Peter havde opgivet alt: Bo har reddet mit liv

Jeg var rigtig nervøs, da jeg skulle starte på Café Ingeborg. Jeg kom jo der med alle mine tatoveringer og så anderledes ud. Men så mødte jeg Bo. Han kom løbende ind i mine arme og gav mig et stort kram og sagde, ”Ih, hvor har jeg savnet dig”, selv om han aldrig havde set mig før. Det smeltede mit hjerte, fortæller Peter Arvedsen.

Læs også: Dennis reddede sin lillesøsters liv

Han er ansat som kok i fleksjob på den beskyttede arbejdsplads Café Ingeborg i Ringsted, hvor hans rolle er at støtte de særlige medarbejdere i at lave mad. Selv om det er ni år siden, han begyndte i jobbet, står hans første dag og mødet med Bo stadig lysende klart for ham.

Fodbold og kage

Peter er tidligere håndværker, og Café Ingeborg var en anderledes arbejdsplads end de byggepladser, han var vant til. I starten var det grænseoverskridende for ham at arbejde sammen med Bo, der har Downs syndrom, for han var ikke vant til, at folk krammede ham. Eller smilede. Men han og Bo klikkede ret hurtigt.

– Vi fandt hurtigt ud af, at vi har meget mere til fælles, end jeg havde forestillet mig, siger Peter.

Peter og Bo er begge 42 år, de elsker fodbold og holder begge med Brøndby. De kan lide at lave mad, og så gør de hinanden i godt humør. I dag steger de paneret flæsk til beboerne på det lokale plejehjem, og selv om de sætter en ære i at gøre et godt stykke arbejde, er der også plads til sjov og snak i køkkenet.

– Jeg kan godt lide at arbejde sammen med Peter. Han er sjov, og vi holder begge to med drengene fra Vestegnen, fortæller Bo Bang Jensen.

Bo har Downs syndrom og bruger høreapparat, og for det utrænede øre kan han være svær at forstå. Men Peter hjælper ham, for efter ni år sammen i Café Ingeborgs køkken er de som pot og pande, og de forstår altid hinanden.

Ulykken

De ser også hinanden i fritiden, hvor de blandt andet har været ude at se yndlingsholdet Brøndby spille. Mest af alt elsker de deres arbejde med at lave varm mad og smørrebrød til kommunens ældre. Men de går heller ikke af vejen for et godt stykke kage – især hvis andre bager til dem.

– Vi har engang været i Tønder og prøve sønderjysk kaffebord med 40 kager. De smagte godt, fortæller Bo med et stort smil.

Da Peter var yngre, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle blive glad for at arbejde i et køkken. Han blev håndværker ligesom sin far og bror. Men da han var 28 år og i lære som bygningsstruktør, blev hans liv vendt op og ned.

– Vi var ved at bygge DR’s koncertsal, og jeg sad overskrævs på toppen af en wienerstige og arbejdede. Men da jeg kom til at læne mig lidt for langt tilbage, fik stigen overbalance og væltede. Jeg faldt tre meter ned og landede på ryggen på en skammel, fortæller Peter.

Læs også: Smuk to-årig med Downs syndrom er model

Mistede livsglæden

Han var sygemeldt i tre måneder, og da han endelig kunne komme tilbage på arbejde, var ryggen stadig ikke i orden. Det bliver den aldrig. Tanken om ikke at kunne klare et arbejde i byggebranchen slog benene væk under ham.

– Jeg havde én fremtidsplan, og da den gik i vasken, mistede jeg fuldstændig livsglæden, fortæller Peter.

Han fik en depression og lukkede sig mere og mere inde i sig selv, mens han flygtede fra virkeligheden ved at spille computerspil 15 timer om dagen. Det gik hårdt ud over familielivet.

– Jeg havde intet overskud til mine fire børn og kunne for eksempel ikke hjælpe dem med deres lektier uden at komme til at råbe ad dem. Jeg spiste ikke engang aftensmad med dem.

Et nyt menneske

Det var en jobkonsulent, der fik idéen til, at Peter skulle starte i job på Café Ingeborg. Han kunne nemlig godt lide at lave mad. Men da Peter begyndte at arbejde i caféen, følte han sig anderledes end stedets særlige medarbejdere, der har diagnoser som Downs, autisme og demens. Den rolige og venlige omgangstone var ny for Peter. Som håndværker var han vant til en hård jargon, og som ung i Hundige var han lidt af en rod. Her gik weekenderne med nævekampe mod andre unge.

– Vi mødtes hver weekend nede ved Hundige Station uden for Diskotek Check Point og sloges med dem fra Ishøj, fortæller han.

Læs også: Jeg savner den gamle Jacob

Dengang var Peter en vred, ung mand, og det gjaldt om at holde facaden og se så bister ud som muligt.

– Ingen måtte se, at jeg var sårbar.

Sådan er det ikke på Café Ingeborg. Her må man være, som man er, og der er ingen grund til at holde paraderne oppe. I dag arbejder Peter 15 timer om ugen på caféen. Han har stadig ondt i ryggen og må sove til middag, når han har været på arbejde. Men han er gladere, end han nogen sinde har været, og han har igen fået overskud til sine børn, som der i mellemtiden er blevet fem af. Han er blevet den far, han drømte om at være, og i stedet for at spille computerspil for nedrullede gardiner tager han nu på fisketure og vinterbader med familien.

– Jeg er blevet et helt andet menneske, og jeg er ikke længere bange for fremtiden.

Fik selvtillid igen

På afstand ligner han stadig en gadedreng fra Hundige, men når man kommer tæt nok på til at se smilet i hans øjne, opdager man også, at tatoveringen på kinden er hans kælenavn ”Kitty”, og kunsten på hans arme er hans børns kælenavne.

Men på Café Ingeborg er der ingen, der ser Peters hårde facade. De ser bare Peter.

– Deres glæde smittede hurtigt af på mig. Det har reddet mit liv at arbejde her. Hvis jeg ikke havde fået den chance, havde jeg mistet kontakten til mine børn, siger Peter.

Med jobbet på Café Ingeborg har han fået selvtilliden tilbage. Han er blevet mentor og har fået ansvar for kollegerne i køkkenet. Når der starter nye, er det ham, der viser dem rundt og fortæller om stedet. Noget, han aldrig havde troet, han ville komme til at turde.

– Før jeg startede her, ville jeg have været alt for bange for at stille mig frem på den måde. For jeg ville have været bange for at være sårbar. Det er jeg ikke længere.

Hvor Peter tidligere havde svært ved at tage sig sammen, når han skulle på arbejde, er jobbet nu blevet noget, han glæder sig til.

– Jeg lader op, når jeg er på arbejde. Her er så meget positivitet, at man ikke kan lade være med at blive i godt humør af det.

Læs også: Nicole trænede sin depression væk