Pernilles far ville dø: Lægen hjalp vores familie

Da Pernilles far blev ramt af en hjerneblødning, kæmpede han for at komme tilbage til livet. Og for at være i stand til at føre hende op ad kirkegulvet til hendes bryllup. Men da brylluppet var holdt, mistede han lysten til at leve. Ingen kunne rokke ved hans beslutning. Han ville dø.

Da den tunge dør ind til værelset langsomt gik op, blev Pernille stående. Hun holdt begge hænder for øjnene. Først efter et stykke tid spredte hun forsigtigt fingrene, så hun kunne skimte sengen. Der lå han. Hendes far.

Pernille rystede, da hun gik tæt på. Hun havde forberedt sig selv på det værste. Men hun havde ikke forberedt sig selv på det syn, der mødte hende: Hendes far så fantastisk ud. Håret var sat præcis, som han kunne lide det. Hans skjorte var kridhvid og nystrøgen, og han var iført sit dyreste designer-jakkesæt.

Selv havde Pernille morgenhår. Og hun tudbrølede. Hun græd, fordi hendes far var død. Og hun græd, fordi hans største ønske nu var gået i opfyldelse.

– Jeg tror, du er død nu, far, hviskede hun, bare for at slå det helt fast.

Havde et enormt drive

Hvad der præcist var foregået i dagene op til, vidste Pernille ikke. Det gjorde ingen. Men Pernille vidste, at hendes far i et stykke tid havde haft kontakt med den såkaldte ”selvmordslæge” Svend Lings, og hun vidste, at fem års opslidende kamp endelig var til ende. 43-årige Pernille Vesterby fra Malling har altid elsket sin far. Også selv om han havde så travlt med sine forretninger, at han ikke var den, der stod på sidelinjen til alle sportsstævner. Og også selv om det ikke var særlig let at være Pernille, da hun til sin konfirmation måtte sidde mellem to forældre, der lige var gået fra hinanden.

Men Pernille har altid været tæt med sin far, brilledesigneren Jørgen Vesterby. Og hun har altid beundret den drivkraft, som gjorde, at han allerede som 18-årig åbnede sin første brilleforretning for senere at skabe en række brillefirmaer. Nogle med enorm succes og mange ansatte. Andre med en masse spildt, hårdt arbejde.

– Min far har altid klaret alt selv. Når noget gik galt, poppede han op igen som en korkprop og begyndte forfra. Han byggede alle sine virksomheder op med et enormt drive og en grænseløs tro på, at han var den bedste, smiler Pernille.

– Når man var sammen med ham, var der store armbevægelser. Han var en levemand med en kulsort humor.

Det var ikke bare humoren, der var skarp. Tøjet var det også. Jørgen gik altid ulasteligt klædt i ungdommelige snit. Også efter han blev 60. Og han blev ved med at nyde masser af smøger og vin samtidig med, at han knoklede fast på et crosstrainings-hold i træningscenteret.

– Min far elskede at være sammen med unge. Han ville ikke være gammel.

Fik en hjerneblødning

Pernille var generelt imponeret over sin fars tilgang til livet. Men hun blev alligevel bekymret, da han som 67-årig kørte sig selv ekstremt hårdt med et nyt firma og alle smøgerne, rødvinen og træningen ved siden af.

Da han i et par uger beklagede sig over en knaldende hovedpine, bad hun ham gå til lægen. Det havde han skam allerede været, forklarede han. Han havde også fået udleveret en blodtryksmåler.

– Men jeg har ikke lige fået brugt den, erkendte han.

Hovedpinen kunne han dog ikke ignorere, så en weekend fortalte han Pernille, at han havde bestilt en ny tid ved lægen.

To dage inden blev Pernille ringet op af Jørgens ekskone Dorthe. Klokken var 6 om morgenen, og allerede inden Pernille besvarede opkaldet, vidste hun, hvad Dorthe ville sige.

Jørgen havde fået en hjerneblødning. Midt under sin træning var han blev følelsesløs i ansigtet. Nu lå han på hospitalet og var helt væk.

I den kommende tid blev der grædt mange tårer omkring hans hospitalsseng.

Langsomt viste Jørgen små fremskridt. Han kom til bevidsthed og begyndte så småt at kunne tale og synke igen.

– Da han endelig kunne spise selv, styrtede jeg af sted med ham i en kørestol. Nu skulle vi ud og have en is, smiler Pernille. Så bliver hun igen alvorlig.

– Han var lam i højre side, så han fik is i hele hovedet. Jeg tørrede ham af og tænkte: Hvis du kunne se dig selv nu, ville du hade det. Min far kunne ikke klare, hvis han ikke så pæn ud. Hans hår og tøj sad altid perfekt.

Klar til brylluppet

Sammen med Dorthe kørte Pernille området tyndt for at se på plejehjem. Det var hendes fars eneste mulighed, for han var bundet til et liv i kørestol. Et liv med døgnpleje.

– Jeg fik så ondt i maven. Far kom fra en skøn villa lige ned til vandet, fra et liv, hvor hans firma var hans et og alt. Nu skulle han flytte ind på et plejehjem. Det var præcis det, han ikke havde lyst til.

Men Jørgen kunne ikke længere følge sin lyst. Der var ingen vej udenom.

– Han var så træt af det, og jeg tudede hver gang, jeg kørte derfra, husker Pernille, som dog midt i alt det triste kunne give sin far en glædelig nyhed.

Hendes kæreste, Jens, og faderen til hendes to drenge havde friet. De skulle giftes et år efter.

– Men jeg bliver ikke gift, før du kan føre mig op ad kirkegulvet, sagde Pernille.

Jørgen tog udfordringen op, brylluppet gav ham udsigt til en ny sejr. I det følgende år trænede han som en gal for at komme på benene.

– Han talte nærmest ikke om andet, siger Pernille, som smiler bredt, når hun fortæller om sit bryllup.

En helt fantastisk dag, hvor hun fik sat hår og fik hjælp til at komme i den smukke, hvide kjole, inden hun med sin mor ved sin side kørte op til kirken.

Hendes far sad allerede inden for døren ved siden af Dorthe. Men da Pernille ankom, kom han på benene og tog hendes arm.

– Skal vi gå? spurgte han, mens han viljefast knugede sin stok.

Tårerne trillede ned gennem Pernilles bryllups-makeup, da hun gik op ad kirkegulvet ved siden af sin far, der nærmest med viljens kraft trak sig selv af sted.

Det sidste ønske

– Det var så vanvittigt stort, og jeg var sindssygt stolt.

Allerede dagen efter ramte virkeligheden: Hvordan skulle hun nu motivere sin far til fortsat at ville livet?

Kort efter var familien ude og spise med Jørgen. De fik hans livret. Sushi. Men det stod klart for alle omkring bordet, at der ikke længere var meget af det bedste i livet tilbage for Jørgen. Derfor kom det ikke bag på dem, da han pludselig udtalte sit ønske højt.

– Jeg har besluttet mig. Jeg vil ikke leve mere.

Pernille bønfaldt sin far, men Jørgen havde taget sin beslutning.

Men hvordan finder man den mest menneskelige måde at tage sit eget liv på? Aktiv dødshjælp er ulovlig i Danmark, så Pernille og familien gjorde det samme, som når man skal finde opskriften på en kage. De googlede.

I den periode skrev Pernille ord i sit søgefelt, hun aldrig havde skrevet før

– Det var et helvede. Jeg kunne ikke tale med nogen om det, for det er jo ulovligt.

Kan man bruge en kniv?

I begyndelsen planlagde de at tage til Schweiz, hvor assisteret selvmord er lovligt. Men da familien hverken kunne skaffe pengene eller de nødvendige papirer, blev den udvej droppet. I stedet talte de om, at Jørgen kunne bruge en kniv.

– Hvor skal du stikke dig? I halsen? Dør man af det?

En google-søgning viste, at det var bedre at gøre det i lysken. Hvor er det nu, den sidder?

– Det var så grotesk og barbarisk, siger Pernille, som i den periode gjorde, som hendes far altid havde gjort: Hun gik efter målet.

Uden at bryde sammen passede hun sin familie og sit arbejde, mens hun i sin fritid prøvede at hjælpe sin far med at dø.

Fik stress

Pernille havde sine faste opgaver. Så måtte hendes egne følelser komme i anden række. Derfor slog hun det lidt hen, da hendes krop begyndte at opføre sig underligt. Hun fik tit næseblod. Ligesom sveden ofte piblede fra hende, samtidig med at hun havde svært ved at trække vejret.

Pernille kunne efterhånden godt mærke, at hun ikke var sig selv. Det var Jørgen, der anbefalede Pernille at gå til lægen. Pernille var ramt af stress og skulle sygemeldes fra sit arbejde.

Ikke engang i lægens fortrolige rum kunne Pernille afsløre, at det faktisk ikke var hendes arbejde, der stressede hende.

– Jeg havde så meget lyst til at sige til min læge: Jeg er ved at gå helt op i limningen, fordi jeg skal finde ud af, hvordan min far kan begå selvmord. Men det kunne jeg jo ikke, siger Pernille, som efter ordre fra lægen skulle gå hjem og ikke foretage sig andet end at ligge på sofaen og prøve at trække vejret.

Pernille kunne ikke længere være i sin egen krop, og derfor valgte hun at trække sig lidt fra de tunge beslutninger, da Svend Lings kom ind i billedet. Hun vidste, at hendes far havde kontaktet lægen, som kæmper for aktiv dødshjælp. Hun vidste også, at de havde holdt møder, og at hendes far endelig havde fået hjælp.

Så kom næste spørgsmål: Hvornår skulle Jørgen herfra? Der var flere datoer i spil. Til sidst blev der valgt en.

Lange afskedskram

Dagen inden var der familiemiddag. Der var sushi på bordet og champagne i glassene. Jørgen sad for bordenden lige der, hvor han bedst kunne lide at sidde. Han smilede, og det forsøgte Pernille også, men hun sad og ønskede, at sushi-middagen varede for evigt. For hun vidste jo godt, hvad der skulle ske, når middagen var slut.

Alligevel kunne hun ikke lade være med at stille et forsigtigt spørgsmål hen på aftenen.

– Far, du ved godt, det er sidste gang, vi ser hinanden, ikk’?

– Jo. Og nu snakker vi ikke mere om det, sagde Jørgen.

Det var nogle lange kram den aften. Og det var både første og sidste gang, Pernille så sin far græde.

Næste morgen var Jørgen ikke ved bevidsthed. Og to dage efter stod Pernille i døren og så ned på sin far, som var gjort så fint i stand efter sin død.

Uretfærdigt med fængselsdom

Det er i dag halvandet år siden, og Pernille ville lyve, hvis hun påstod, at hun er kommet over det. Godt nok er hun tilbage på arbejde, og hverdagen er, som den plejer. Men Pernille bærer stadig på en sorg, som kan få tårerne til at trille, når hun går sine lange ture. Eller når hun forsigtigt åbner plasticposen, hvor hun har gemt et af sin fars tørklæder og stadig kan fornemme hans duft.

For hende gjorde det ondt at følge retssagen mod Svend Lings her i efteråret, hvor han fik en betinget dom på 40 dages fængsel.

– Han hjalp jo vores familie, så min far ikke skulle skære sin egen hals over. Jeg synes, det var så uretfærdigt, at han skulle dømmes, siger Pernille, som i dag selv går ind for aktiv dødshjælp.

– Det var ikke noget, jeg havde taget stilling til før. Men nu ved jeg, hvordan det føles at stå med et menneske, man elsker, som gerne vil herfra. Det er simpelthen så ensomt.