Patrick sendte desperat nødråb: Kom og mød mig

Patrick var 9 år, da han første gang mærkede ensomheden på et opholdssted. Og den forfulgte ham i mange år efter. Men en dag fik han nok. Derfor sendte han et spontant nødråb ud på et socialt medie, hvor han opfordrede folk til at møde ham på trappen foran rådhuset. Den opdatering kom ikke bare til at ændre hans liv. Men også mange andres.

Mand står udenfor

Patrick sad i toget fra Roskilde til København, og han kunne ikke få øjnene fra et ældre ægtepar. De holdt hinanden i hånden under hele turen. Og de var på vej et sted hen sammen. Patrick var alene. Det havde han været en stor del af sine 26 år. Men nu ville han ikke være ensom mere.

Han fandt derfor sin telefon frem og skrev en spontan opdatering på det sociale medie Jodel, der minder om en anonym udgave af Facebook:

”Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg sidder på trapperne foran rådhuset fra klokken 14 til 20. Jeg har sorte bukser på og en Northface-taske.”

Som lovet satte Patrick sig på rådhustrappen. Han skulle nok have klædt sig varmere på, for det var en iskold decemberdag, men han blev alligevel siddende. Også da der var gået en time.

Læs også: Signe var ulykkelig: Jeg følte mig ensom

Genert og akavet

Patrick Cakirli var 9 år, da han første gang mærkede ensomhedens kvælende greb. Han havde indlæringsvanskeligheder og svært ved at sidde stille i skolen og blev derfor sendt på et opholdssted for at få hjælp.

I dag kan Patrick stadig huske fortvivlelsen, når hans far hver anden søndag kørte ham tilbage til opholdsstedet efter en weekend derhjemme. Han kan huske, hvor rædsomt det var at tage afsked med sine to små brødre, og at han tryglede om at blive.

– Jeg sad på bagsædet og var hysterisk, siger Patrick, som efterhånden blev stille og indadvendt.

– Jeg spillede godt nok meget Pokemon i den periode.

Patrick troede, han skulle hjem til familien og fortsætte sit normale liv efter et stykke tid. Han kom da også tilbage, men det varede kun en sommer, inden han måtte flytte ind på et nyt opholdssted. Blandt andet fordi, der var for mange konflikter mellem ham og hans mor.
I de følgende år boede Patrick på tre opholdssteder og hos en plejefamilie. 

– Jeg var genert og socialt akavet. For det meste var jeg bare alene og spillede computer. Jeg blev jo hele tiden flyttet rundt, så jeg havde svært ved at holde fast i en vennekreds.

Starten på et nyt liv

Da Patrick var 17 år, rykkede han ind i en hybel i Vanløse, hvor der stort set kun var plads til en seng og en kommode, og hvor han nu skulle starte et nyt liv. 

Fra sin seng kunne han følge de sociale medier, hvor andre lagde billeder op af kærester, familiesammenkomster eller byture med vennerne. Selv havde Patrick ikke engang prøvet at være på en bytur.

– De sociale medier var en konstant påmindelse om, hvor stor en fejl jeg var. Og jeg var slet ikke klædt på til at klare mig selv.

Første gang, han skulle vaske tøj, ventede han halvanden time i vaskekælderen, før en anden beboer dukkede op og viste ham, hvordan man gjorde.
Alene at åbne munden og bede om hjælp var lidt af en bedrift for Patrick. Selvfølgelig fik han hjælp, for mennesker vil jo gerne hjælpe, men det forstod han først mange år senere.

Selvmordstruet

Patrick oplevede nogle lykkelige år, da han fik en kæreste, men da hun i efteråret 2016 gjorde det forbi efter næsten seks år, blev han igen ramt af en kvælende ensomhed. 
I de følgende måneder ringede han jævnligt til Livslinien, som er rådgivning for selvmordstruede. En aften fik han en sød og lyttende Anna i røret, og hun blev bekymret.

– Jeg vil gerne have dig indlagt. Er det okay, at jeg ringer efter en patruljevogn, der kan komme og hente dig?

Kort efter gik Patrick ned ad trapperne og satte sig i politibilen foran hans indgang. På psykiatrisk afdeling gav hans krop slip. Patrick græd, hyperventilerede og rystede, mens personalet gav ham beroligende medicin og forsøgte at få ham til at slappe af.

Da han fem dage efter blev udskrevet, tog han toget hjem. Det var på den togtur, han så det ældre ægtepar, og at han skrev det nødråb, som skulle ændre hans liv.

Læs også: En læser fortæller: Nu er jeg aldrig mere ensom

Godt nok måtte han sidde længe alene på trappen til rådhuset. Men efter halvanden time lød der en forsigtig stemme: ”Er du Patrick?”

Næstekærlighed

Et menneske var ankommet. Han hed Sune og havde taget brændte mandler og et blåt tæppe med.

Senere kom flere til. Til sidst var de 18 vidt forskellige mennesker. En kom i jakkesæt, direkte fra arbejde. Andre var studerende. Og midt i det hele sad Patrick og blev mere og mere overvældet.
Han var omgivet af mennesker, som kom med et ønske om at hjælpe og en åbenhed, som efterhånden fik dem til at fortælle deres egne historier. Faktisk var sammenholdet så stærkt, at Patrick den aften gik med de andre ud på sit livs første bytur.

– Jeg følte virkelig en næstekærlighed i den reneste form.

1.400 kommentarer

Beruset af indtryk og kolde øl kom Patrick en lille smule slingrende hjem klokken tre om natten. 
Da han lagde sig ned, snurrede det hele så meget, at han ikke kunne sove. I stedet fandt han sin telefon frem. Den var løbet tør for strøm og havde været død det meste af aftenen, men nu satte han den i opladeren, og det var et surrealistisk syn, der mødte ham på den lille skærm.
Der var kommet flere end 1.400 kommentarer til hans lille nødråb. Det tog Patrick tre timer at komme igennem dem alle sammen den nat. 
Da han havde læst den sidste, forstod han, at der var mange, der havde det præcis som ham. Og at han nok også havde sat noget større i gang.

– Inden den aften vidste jeg ikke, hvor mange der føler sig ensomme. Jeg troede kun, det var mig. Det gjorde virkelig indtryk, hvor meget det betød, at jeg havde skrevet det opslag. Derfor følte jeg et stort ansvar, siger Patrick, som næste dag besluttede, at han var klar til at gå til kamp mod ensomhed.

Læs også: Det er da pinligt at være ensom

Behov for fællesskab

Allerede aftenen inden var han blev kontaktet af journalister fra en radiostation, en tv-station og en avis. De ønskede at fortælle hans historie. 

Umiddelbart havde Patricks første reaktion været nej tak. Han havde aldrig brudt sig om opmærksomhed. 
Men nu var han klar til at sluge sin generthed. Præcis en uge efter sad han derfor i flere landsdækkende medier og fortalte om sin nye Facebook-gruppe ”Smilet,” som han havde oprettet sammen med et par andre.

– Gruppen skulle være et frirum, hvor man kunne søge hen og fortælle, hvordan man havde det. Og måske møde venner, siger Patrick, som selvfølgelig ikke anede, om der i virkeligheden var brug for den slags. 

Det var der. Efter tre måneder havde gruppen flere end 10.000 medlemmer, som skrev lange indlæg om deres livshistorier. Og som bakkede hinanden op, når nogen havde delt noget svært.

– Folk var utroligt søde. Det var så meningsfuldt, siger Patrick, som samtidig oplevede, at en lykke sjældent kommer alene.

Hjemme i lejligheden fik Patrick nemlig en lejer for at dele huslejen. Maria hed hun. Og midt i hverdagen havde de to fået følelser for hinanden.
Maria var ikke bare en sød kæreste. Hun var også klar til at give en hånd med i den kamp mod ensomhed, som fyldte mere og mere i Patricks liv.
Patrick ville nemlig mere end at få folk til at dele historier på Facebook. Han ville have mennesker til at mødes i virkeligheden, så en gang om ugen inviterede han og Maria 12 medlemmer fra Smilet til fællesspisning i deres lejlighed. 
På et år fandt over 100 forskellige mennesker plads omkring deres spisebord, både den hjemløse og direktøren. 

Udmattende tid

I tre år i træk vandrede Patrick gennem hele Danmark sammen med andre for at sætte fokus på ensomhed. Ruten blev længere og længere for hvert år, og flere og flere deltog. 

Patrick vadede i bogstavelig forstand i opmærksomhed og rullende kameraer på sine ”March mod Ensomhed”. Også kommuner og skoler trak så meget i ham som foredragsholder, at han til sidst droppede sit studie som webudvikler for at få tid til sit kald.
Patrick havde sat en bølge i gang. I begyndelsen mærkede han ikke, at han var ved at drukne. Men det var han. Man kunne ligefrem se det på ham. 
Efter det første år havde Patrick taget 20 kilo på, og i øjnene var der et skær af udmattelse.

– Det var hårdt at sælge sig selv og være midtpunkt. Jeg syntes også, det var et kæmpe ansvar, og jeg kunne faktisk ikke holde til det, siger Patrick.

"March mod Ensomhed"

Sidste år måtte han trække sig fra sin gruppe og fra det offentlige ansvar. I stedet lukkede han sig inde i sin egen hule. Han fik psykologhjælp og antidepressiv medicin og forsøgte at komme på benene igen.
Det gjorde han i den grad i april i år, hvor han sammen men flere hundrede andre gik forrest i sin ”March mod Ensomhed”, arrangeret i samarbejde med Folkebevægelsen mod ensomhed.
Og nu går Patrick igen, denne gang ud over Danmarks grænse. Målet er at gå hele vejen til Kina for at sætte endnu mere fokus på ensomhed.
Du kan følge Patricks tur på Facebooksiden ”March mod Ensomhed”.

Læs også: Mobning var værre end ensomhed