mobning, at hun opsøgte sundhedsplejersken på den skole, hun gik på.
Da hun forslog, at Karina tog på efterskole, var hun skeptisk.
– Selv om jeg havde lyst til at komme væk, var det også meget angstprovokerende at skulle til et sted med så mange nye ansigter, men jeg vidste også, at jeg blev nødt til at gøre noget, fortæller Karina, der endte med at tage imod tilbuddet.
Med nervøsiteten pumpende rundt i kroppen mødte hun op. På efterskolen var der venlige ansigter, og som tiden gik, begyndte hun at åbne op for de mange år med mobning.
– I begyndelsen var jeg meget indadvendt. Jeg frygtede hele tiden, at der var nogen, der ville vende sig imod mig, men det skete ikke, fortæller Karina, der i stedet begyndte at få smilet frem på læberne.
På skolens motionslinje fik hun brugt sin krop og på den måde bearbejdet mange af de traumer, som hun havde oplevet i folkeskolen, og efter to år kunne hun tage hjem med fornyet mod på livet og en dejlig kæreste.
I dag er gnisten tilbage i øjnene, men årene med mobning og fysisk vold sidder stadig i hende.
– Det gør mig stadig ked af det, når jeg tænker på det, men jeg prøver at tænke, at dem, der mobbede, må have haft nogle problemer med sig selv, fortæller Karina, der i dag har et flexjob i Ikea og drømmer om at flytte sammen med kæresten og stifte familie.
Hendes råd til andre er, at man ikke skal give op, men virkelig tro på, at der ikke er noget galt med én. For Karina var løsningen at skifte skole.
– Det bedste, jeg har gjort for mig selv, var at tage på efterskole. Jeg vil næsten ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg var blevet. Nogle gange skal man bare ikke holde ud, så skal man væk.
