Pernille er enlig mor til tre og uhelbredelig syg af kræft
For et år siden var Pernille en køn og smilende kvinde med langt, bølgende mørkt hår. Hun var ved at tage Sygeplejerskepakken på hf, så hun kunne følge sin drøm om at blive sygeplejerske. Fremtiden tegnede lyst i hjemmet i den lille sønderjyske by Nustrup, som hun delte med sin kæreste og tre piger. Pernille skulle bare lige have overstået rutinetjekket for celleforandringer.
Læs også: Idas kræft er uhelbredelig: Mister jeg håbet, mister jeg alt
Det var i februar 2020. I dag ser Pernilles liv markant anderledes ud. Kroppen er blevet 20 kilo tungere af kemo, det mørke hår er faldet af, og hovedet er dækket af en turban. Skolebænken er blevet udskiftet med sofaen, for Pernille har ikke længere energi til at følge undervisningen og er ved at søge førtidspension.
Rutinebesøg afslørede celleforandringer
Det, der blot skulle have været et rutinebesøg hos lægen, afslørede, at Pernille havde svære celleforandringer, som viste sig at være livmoderhalskræft.
– Siden skuespilleren Mira Wanting døde af livmoderhalskræft, har jeg været bange for at få netop den kræftform. Hun havde børn og døde i en ung alder, og det ramte mig, siger Pernille Jørgensen Wiedermann.
Og der er lighedspunkter mellem de to kvinder. Mira Wanting døde i 2012 i en alder af 34 år og efterlod sig to børn. Pernille er 30 år og mor til døtrene Karolina på seks, Lianna på 11 og Daniella på 13 år.
– Jeg havde i mange år været bange for at blive syg, og jeg har haft angst, så jeg syntes, at det var så uretfærdigt, at jeg skulle få kræft. Jeg har været gennem så mange ting, men jeg har altid troet, at der var én, der holdt hånden over mig. Det gør jeg ikke mere, siger hun stille.
Læs også: Læge til terminalt syge Betina: Nyd din sidste tid
Er stærk for sine piger
Pernille var blot 16 år, da hun blev gravid med datteren Daniella. Efter fødslen fik hun en fødselsdepression, som udviklede sig til angst. Det fortalte hun om i Ude og Hjemme i 2010, hvor også Lianna var kommet til verden. Nu er vi tilbage hos Pernille.
På væggene i familiens hyggelige stue hænger portrætter af Pernilles piger. Der er mange stearinlys, som ofte bliver tændt, og på reolen står en glasflaske med lyspærer i, som Pernille fik til mors dag. På flasken står der: ”Min mor er som et stjerneskud – stærk og smuk.”
Og Pernille skal være stærk for sine piger.
– Tanken om at jeg måske dør fra mine børn er så forfærdelig, at jeg slet ikke kan beskrive den, siger hun.
Hun var i efteråret i fjor gennem et femugers behandlingsforløb med fem kemokure og 27 indvendige og udvendige strålebehandlinger.
– Det var ganske forfærdeligt, for jeg blev virkelig syg af kemoen, men jeg håbede, at behandlingen skulle gøre mig rask, fortæller Pernille.
Læs også: Oves tragedie: Kræften tog begge mine piger
Kærligheden brast
Under forløbet gik Pernille og hendes kæreste, faren til Karolina, fra hinanden efter otte år.
– Han kunne ikke rumme min sygdom, og jeg havde brug for noget mere, end det han kunne give. Derfor blev vi enige om at gå fra hinanden, siger Pernille.
5. december sidste år blev hun scannet, og lige før nytår fik hun besked om, at kræften havde spredt sig til ballen og lungerne.
– Min oldefar døde af lungekræft, så jeg blev rigtig bange, siger hun.
Hun har siden nytår været gennem yderligere fem kemokure og fik den sidste for tre uger siden.
– Jeg elskede mit lange krøllede hår og mine lange øjenvipper. Nu er det hele røget af. Jeg har ingen selvtillid længere og bryder mig ikke om at se mig selv i spejlet. I begyndelsen sov jeg endda med min turban, så jeg slap for at se mit skaldede hoved, fortæller Pernille.
Pigerne er heller ikke glade for at se deres mor uden hovedbeklædningen, for så bliver de mindet om, at hun har en dødelig sygdom.
– Mine ældste piger kalder mig for “æggehoved” og laver sjov med det, og det er helt fint, for de bruger humoren til at komme igennem det, siger Pernille.
Har ikke opgivet håbet
Lægerne har givet hende den frygtelige besked, at kræften ikke kan helbredes. Hver tredje uge får hun Avastin, et præparat, der forhåbentlig kan holde sygdommen nede.
– Jeg ved ikke, hvor længe jeg har tilbage. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg ønsker at vide det, men det sætter en masse tanker i gang. Der er så meget, jeg gerne vil nå med mine piger. Deres konfirmationer, se dem blive gift. Jeg vil gerne blive gammel, og jeg vil gerne opnå min drøm om at blive sygeplejerske, siger Pernille.
Hendes yngste datter ved godt, at mor er syg, men det er kun de to store piger, der ved, at kræften ikke kan helbredes.
– Jeg er kommet tættere på mine børn, og jeg bruger den smule energi, jeg har, på dem, siger hun.
Pernille har ikke opgivet håbet om, at hun lever så længe, at hun kan se sine børn vokse op, og det håb hedder regional kemobehandling i Tyskland, men behandlingen kan løbe op i 450.000 kroner, og så stor en sum har Pernille ikke. Derfor har hendes familie nu startet en indsamling.
– Det vil betyde alt for mig at få alternativ behandling. Så har jeg måske en større chance for at få længere tid med mine piger, og forhåbentlig bliver jeg gammel. Jeg har stadig et håb, og jeg tror på mirakler, siger Pernille med et forsigtigt smil.
Mor er nemlig stærk som et stjerneskud.
Læs også: Henriette er uhelbredelig syg af kræft
