Pia mistede sin søn til narko

Hun har brugt dage og nætter på at ringe rundt til hospitaler og herberger. Hun har kimet sagsbehandlere ned og tigget om hjælp. Hun har råbt og skreget og grædt. Hun har stået klar til at gribe, hver gang hendes søn faldt. Igen og igen og igen. Nu er telefonen stille, og tårerne tørret ind. Emil nåede at dø syv gange. Den sidste gang vågnede han ikke igen.

Læs også: Jeg kunne ikke redde min søn

– Det var naboen, der opdagede lugten og tilkaldte politiet. Da havde han ligget i sin lejlighed i 10 dage, fortæller Pia med et tomt blik i øjnene.

Emil blev kun 29 år. Halvdelen af sit liv tog han stoffer. Han startede med at sniffe lightergas, da han var 14 år. Senere tog han ecstasy, amfetamin, heroin, kokain og mange andre stoffer. Listen er lang og tegner et liv, der var dømt til at blive alt for kort.

Emil var en sød dreng

Da Pia Thornborg Nielsen fødte sin søn for 29 år siden, havde hun ingen anelse om, hvor meget hun ville komme til at kæmpe for hans liv.

– Emil voksede op og var en sød og glad dreng. Han var dygtig i skolen og elskede at spille fodbold i Helsinge, hvor vi boede. Vi levede et helt almindeligt familieliv som så mange andre. Jeg blev nok skilt fra Emils far, da han var to år, men det bliver børn jo som regel ikke narkomaner af, siger Pia.

Da Emil blev teenager, forandrede han sig, ligesom de fleste teenagere gør. Han var mere sammen med vennerne, og det var ikke altid let at holde styr på, hvor han var, og hvem han var sammen med. Pia og hendes nye mand, Lars, lagde dog mærke til, at der tit lugtede af deodorant på Emils værelse, når han havde venner på besøg.

– Vi fandt ud af, at de sniffede gassen fra deodoranterne.

Det var sådan, det startede.

Fundet af naboen

Der lugtede slemt i Emils lejlighed, da Pia kom for at tømme den. Emil havde ligget der i 10 dage, indtil naboen opdagede den kvalme lugt af fordærv og slog alarm. Alt i lejligheden flød. Der var fyldte affaldssække og rådne madrester overalt.

– Jeg ville egentlig gerne have haft et minde om ham. En lille ting, jeg kunne tage med hjem og beholde, så jeg havde noget at kigge på, når jeg savnede ham. Men der var så ulækkert i lejligheden, at jeg ikke kunne holde ud at tage noget med mig, fortæller Pia.

Hun husker, at der var lagt et stort stykke plastik på det sted, hvor Emil havde ligget, da han blev fundet. Han var for længst kørt væk, men lugten var der stadig.

– Det var ikke til at holde ud at være der.

Læs også: Mille mistede sin mor til stoffer som 10-årig

Ingen hjælp at hente

Da lightergassen blev til ecstasy og andre stoffer, sendte Pia sin søn på efterskole, i håb om at han ville skifte spor. Men allerede efter 14 dage blev han smidt ud, fordi han havde taget stoffer. Nu kunne Pia godt se, at hendes søn havde brug for mere hjælp, end hun kunne give ham. Emil blev derfor frivilligt anbragt på døgninstitution, hvor der skulle være professionelle til at hjælpe ham i den rigtige retning. Men i de tre år, han boede der, udviklede han bare et endnu større misbrug, og da han fyldte 18 år, var han fra den ene dag til den anden overladt til sig selv.

– Kommunen tog hans støtte-kontaktperson fra ham, og så måtte han klare sig selv, husker Pia.

Dermed var Emil hjemløs, narkoman og overladt til sig selv og til sin familie, der ikke anede deres levende råd. Hans psyke fik det værre og værre, og indimellem blev han psykotisk. Pia kæmpede for at hjælpe sin søn, men da hendes anden søn stadig boede hjemme, kunne hun ikke lade Emil flytte hjem.

– Det var så hæsligt. Men Emil kunne blive helt utilregnelig, og jeg var jo nødt til at passe på den mindste også.

Døde seks gange

Gennem årene er Pia blevet ringet op et utal af gange af mennesker, der har fundet hendes søn livløs på grund af en overdosis. Frygten for det værste opkald, en mor kan få, har givet hende mange søvnløse nætter i huset i Ølsted.

– Han døde og blev genoplivet seks gange. Der var han heldig, fordi han blev fundet i tide. Det blev han ikke den syvende gang, siger Pia.

Emil levede det meste af sit voksenliv som hjemløs. Han sov på herberger eller på venners sofaer, når det var muligt. Derfor var der altid nogen, der fandt ham og ringede 112, når han havde fået en overdosis. I efteråret 2020 fik han langt om længe en lejlighed i Bagsværd. Det var en lettelse, og Pia hjalp ham med at komme på plads og sørgede for de ting, hendes søn ikke selv kunne overskue. Blandt andet fik hun lavet en betalingsordning, så huslejen automatisk blev betalt.

– Jeg aftalte med hans sagsbehandler, at hun skulle sætte noget af hans kontanthjælp af til husleje. Ellers brugte han jo rub og stub, så snart han kunne få fat i pengene.

Men selv om lejligheden gav en tiltrængt stabilitet, endte den også med at koste Emil livet. Her var der nemlig ingen, der fandt ham, da hans hjerte stoppede med at slå. Han døde alene.

Læs også: Carolina kom ud af misbruget

Afvist

Pia ved ikke, hvorfor hendes søn blev narkoman. Hun mener, at han havde begyndende skizofreni, men det er svært at vurdere, om de psykotiske anfald skyldtes stofferne, eller om Emil virkelig var psykisk syg.

– Det var først til sidst, at han kom i behandling i psykiatrien. Men han nåede aldrig at blive ordentlig udredt, så han havde ingen diagnoser, selv om han psykisk havde det rigtig dårligt, fortæller Pia.

Flere gange kørte hun sin søn på psykiatrisk skadestue, fordi han opførte sig psykotisk. Hver gang blev de afvist.

– De ville ikke tage imod ham, når han havde taget stoffer, og det havde han jo altid. Så måtte vi køre igen. Det eneste, jeg kunne gøre, var at gå en langtur med ham, indtil han var faldet lidt ned.

Et godt menneske

Pia håber, at hendes historie kan få andre til at se, at narkomaner også er mennesker, og at de har brug for hjælp fremfor fordømmelse.

– Nogle gange møder jeg mennesker, der mener, at sådan nogle som Emil bare er ”nogle skide junkier”. Men min søn var ikke bare en skide junkie! Han var sød og ærlig og altid høflig og venlig. Han var omsorgsfuld og et godt menneske, og han var der altid for andre, når de havde brug for hjælp. Han var ikke et dårligt menneske, han havde det bare rigtig svært, siger Pia.

Hun ønsker, at der ska-bes bedre hjælp for andre med misbrugsproblemer, så de ikke ender som Emil.

– Det første problem opstår, når man mister alt hjælp, den dag man fylder 18 år. Alle ens problemer bliver jo ikke løst, fordi man har haft fødselsdag.

Læs også: Jeg købte stoffer til min søn

Behøver hurtig hjælp

Pia har mange gange oplevet, at Emil måtte vente måneder, når han bad det offentlige om hjælp til at komme ud af sin hjemløshed og sit misbrug. Der skulle som regel en hel stribe møder til for at afgøre, om han nu også var tilstrækkeligt motiveret til at blive stoffri.

– Når man lever et så kaotisk liv, som mange narkomaner gør, så er det rigtig svært at komme til et møde på et bestemt tidspunkt om nogle uger eller måneder. Man lever jo ikke sit liv efter en kalender, når man er i konstant jagt på penge og stoffer. Derfor nytter det ikke noget, at de skal til en masse møder, før de kan komme på afvænning. De når at miste motivationen og troen på, at de kan få hjælp, i mellemtiden, siger Pia.

Mistede tilliden

Pia understreger, at narkomaner skal kunne komme i behandling med det samme, når de er klar til det. Hun oplevede selv, at Emil mistede tilliden til, at nogen ville hjælpe ham. Skiftende sagsbehandlere, lange ventetider og aftaler, der aldrig blev til noget, fik ham til at miste troen på, at det kunne lade sig gøre.

– I en misbrugers verden er det alle mod alle. Så derfor har man grundlæggende svært ved at stole på andre. Derfor er det rigtig vigtigt, at misbrugere oplever at kunne stole på, at de får hjælp, og at de bliver set som mennesker og taget alvorligt. Jeg ville ønske, at man havde taget det mere alvorligt, når Emil bad om hjælp. Han følte ikke, at han kunne stole på nogen.

Læs også: Isabella blev kun 28 år: Jeg savner min datter

Sorg og lettelse

– Det har virkelig været hårdt at være mor til en dreng, der havde det så skidt. På en måde er det en lettelse, at jeg ikke længere skal gå og være bange. Samtidig er jeg helt ødelagt af sorg, for jeg elsker jo min søn, siger Pia.

Samtidig med at sorgen overvælder hende, er hendes nervesystem langsomt ved at falde til ro efter mange år i konstant alarmberedskab.

– Det har været så hårdt at vide, at han sandsynligvis ville blive fundet død en dag, men ikke hvordan og hvornår. I de perioder, hvor jeg ikke har kunnet få kontakt til ham, har jeg kimet hospitaler ned for at finde ham. Jeg er ofte blevet ringet op af folk, der har fundet ham livløs, siger Pia.

Hver gang telefonen ringer, bringer det stressen op i hende igen. Men som månederne går, bliver dagene lettere at komme igennem.

– Han var jo min dreng, og jeg savner ham hver dag. Men det er en lettelse at vide, at han ikke længere skal kæmpe.

Læs også: Fra narkoman til kærlig mor