Peter Belli: June reddede mit liv

Peter Belli fik tæsk som barn
Peter Belli, der i virkeligheden hedder Georg Peter Brandt, blev med sin medfødte musikalitet en del af det danske rock- og slagermiljø efter en skrækkelig barndom med vold og tæsk. Hans mor mødte en del mænd, som hun fik børn med, og fødte Peter som sit syvende barn i Frankrig.
Faderen ville ikke have noget med mor eller søn at gøre, og hjemme i Danmark fik hun medhjælperjob i Cirkus Benneweiss, hvor hun mødte en, der viste sig at være en hårdtslående type. Samtidig var han kriminel, sad i spjældet en stor del af Peters barndom, og som han senere har sagt:
– Det var de eneste rolige øjeblikke i min barndom, når den ækle mand, der blev min stedfar, sad i spjældet. I mange år gik jeg og drømte, at min rigtige far kom og reddede mig. Det gjorde han aldrig. Det var June, der kom og reddede mig.
Peter har altid opfattet sig selv som lidt af en cirkusartist. Rigtige cirkus fandt han også fascinerende, og han var ikke sen til at acceptere ture i dødsdromen i de byfest-cirkus, som hans gruppe Rivalernes scener stod lige ved siden af. I 1965 mødte han June ved en dødsdrom. Deres øjne mødtes, og det var helt uden diskussion kærlighed ved første blik.
Junes mor, sandsigersken Corinta i Ronalds Cirkus, holdt strengt øje med Junes dyd, og selv om det tog tid for Peter at blive accepteret, knyttede han sig til familien og fik nærmest status som både søn og efterhånden også svigersøn. Endelig havde han en kærlig familie omkring sig, som han havde savnet gennem hele sin barndom.
Karrieren gik forrygende. Publikumsrekorder ved koncerterne, og selv kørte han – hvis det var muligt – retur til cirkus og June – for at sove hos familien. Rivalerne ville gerne lave et bofællesskab, men Peter ville hjem til familien i campingvognen.
Læs også: Charlotte Bøving voksede op med tæsk
Stor skattegæld
Men trods succesen også på hjemmefronten med June og tre dejlige børn lurede et gammelt spøgelse: en stor gammel skattegæld. I de første år i Rivalernes tid stod Peter angivet som kapelmester, og han havde ikke fået kvitteringer fra musikerne, når han fordelte hyren.
I mange år måtte han tage job morgen, middag og aften med et sing-back-show, dvs. alene og et indspillet bånd, som han sang til – for skattegælden skulle knokles af.
Samtidig var campingvognen blevet for trang, så familien måtte investere i et hus i Hvidovre. Det var også svært at betale afdragene på det, og i den periode tog bajerne og de lange nætter på værtshusene til.
Til sidst blev det for meget. Af en eller anden grund havde Peter anskaffet en revolver, og da han en nat kom hjem i en ordentlig brandert, havde han besluttet, at livet for familien var bedre uden ham.
Han tog skydevåbenet, gik ned til den lokale sø, satte det for tindingen og trykkede. Heldigvis skete der ingenting. Da Peter havde trykket et par gange, gik det op for ham, at han stadig var i live. Dagen efter fandt han ud af, at June havde fundet pistolen og filet slagstiften ned, så den slet ikke kunne bruges.
Ved senere lejligheder har Peter sagt:
– Jeg skammer mig over det. Jeg var nedkørt af stress, men det er ingen undskyldning for den indstilling til livet. Hvis ikke June havde vidst en del om pistoler fra sin tid i cirkus’ skydetelt og havde taget affære, havde mit liv taget en ende den aften.
Læs også om Ole Stephensen og hans livs kærlighed, Julie.
Still going strong
Peter kom på fode igen, og i næsten en menneskealder har han været med i flere grupper med et alsidigt et alsidigt repertoire.
Udover det fik han også andre tilbud, bl.a. spillede han med i DR-serien ”Ugeavisen”, og han havde et samarbejde med Wikke og Rasmussen, der var i gang med deres The Tonny Toupé Show til DR. De ville have Peter med i et enkelt afsnit for at synge sangen ”Holbæk” – og den blev en landeplage og gav ham endnu en gang succes.
Han var også med i radiomusicalen ”Den store lysfest” med Nanna og Steffen Brandt, og han og June nød stor popularitet gennem næsten 10 år som værter på de nye kommercielle radiostationers Tv-Bingo.
Han fik også et bragende come-back i rockmusikken med albummet ”Yeah”, og siden har han været mere end en institution i dansk underholdning. Men der er ingen tvivl om, at hans succes også skyldes hans elskede June, der har været en trofast støtte for ham gennem hele hans liv og karriere.
Læs hele den store artikel med Peter Belli i denne uges Ude og Hjemme nr. 22.