Pia var højgravid, da hun fik kræft: ignorerede sin sygdom
Gravid med kræft
Det blev opdaget under en graviditetsundersøgelse hos lægen. Pia havde hevet sin bluse op, blottet den store mave, så lægen kunne måle den, da lægen udbrød:
– Hvad er det, du har på maven?
Pia havde lagt mærke til det store modermærke på maven, men da det var hendes tredje barn, var maven vokset lynhurtigt, og modermærket var vel bare blevet større i takt med, at huden havde strukket sig? Havde hun tænkt...
Men da lægen kaldte på sine kolleger for at vurdere modermærket, blev den løse snak om baby og fødsel pludselig til en alvorlig samtale om kræftpakker og en tidsbestilling til Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus.
– Jeg havde været en fuldstændig velfungerende gravid kvinde, som knoklede derudad og kunne alt – pludselig var jeg højgravid og havde fået kræft.
Læs også: Mor til fire med kræft vil ikke have behandling - hun vil spise sig rask
Ingen sygemelding
To dage senere lå hun på en briks på sygehuset, mens lægerne stak nåle igennem hendes udspilede maveskind.
Forinden havde de drøftet, hvordan de skulle gribe det an, for med en stor baby i maven kunne hun ikke komme i fuld narkose. Derfor måtte de ty til den næstbedste behandling for at redde både mor og barn: Lokalbedøvelse – og så skrabe så meget væv væk, som de kunne, uden at skade barnet.
Det var Pia ellers overbevist om, at de gjorde, og først da hendes søn tre måneder senere lå på hendes bryst, og hun kunne tælle alle små fingre og tæer, lod hun sig overbevise. Sønnen var velskabt trods kræften.
– Det var en kæmpe lettelse at få ham ud og se, at han var helt, som han skulle være. Og så kunne jeg jo bare fortsætte derudad, konstaterer Pia med et skævt smil.
For det var det, hun gjorde. Hun lod som ingenting, ignorerede sin sygdom og ”holdt facaden”, som hun selv siger.
Da modermærket på maven var væk, havde en sygemelding ikke engang strejfet hende. Hun fortsatte med det krævende job som trendspotter i modebranchen med månedlige rejser til Paris, og når hun havde fri, stod hun klar som fitness-instruktør for de seks-otte hold, hun trænede hver uge.
Heller ikke, da hun blot 10 dage efter fødslen igen måtte have skåret et modermærke væk fra det ene bryst, fordi det så mistænkelig ud og senere viste sig at være celleforandringer.
– Jeg fik det slet ikke bearbejdet og havde det rigtig skidt, men jeg ville ikke være ved det. Jeg var simpelthen bange for at åbne op – for hvad ville der så ske?
- Jeg brugte al min energi på at bilde både mig selv og andre ind, at jeg havde det godt. Hver en ledig time i kalenderen var fyldt op, og sådan skulle det være, følte jeg, fortæller Pia, der over de næste tre år fik fjernet 25 modermærker fra kroppen.
Alligevel formåede hun at holde sig ”kørende”, selv om det blev sværere og sværere for hende at slappe af.
Brød sammen
Det første symptom var søvnproblemer. Minutter blev til timer hver nat, hvor hun lå vågen, og dagene gik med arbejde, pligter og holdaktiviteter.
– Jeg sov ikke om natten, derfor måtte jeg drikke spandevis af kaffe hver dag og spise ekstra sukker for at holde mig vågen. Jeg lyttede ikke efter, hvad min krop forsøgte at fortælle mig. Jeg passede mit krævende job og væltede rundt i påtaget overskud. Jeg var den seje pige, der kunne det hele trods kritisk sygdom.
Trætheden fik hende til sidst til at opsøge sin læge, og da hun sad over for hende og sagde højt, at hun faktisk ikke havde det specielt godt, brød hun hulkende sammen. I halvanden time fik hun lettet sit hjerte og indvilgede i at lade sig sygemelde med det samme med en depression. Medicin ville hun dog helst undgå.
Fra den ene dag til den anden var den fyldte kalender ryddet. Kun de to ugentlige aftaler hos psykologen eller lægen var plottet ind – resten af tiden var Pias.
– Jeg søgte ud i naturen og gik lange ture, og så havde jeg en ganske særlig badebro, hvor jeg kunne sidde i timevis og bare kigge ud over vandet. Jeg dyrkede yoga, spiste lykkemad, vinterbadede og stod på hovedet på den bro. Og selv om vejret kunne være rigtig dårligt, så var det oftest der, at det var allerbedst for mig at være ude, fortæller Pia, der med sin viden om sundhed fra sine uddannelser som fitnessinstruktør også valgte at lægge sin kost om.
Lykkemad
– Det gav mening at spise antiinflammatorisk, og jeg kunne mærke en stor forandring ved at gøre det. Jeg havde meget mere energi, og maden boostede mig simpelthen i stedet for at dræne mig. Det var en dejlig fornemmelse at gøre noget godt for min krop, forklarer Pia, der i takt med, at hun fik det bedre i løbet af nogle måneder, fik lyst til at hjælpe andre med at være til stede i nuet.
– Jeg havde ikke lyst til at komme tilbage til mit daværende job. Jeg ville meget hellere dele ud af den viden, som var afprøvet i og på egen krop. En ting var dog klart: Al undervisning skulle foregå i naturen – personlig træning, yoga, meditation og mindfulness walk.
I dag er det tre år siden, at Pia startede sin egen virksomhed ”Sund med smil”. Helt almindelige kvinder (og mænd) søger hjælp til træningen, kosten eller til at finde tilbage til livet igen.
– Når jeg tænker tilbage på mit tidligere liv, forstår jeg slet ikke, at det betød så meget for mig at have den facade på – også over for mig selv. På en måde er jeg glad for, at jeg fik stoppet op i en tidlig alder og indset, at det var det forkerte liv, jeg førte. Tænk, hvis jeg først indså det, når jeg er 65. I dag kender jeg mig selv så godt, at jeg er opmærksom på alle kroppens signaler. Jeg passer på mig selv, for jeg skal ikke helt derned igen.
