Pernille mistede sin bror i en bilulykke: Sorgen bragte os tættere sammen

”Gud giver, Gud tager. Her tog du for tidligt, Gud.”

Sådan begynder Kennis far, da han holder sin rørende tale.

Solens lysstriber kæmper sig vej gennem vinduerne, mens flaget på halvt blafrer i vinden uden for Roskilde Domkirke. Indenfor er gulvet dækket af blomster og kranse, og for enden af den lange kirkegang ved altret står fire hvide kister side om side. Domkirken er fyldt, og mange må stå op, da omkring 1.500 mennesker er samlet for at tage afsked med de fire barndomsvenner, der omkom i en tragisk trafikulykke.

Alle sidder med foroverbøjede hoveder og forsøger at begribe, hvad der er sket. Der er helt stille på nær snøft, som stille breder sig i kirkerummet.

Men på en af de forreste bænke sidder 13-årige Pernille, der har en klump i halsen. Hun kan ikke græde, selv om det er hendes storebror, der ligger i en af kisterne.

– Jeg gjorde alt for at holde tårerne inde, for jeg ville vise, at jeg var stærk og godt kunne klare det, fortæller nu 20-årige Pernille Koustrup Offersen fra Horsens.

Læs også: Anette mistede sin datter til hjernekræft: Jeg kan ikke blive rigtig lykkelig igen

Døde på stedet

De fire venner havde kendt hinanden siden 1. klasse og var uadskillelige – hele byen kendte drengegruppen, da de altid var sammen, både i skolen og i fritiden. De var lige vendt hjem fra fodboldtræningslejr i Tyrkiet, da de besluttede, at deres hjemkomst skulle fejres med en tur i byen, men den nat, den 26. februar 2012, sluttede festen brat.

Selv om føreren ikke var påvirket, nåede de aldrig hjem igen. Vennerne kom kørende ad Køgevej syd for Roskilde, da bilen skred af vejen og med høj fart kørte ind i et vejtræ. Bilen havde så stor en fart, at den sølvgrå Opel Astra blev delt i to.

Kenni blev fundet fastklemt mellem bilens bagende og træet, mens den forreste del af bilen lå i grøften 30 meter længere væk. Vejen var rimglat og mørk, lige indtil landevejen var badet i blåt lys og hylende sirener fra ambulancer og politi. Kenni døde på stedet.

Mit forbillede

Pernille så sin bror sidste gang, næsten lige inden han tog til Tyrkiet, da hun var på vinterferie hos sin far.

Hun glemmer ikke sin brors gode humør og positive sind, for hun tænker på ham hver dag. Hendes bror var målbevidst og gik altid efter sine drømme – uanset om det gjaldt førsteholdet i fodboldklubben eller hans drøm om at blive key account manager. 

– Min bror havde et mantra, som han altid efterlevede: ”Forhindringer er de ting, man ser, når man fjerner sine øjne fra målet.” Det er noget, som jeg har taget til mig. Han var mit store forbillede, som jeg så op til. Det gør jeg stadig. Mange af mine valg i livet afspejler ham. Jeg tænker tit på, hvad han ville have sagt eller gjort, forklarer Pernille.  

Se også: Mette skjulte sin ensomhed bag et smil: Indeni gik jeg i stykker

Holdt det for sig selv

For Pernille var det hårdt at gå fra at have en bror til at være enebarn. Hun følte sig meget alene. Hun og moderen var flyttet til Odder et halvt år inden ulykken, og Pernille havde ikke nået at opbygge tætte venskaber på den nye skole.

Hun hadede at blive spurgt om, hvorvidt hun havde søskende. I begyndelsen sagde hun bare nej, for det var nemmere end at rippe op i sorgen og skulle forklare det hele forfra. Derhjemme fortalte hun heller aldrig, hvad hun gik og tumlede med.

– Det var hårdt at se mine forældre være så kede af det, men det var aldrig noget, som vi snakkede om. Hvis der var noget, der mindede mig om Kenni, lod jeg være med at nævne det for mine forældre, da jeg var bange for at gøre dem mere kede af det. Jeg tilsidesatte min sorg, til jeg var alene, fortæller Pernille.

De fleste aftener brugte hun derfor på sit værelse, hvor tårerne fik frit løb. Her havde hun et frirum. Når hun savnede ham, hørte hun musik. For hende var det både en måde at distrahere tankerne på og komme i kontakt med sine følelser. Pernille har en lang playliste med musik, der minder hende om Kenni, og som indeholder både melankolske og glade sange.

Lagde tingene bag sig

Pernille havde en stor støtte i sin storebror efter forældrenes skilsmisse. De skiltes i uvenskab, så al kommunikation foregik gennem børnene eller via Statsforvaltningen. Så var det rart for Pernille at vide, at Kenni altid forstod hende og var på hendes side.

Men efter Kennis død rykkede forældrene tættere sammen. Efter ulykken lagde de alting bag sig og hjalp i stedet hinanden gennem den svære tid. I dag kan forældrene sagtens tale sammen.

Lige efter ulykken kørte Pernille og hendes mor den lange vej til Sjælland for at sige farvel til Kenni i kapellet og være med til planlægningen af bisættelsen. Her fandt de trøst i hinanden, og Pernille og hendes mor fik et værelse hos Pernilles far. Det var lang tid siden, at de havde været under samme tag.

– Mine forældre planlagde bisættelsen sammen og forstod hinandens sorg. De havde begge mistet deres søn. I dag er jeg rigtig taknemmelig for, at de hjalp hinanden gennem den svære tid. Jeg føler, at familien blev samlet igen, selv om det var en dyr pris at betale, siger Pernille.

Læs også: Fies lillebror begik selvmord: Jeg har følt mig skyldig

Lev livet

Da Pernille nogle år senere satte sig bag rattet i kørelærerens bil første gang, kunne hun godt mærke, at hendes hjerte slog hårdere end sædvanlig, og at nervøsiteten kom snigende. Det var en frygt, der skulle overvindes efter broderens død.

I dag er det ikke noget, der fylder, selv om det kan give et sug i kroppen, og tårerne kan presse sig på, hvis hun kører forbi et vejtræ, da hun forestiller sig, at hun kører ind i det. Men så skynder hun sig at tænke på noget andet eller skruer op for musikken. 

Pernille kan også mærke, at hendes forældre er blevet mere overbeskyttende efter Kennis død. Det gjaldt især hendes mor, der nærmest kunne begynde at græde, hvis Pernille skulle i byen. Hun havde oplevet det værst tænkelige én gang og var bange for, at det skulle gentage sig.

– Jeg ved godt, at min mor vil mig det bedste, men det kan godt være irriterende, for det er lige nu, jeg skal ud og leve mit liv, forklarer Pernille med stålfast blik.

For hvis der er noget, hun har lært efter ulykken, er det netop, at man skal huske at leve livet, mens man kan. Hun har erfaret, at man aldrig ved, hvornår det slutter. Lige så stille lærte hun at forene sig med sorgen ved at tage en dag ad gangen.

– Selv om det er seks et halvt år siden, jeg mistede min bror, har jeg stadig op- og nedture. I nogle perioder tænker jeg meget på ham, mens det andre dage ikke fylder så meget. Jeg kommer aldrig over det, men har lært at leve med sorgen, fortæller Pernille.

I dag er hun også færdig med at holde sorgen for sig selv, da hun har lært, hvor befriende det er at dele sin sorg. Så i dag snakker hun med sine forældre om Kenni, hvis hun ser noget, der minder hende om ham.