Oves tragedie: Kræften tog begge mine piger

Ove Gudbrandsen har båret de tungeste byrder, man kan bære: Kisterne med sin kone og sit barn. Kræften kostede dem begge livet.

På bare to år har kræften taget halvdelen af Oves familie.

– I dag er begge mine piger døde, konstaterer 42-årige Ove Gudbrandsen fra Ryfoss i Norge.

Hans datter, Pernille, gik bort den 5. februar 2018, mens hans kone, Anne, mistede livet den 23. juli 2020. Begge tabte kampen mod en uhelbredelig kræft. Anne blev 41 år, Pernille blot 7.

– Anne håbede til det sidste, at forskerne ville finde en kur, så hun kunne leve videre. Hun var ikke klar til at dø. Hun havde så meget at leve for. Hun var bange for at dø, siger Ove stille.

Besøger graven hver dag

Mor og datter er begravet ved Høre Kirke i Valdres, og Ove besøger gravstedet hver dag – præcis som han og Anne gjorde det efter datterens død.

Kirken er den samme, som Anne og Ove blev gift i tilbage i 2009. Det var også herfra, de sammen tog afsked med Pernille, som lå i en kiste pyntet med tegninger og balloner.

– Jeg tror ikke på Gud, så jeg forstår ikke, når nogen siger til mig, at der er en højere mening med det, der er sket. Anne troede heller ikke på et liv efter døden, men hun håbede, at hun ville møde Pernille alligevel. For Anne var det vigtigste at være til stede her på jorden for mig og drengene.

 Coronarestriktionerne gjorde, at der var meget begrænset plads til familie og venner i de gamle kirkerum til hendes begravelse.

– Jeg kunne ikke holde ud at skulle være den, der nægtede nogen at tage en sidste afsked med Anne. Sammen med nogle gode venner arrangerede vi derfor ceremonien udendørs. En traktoranhænger blev pyntet, og Annes kiste stod under åben himmel.

Huset er tomt

Huset i Ryfoss virker tomt nu, hvor Anne også er borte, og Ove er alene om ansvaret for de to sønner. 21-årige William studerer i Oslo, og 14-årige Noah drømmer om, at han en dag kan gøre det samme. Men først skal han gøre skolen færdig.

– Jeg både håber og tror, at drengene vil klare sig godt. Vi har haft tid til at forberede os på dagen, som vi aldrig håbede ville komme. Jeg skal også nok klare mig igennem. Der er stadig nogen, som har brug for mig, og som skal følges gennem livet. Men jeg har også behov for at tage dagene, som de kommer.

Annes sygdom gjorde, at familien fik tilbud om, at Noah kunne holde sin konfirmation alene i kirken i foråret.

LÆS OGSÅ: Alenemor har kræft: Jeg frygter at dø fra min datter

– På det tidspunkt var Anne allerede så syg, at hun ikke ville have haft nogen glæde af en festdag. Samtidig var hun en kvinde, som overraskede – helt til det sidste. Tre uger før hendes død, tog vi på fjeldtur til et sted i nærheden, som altid har betydet meget for os.

Udadtil gjorde Oves kone alt for at virke positiv og stærk. Hun var villig til at betale prisen for kraftanstrengelserne, når de voksne var på tomandshånd.

– Anne tog fusen på alle, da jeg i november pludselig fik besked om, at hun havde inviteret familie og venner til min forsinkede 40-års fødselsdag. Hun havde lagt planerne i hemmelighed. Planer, som også involverede, at hun måtte afslutte aftenen med at få antibiotika intravenøst af hjemmesygeplejeren.

Døde i hjemmet

Anne døde hjemme. Medicinen tog de fleste af hendes fysiske smerter, men hun forenede sig aldrig med den kendsgerning, at resten af hendes liv kunne tælles i dage.

– Vi talte alt for lidt om fremtiden det sidste år. Det gjorde for ondt at tænke på, at vi ikke længere skulle være to. Og der var jo ingenting, som kunne planlægges. Annes dagsform styrede alt, og hun var fast besluttet på, at det var bedre at være hjemme end på hospitalet.

Ove var i mange måneder sygeplejer for sin kone, og han kæmpede for at bevare håbet, mens han bar sin stadigt svagere partner op ad trappen fra stuen til soveværelset.

– Vi søgte om at få en trappeelevator. Den fik vi en uge før hendes død. Det gik meget hurtigere at vedtage, at den skulle fjernes igen.

Parret nåede at få 19 år sammen. Halvdelen af tiden var præget af Annes og Pernilles kræftsygdomme. I 2016 blev svulsten i datterens hoved opdaget. Pernille drømte om at rejse til Paris, men det blev ved drømmen, da hun efterfølgende fik forbud mod at flyve.

Samler ind til forskning

Anne havde knoglekræft af typen osteosarkom. Hun var forinden blevet helbredt for livmoderhalskræft, som hun fik konstateret, mens hun var gravid med Pernille.

– Der skulle ikke så meget håb til, før Anne følte, at dagen var reddet. Glæden var stor, da hun som den første i Norge fik mulighed for at prøve en ny type immunterapi, og skuffelsen var derfor også stor, da den ikke virkede på hende.

Anne og Ove valgte tidligt at være åbne om sygdommen, som ramte familien så hårdt. Ove har fået tatoveret kræftforeningens sløjfe på underarmen, og de seneste år har han også brugt megen tid på at indsamle penge, omkring en million norske kroner, til kræftforskning.

– Det er for sent for Pernille og Anne, men der kan aldrig blive forsket nok i, hvordan kræft kan helbredes. Jeg er villig til at gøre absolut alt, hvis det kan forhindre andre i at opleve det samme som mig.