Patrick tog sit eget liv
Da Patrick gik i syvende klasse, tog han sit eget liv. Patrick blev kun 13 år. Mandag den 25. april om aftenen hængte han sig på sit værelse i hjemmet. Efter selvmordet, har hans forældre, Jonna og Peter, sammen med skolen, klassen og myndighederne forsøgt at kortlægge baggrunden. Hans forældre har sagt, at hvis de skal se en mening med, at Patrick ikke lever mere, må det være at arbejde for, at sådan noget aldrig sker igen. Og det kom frem, at de fleste i Patricks omgangskreds vidste, at der var noget galt. De siger, han blev mobbet ihjel.
”En dag kom Patrick hjem og fortalte, at hans plageånd havde beskrevet 18 forskellige måder at dræbe ham på”, fortæller Patricks far. Alligevel var det samlede billede rystende for alle: Ingen af de voksne – heller ikke forældrene – vidste præcis, hvor slemt det stod til. ”Han ville jo nok beskytte os”, tilføjede hans mor. Grotesk nok blev det skolens forsøg på at frikende sig ansvaret, der for alvor fik sandheden for en dag.
En lang række hemmeligholdte notater kom frem i lyset, da hans forældre begyndte at undersøge sagen nærmere. Det blev til en mappe på næsten 100 sider, fyldt med beskrivelser om overfald og mobning af Patrick: Hans plageånder trak ham i håret, knuste hans briller, truede ham, spyttede, bed, slår og sparkede ham. De chikanerede ham i timerne, kaldte ham nedsættende øgenavne, smadrede hans mobiltelefon og løj om ham til lærerne. ”Meget af det var nyt for os. Skolen informerede os ikke om de ting, da det skete”, fortæller Patricks mor, Jonna.
Mobberne var en lille gruppe drenge i klassen, og mobningen begyndte i anden klasse og toppede i sjette. Det lysnede lidt i syvende klasse, hvor pigerne prøvede at beskytte ham. Det hjalp lidt, men slet ikke nok. Efter fem års ydmygelser var Patrick slidt op. I sin ensomhed søgte drengen trøst i familien. Han forgudede sin mor og far og fordybede sig i sine hobbyer. Han fejrede sin ni-års fødselsdag med sin fars venner i bilklubben. Ikke med venner og legekammerater, for han havde ingen. I ferierne var Patrick lykkelig. Han rejste med sin far til forskellige europæiske storbyer, hvor de blandt andet besøgte historiske mindesmærker. I fritiden elskede han at læse og synge og spille trombone og elbas.
Peter og Jonna forsøgte mange gange at hjælpe deres søn. De besøgte plageåndernes forældre for at få dem til at tage problemet alvorligt. De forsøgte at råbe skolens rektor og lærere op. Alt mislykkedes. En morgen, mens Patrick gik i sjette klasse, nægtede han at gå i skole mere, medmindre han fik en kniv med. Han var meget oprevet. Forældrene ringede til skolen og sagde, at de holdt ham hjemme, indtil man kunne garantere for Patricks tryghed.
Da mobningen nåede et højdepunkt, tog Peter og Jonna til orde på et forældremøde og fortalte om rædslerne. ”De andre forældre blev rystede. De havde intet fået at vide. De krævede at få information, og det blev besluttet at holde et nyt møde en uge senere”. Da Peter og Jonna kom hjem, fortalte de Patrick, hvad de og andre havde sagt på mødet. Han lyttede opmærksomt og stillede nogle spørgsmål. Så sad han længe og sagde til sidst: ”Tak, mor og far!”
Men hjælpen kom for sent, og den var ikke tilstrækkelig. Patrick valgte livet fra som 13- årig.
Mens han levede, mente skolen, at Patrick selv havde ansvaret for at stoppe mobningen. Efter hans død, forsvarede skolen sig med, at den havde forsøgt at afhjælpe problemet og ikke kunne gøre mere. Først nu, efter myndighedernes udredning af selvmordet og den deraf følgende kritik mod både skolen og kommunen, har man erkendt ansvaret. ”Vi er alle dybt berørte af det her. Vi tager kritikken til os og skal forbedre vores skoler”, siger kommunens og skolernes talsmand.
Se også: Midt i sorgen fandt jeg kærligheden
