Pernille mistede sin lillebror: Jeg bliver aldrig den samme igen

Hun kan fortælle det uden at fælde en tåre. Men hendes øjne, der bliver blanke indimellem, afslører, at sorgen er fuldstændig intakt, og hun bekræfter, at den har fulgt hende lige siden.

– Når folk spørger mig, hvordan det går, svarer jeg altid enten, at det går fint, eller at det går op og ned. Jeg har endnu aldrig svaret; Det går rigtig godt. For jeg har dage, hvor jeg har det okay, men jeg har også dage, hvor jeg har det rigtig skidt, og hvor jeg rammes af præcis samme følelse, som jeg havde lige efter Jonas’ død. Den der følelse af ikke at kunne holde ud af være i min egen krop af sorg og smerte…

24-årige Pernille Øster mistede sin 16-årige lillebror, Jonas, for snart fem år siden. Han var lige begyndt i gymnasiet, som Pernille netop havde afsluttet, i hjembyen, Hillerød. De havde nået en alder, hvor de var blevet hinandens venner i stedet for stridende søskende. De grinede af det samme, holdt hånden over hinanden og mindede af sind om hinanden.

Ekstrem smerte

Den nat, Jonas døde, havde de været til den samme fest på gymnasiet. Pernille havde hilst på ham flere gange i løbet af aftenen, selv om hun også havde forsøgt at holde sig lidt på afstand for ikke at være ”storesøsteren”, der holdt øje. Men det var ham, der hev fat i hende og ville præsentere hende for sine nye venner.

På et tidspunkt forlod Pernille festen for at tage i byen, men fortrød hurtigt og valgte i stedet at tage hjem. Uden for huset holdt en politibil, og først troede hun helt irrationelt, at Jonas måske havde smadret en rude, men da hun løb op på 2. sal for at vække sin far, kunne hun med det samme se alvoren i hans øjne, da hun sagde, at politiet stod ned i entreen.

– ”Din søn, Jonas, er død”, sagde de i det sekund, at min far bekræftede, hvem han var. Jeg kan faktisk ikke huske så mange detaljer derefter. Men følelsen af så ekstremt meget smerte, at jeg ikke kunne være i det, har jeg ikke glemt, fortæller Pernille.

Jonas havde forladt gymnasiet, og på vej hjem havde han gået mellem togskinnerne og var blevet ramt af et S-tog bagfra. Han var dræbt på stedet.

Den nye Pernille

Tiden efter er sløret og må stykkes sammen. Hun husker at have grædt så meget, at der til sidst ikke kom flere tårer. Hun husker, hvordan hun trak fingrene til sig, da hun første gang rørte sin døde lillebror på hospitalet, fordi han var kold, og hun husker mindeceremonien, som hans venner arrangerede to dage efter hans død. Og så husker hun, at kirken var proppet til hans begravelse.

Hun insisterede på at holde en tale i kirken, og hun husker dagen som sørgelig, men også smuk. Præsten talte om sorgen som et glasskår, der er skarpt og skærer.

Det er også sådan, Pernille mærkede den – og nogle dage stadig gør. Efter begravelsen gik der 14 dage, så var hun tilbage som lærervikar på en skole. Hun havde haft en plan, før Jonas døde, og hun havde behov for at holde fast i den. Derfor var hun også meget forhippet på at rejse tre måneder til Sydamerika med sin veninde som planlagt.

– Men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg savnede Jonas og havde frygtelig hjemve. Jeg var bare ikke den samme Pernille mere. Jeg havde været så glad den sommer, inden Jonas døde. Fuldstændig ubekymret, udødelig og fuld fart på. Jeg vidste, hvad jeg ville med mit liv, jeg skulle ind og læse HA i projektledelse på CBS. Men jeg fandt ud af, at det skulle jeg bare slet ikke. Sådan var den nye Pernille ikke – og jeg er stadig ikke sådan.

Snakker meget om Jonas

– Nogle gange føler jeg mig som 80 år indeni, fordi jeg har brug for ro, tryghed og ikke ret mange mennesker omkring mig. Jeg er blevet ekstremt god til at lytte efter min mavefornemmelse. Har jeg ikke lyst til at tage til en fest, så gør jeg det ikke. Før kunne jeg ikke bære, hvis jeg gik glip af noget. I dag har meget lidt af det, jeg tidligere gik op i, betydning, siger Pernille, der stadig arbejder som lærervikar, men håber at blive optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Hendes kortærmede bluse afslører tre små tatoveringer, som hun har fået lavet til minde om Jonas. Den ene viser en lydbølge med hans smittende grin, den anden er hans navn skrevet med hans egen håndskrift, og den sidste er en dreng, der sidder på månen. På den måde er Jonas altid med Pernille.

– Jeg føler ikke, at jeg kommer tættere på ham ved at besøge ham på kirkegården. For mig er jeg tæt på ham, når jeg taler om ham. Heldigvis er det noget, vi helt naturligt og rigtig tit gør i min familie. Det er også derfor, at jeg kan fortælle om Jonas uden at græde i dag.

Sorgen er med mig

Men Pernille har også mærket omgivelsernes frygt for at møde hende i sorgen. Folk, der har undgået hendes blik eller ikke turde spørge hende om Jonas, fordi de var bange for at gøre hende ked af det. Eller allerværst: Når de tror, at sorgen er forsvundet, fordi det nu er fem år siden, at Jonas døde.

– Det gør mig mere ked af det, når jeg ikke kan tale om Jonas. Det er vigtigt, for ellers bliver jeg for ensom i sorgen. Jonas lever videre med os, når vi får lov at tale om ham, og jeg har et stort behov for at sætte ord på mine følelser og tanker. Jeg er jo ikke blevet enebarn af, at Jonas er død. Jeg er stadig en storesøster.

På Pernilles Instagram poster hun jævnligt billeder af Jonas fulgt af ord om, hvor meget hun savner ham, hvor svært hun har det lige nu, eller om de kærlige minder de nåede at få sammen. For tre år siden fik hun udgivet en bog i form af digte, illustrationer, anekdoter og dagbogsnotater om sin sorg, og lige nu er hun en af værterne i en podcast-serie udgivet af Landsforeningen Liv & Død, hvor mennesker, der har mistet, fortæller deres historie.

– Jeg har lært at leve med sorgen og have en hverdag ved siden af. Men nogle dage er sorgen altoverskyggende, og så skal jeg bare hjem til mine forældre. De dage har jeg det præcis på samme måde, som var det dagen efter Jonas’ død. Jeg ved nu, at det vil være med mig resten af mit liv, og at jeg aldrig bliver den samme som før.