Patrick overlevede massakren på Utøya: Jeg var vant til at løbe for livet

Patrick Piscot var 5 år, da han blev konfronteret med døden første gang. Hans bedste ven, Victor, der også kun var 5 år, omkom i en tragisk busulykke på vej til Equador med sin familie.

Den oplevelse var paradoksalt nok med til at redde Patricks liv, da han 13 år senere pludselig befandt sig midt i en massakre på den norske ø Utøya, hvor højreekstremisten Anders Behring Breivik skød vildt omkring sig på en socialdemokratisk ungdomslejr og endte med at dræbe 69 sjæle. Den var nemlig med til at hærde ham i en sådan grad, at han var i stand til at bevare det kølige overblik, mens han flygtede fra Breiviks dræbende kugler den forfærdelige sommer i 2011.

Men barndomsvennens død var langt fra den eneste barske oplevelse, som Patrick havde med sig i bagagen, og som rustede ham til at overleve den skæbnesvangre dag på Utøya.

– Jeg er vokset op med følelsen af, at jeg skulle være klar til at løbe for livet. Og det var den følelse, der også blev aktiveret på Utøya. Jeg havde prøvet at være i beredskab og på flugt mange gange før, så jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre. Havde jeg ikke haft den følelse før, var jeg nok blevet grebet mere af panik og var måske frosset helt. Og så er det ikke svært at forestille sig, hvad der kunne være sket, siger den nu 25-årige Patrick.

En hård barndom

Han fortæller om en barndom, der i høj grad var præget af utryghed og mangel på stabilitet. Han så ikke meget til sin far, som var alkoholiker, og hans mor fandt desværre sammen med nogle mænd, som også havde alkoholproblemer og tilmed var voldelige.

Gennem hele Patricks opvækst flyttede moderen meget rundt i ind- og udland, og Patrick flyttede naturligvis med. Først boede han i Aarhus, så Grønland og siden Lolland, Frankrig og København, inden turen i 2008 gik til Norge. De mange opbrud gav Patrick en indre uro, som gjorde ham både sårbar og udadreagerende på samme tid, så han var et ”let offer”.

– Jeg blev mobbet rigtigt meget som barn, og jeg følte mig samtidig misforstået af de voksne, som troede, at jeg havde alle mulige diagnoser. Men jeg sagde egentlig bare fra og slog fra mig, når jeg blev presset op i et hjørne, forklarer Patrick, der ikke kun følte sig forfulgt i skolegården.

I Grønland oplevede han to gange at blive voldeligt overfaldet af fædre til nogle, han havde været oppe at toppes med i skolen, og i København blev han gennem to år truet på livet af en drengebande, efter at han havde nægtet at give dem sin telefon.

– Så jeg har altid følt, at jeg skulle være klar til at stikke af fra noget: Min mors mænd, mobberne i skolen, deres forældre, banden fra mine teenageår og alle de voksne, der misforstod mig. Jeg plejer at sige, at Utøya ikke er det vildeste, der er sket i mit liv, for der er andre ting, som har haft større betydning for den person, jeg er blevet. Og det er alle de ting, der skete inden da. Ingen skal få mig ned med nakken.

Da Breivik slog til

Patrick var et godt sted i livet, da han som 18-årig drog afsted som frivillig på den traditionsrige sommerlejr på Utøya.

Med sig havde han fire af sine bedste venner, Jostein, Marius, Mats og Ingrid, og de glædede sig til nogle festlige dage med sammenhold, musik og politiske taler. Patrick havde til sin store overraskelse fundet sig godt til rette i sin nye norske hjemby, Tynset, så humøret var højt, da de fem unge den 20. juli 2011 sluttede sig til ølejrens godt 600 øvrige deltagere.

To dage senere blev der indkaldt til et kort infomøde i øens hovedhus, hvor deltagerne fik nyheden om, at der en time forinden, kl. 15.25, havde været en eksplosion i Oslos regeringskvarter. Man vidste endnu ikke, om der var tale om en gaseksplosion eller en bombe, og heller ikke, om der var sårede eller dræbte.

Efter mødet gik Patrick ned i sit telt på den nærliggende campingplads sammen med veninden Ingrid, der forgæves forsøgte at ringe til sin bror. Broren boede i netop det kvarter, hvor eksplosionen var sket, og hun var desperat efter et livstegn fra ham. Men telefonnettet var nede. Der var tilsyneladende mange, der havde samme bekymringer som hende.

– Så hørte vi pludselig de første høje smæld. Vi var i tvivl, om det var skud, og besluttede os for at gå ud og se, hvad der skete. Mange andre begyndte også at komme ud fra deres telte og kigge op mod hovedhuset, hvor smældene kom med et interval på 10 sekunder. Og så lige pludselig oppe på forhøjningen kom en mand gående i politiuniform med et gevær over skulderen og en pistol i hånden. Han havde et skævt smil om munden og gik direkte ned mod os, fortæller Patrick.

Reagerede hurtigt

Manden i politiuniform var Anders Behring Breivik, som kort forinden havde detoneret bomben i Oslo. Han havde fået adgang til Utøya under påskud af, at han ville kontrollere sikkerheden på øen i lyset af begivenhederne i hovedstaden. Nu stod han 50 meter fra Patrick med to ladte skydevåben. Parat til at dræbe så mange, han kunne.

– I samme øjeblik løb en pige, der hed Laila, lige ind foran os. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte på, men hun stoppede op 2-3 meter fra ham, og så stivnede hun bare. Jeg nåede lige at råbe til hende: ”Laila, hvad har du gang i? Kom tilbage!”, og så løftede han hånden og skød hende lige i hovedet.

Patrick genfortæller Lailas skæbne med et tomt blik i øjnene. Hendes død står særligt tydeligt frem i hans erindring, selv om mange døde den dag på Utøya. Dels fordi hun var en god veninde, der blev henrettet på klos hold. Og dels fordi det lige præcis var i det øjeblik, det gik op for ham, at noget forfærdeligt var ved at ske. Patrick, der om nogen var vant til at undvige fare, reagerede prompte.

– Jeg greb fat i Ingrid og sagde: ”Uanset hvad der sker, så skal du ikke slippe min hånd!”. Og så løb vi, alt hvad vi kunne i modsat retning ned mod stranden. Mens vi løb, regnede kuglerne ned over teltpladsen, og jeg kunne høre folk råbe og skrige, som om de var ved at kvæles i smerte. Jeg faldt over teltbardunerne, men kom op igen, og til sidst nåede vi ned til stranden, hvor vi stødte på nogle andre, der gemte sig ved et buskads. Vi besluttede os for at dele os op i tre grupper og løbe ud mod vandet. Jeg skulle tage mig af den sidste gruppe, siger Patrick.

Løb for livet

Men lige da han havde sendt sin gruppe afsted, gik det galt.

– Min telefon begyndte at ringe, og jeg snublede over mine egne fødder. Jeg kiggede tilbage og kunne se Anders Breivik stå og skyde ud i vandet lige bag mig. Han kunne heldigvis ikke se mig på grund af buskadset, og jeg fik lænet mig op ad en træstamme og tog telefonen. Det var min mor. Jeg begyndte at græde og sagde: ”Mor, jeg tror, jeg skal dø i dag. Du må ikke glemme, at jeg elsker dig”.

Og så mindede moderen ham om at gøre det, som han altid havde været så god til i faretruende situationer:

– Hun sagde: ”Hold hovedet koldt, Patrick. Hold hovedet koldt og løb!”. Og så rejste jeg mig op som en anden terminator og løb alt det, jeg kunne. Jeg havde så meget adrenalin i kroppen og overhalede endda de andre grupper, mens jeg stadig havde min mor i røret, så jeg nåede først ned til kajen, hvor der lå en jolle. Den hoppede jeg i og aftalte med min mor, at jeg ville ringe tilbage til hende, når jeg var i sikkerhed. Så lagde jeg telefonen i min strømpe sammen med mit ID-kort, for jeg ville gerne have, at man skulle kunne se, hvem jeg var, hvis jeg blev fundet død. Jeg nåede at tænke over det hele.

I jollen prøvede Patrick forgæves at starte påhængsmotoren. Han trykkede på stort set alt, men han vidste, at han skulle lade den grønne knap være. Imens blev båden fyldt med 10 andre unge på flugt, heriblandt veninden Ingrid.

Roede mod land

– Da jeg sagde til hende, at motoren ikke virkede, og at vi måtte ro over til den anden side, gik hun i panik og trykkede på alt, der kunne trykkes på – også den grønne knap. Og så tudede det over hele øen. Hun havde ramt båthornet. Alle i båden kiggede på hinanden et kort sekund og tænkte: ”Shit!”. Og så begyndte vi bare at ro. Vi roede så hurtigt, vi kunne, indtil Ingrid råbte: ”Nu kommer han!”. Vi så ham nærme sig med et kæmpe gevær i hænderne, og da han nåede ud på kajen, løftede han armene og sigtede. Jeg nåede lige at råbe ”Ned!”, inden jeg kastede mig bagover, og så ramte skuddene vores båd, fortæller Patrick og fortsætter:

– Hele båden rykkede, og jeg fik splinter i ansigtet. Det føltes, som om jeg var med i en film. Og så lige pludselig stoppede det. Jeg frygtede, at det var en afledningsmanøvre, og da jeg så, at Ingrid kiggede op, kastede jeg mig over hende for at få hende ned igen. Men hun nåede at se, at han gik tilbage igen. Sikkert for at hente mere ammunition. Så jeg kiggede også op, mens jeg skjulte mig bag en mælkekasse, og jeg så ham lokke en gruppe på 20 personer frem fra deres skjul ved at råbe: ”Det er politiet. Kom frit frem. I er sikre!”. Og så blev de alle skudt. De faldt som dominobrikker, og man kunne se blodet sprøjte, selv om vi var 150 meter væk. Så vendte jeg mig om. Jeg skulle ikke se mere.

Ikke længe efter nåede Patrick over på fastlandet, hvor han og de øvrige i båden blev taget imod af taxaer og kørt til en nærliggende spejderhytte. Her samlede der sig efterhånden omkring 100 overlevende, hvoraf mange havde svømmet de godt 600 meter mod land. I radioen hørte de om et konstant stigende dødstal, og ved at ringe rundt til familie og venner gjorde de status over, hvem der levede, og hvem der var blevet dræbt.

Har fundet lykken

Patrick mistede i alt syv gode venner på øen.

– Jeg har læst, at politiet var meget forsinket, fordi de først var kørt forkert og siden ikke havde benzin nok i båden, så de måtte tilbage for at låne en anden. Så de missede en halv time, inden de fik stoppet angrebet. De kunne have reddet ufatteligt mange liv, men Norge var slet ikke klar til et terrorangreb af den størrelse, siger Patrick, mens han stille ryster på hovedet.

I dag har han det bedre end nogensinde før. I november mødte han sit livs kærlighed, Anine, måneden efter underskrev han sin første pladekontrakt, og den 23. marts udkom hans første single, ”Exposed” (på dansk: Udsat). En drøm, han har haft, siden han var 11. Men vejen til lykken har været lang og sej.

Efter oplevelsen på Utøya havde Patrick bare lyst til at leve livet og gøre, hvad han ville.

Han gad ikke gå i skole og havde svært ved at indordne sig under autoriteter. Det førte til store sammenstød med moderen, og Patrick flyttede til sidst til København, hvor han forelskede sig i nattelivet i en sådan grad, at det tog overhånd og førte til et stofmisbrug.

Misbruget kunne dog ikke dulme de smerter fra fortiden, som han aldrig rigtigt havde fået bearbejdet, og heller ikke de smerter, der kom senere efter et grimt brud med en kæreste og faderens død i maj sidste år.

Men det var netop, da Patrick var allerlængst nede og tænkte, at det hele kunne være lige meget, at det hele vendte, og han kæmpede sig videre. Præcis som han altid havde gjort.

– Det slog mig pludselig i efteråret: ”Hvor ville det være spildt at overleve Utøya og alt det andet, hvis jeg bare skulle gå til grunde alligevel. Så jeg tog mig sammen, og i dag rører jeg ikke stoffer. Jeg har ikke behov for det, for nu får jeg bearbejdet mine følelser igennem musikken i stedet. Og så er jeg så heldig at have Anine ved min side. Hun får det bedste frem i mig, for hun accepterer mig for den, jeg er, smiler Patrick.