Pias sorg: Min datter blev dræbt af et tog

Pia stryger hånden over den sorte gravsten og fjerner bladene, som dækker det nederste af skriften. Datteren Denises navn toner frem. Det er skrevet med guldbogstaver og er en tro kopi af hendes egen håndskrift.

For Pia var det vigtigt at vælge den smukkeste sten, hun kunne finde. Den skulle passe til det fantastiske menneske, der nu ligger begravet i jorden under den.

Denise nåede kun at leve i 15 år og syv måneder. Hendes mor vil til gengæld sørge over tabet for evigt.

– Den første tid kunne jeg næsten ikke trække vejret. Jeg kastede op, når jeg forsøgte at spise, og jeg havde lyst til at tage mit liv. Der var ingen grund til at leve mere. Smerten var uudholdelig, siger svenske Pia Lovholt, 52.

Stadig til stede

Det er nu godt 12 år siden, at Denise gik bort, men hun er stadig til stede i Pias hjem. Billederne på væggen og minderne på reolen genkalder den energiske, unge pige, som elskede at hænge ud med vennerne og hygge med sin lille nevø. Og som lyste ethvert rum op, så snart hun trådte ind.

– For mig er det vigtigt, at vi fortsætter med at tale om Denise. Jeg vil aldrig ”komme over” hende. Så er det jo, som om hun aldrig har levet.

Det var dagen før juleaften, at Pias liv blev forandret for altid. Denise, som lige var begyndt i gymnasiet, havde en ældre kæreste med egen lejlighed. De var ofte hos ham, og de havde planlagt at fejre julen sammen, dels hos hans familie og dels hos Pia.

– Denise elskede kødboller og sagde, at vi skulle gemme nogle, til hun kom hjem fra sin kærestes familie, siger Pia og fortæller, at der gik mange år, før hun selv kunne spise kødboller igen.

Den 23. december havde Denise og kæresten holdt fest i hans lejlighed med nogle venner. Af en eller anden grund var de blevet uvenner. Pia har forsøgt at danne sig et billede af, hvad der skete, og vennerne har kunnet bidrage med brudstykker af hændelsesforløbet. De har fortalt, at Denise gik ind og ud af lejligheden nogle gange. Hun havde blandt andet glemt sin mobil.

Mødt af politiet

Måske var det på det tidspunkt, hun ringede til sin mor.

– Hun ringede til mig midt om natten. Det var sidste gang, jeg talte med min datter. Denise ville have et lift hjem, og jeg bad min daværende kæreste om at hente hende. Bilturen tager kun et kvarter, men min kæreste ringede til mig og sagde, at han ikke kunne se hende nogen steder. Hun burde stå og vente foran lejligheden.

I stedet blev Pias kæreste mødt af politibiler og en ambulance.

– Jeg skreg til ham i mobilen, at han måtte finde ud af, hvorfor de var der. Det var, som om en iskold hånd knugede mit hjerte.

SE OGSÅ: Min datter lå død på sit værelse

Pias kæreste kom hjem uden Denise, men i selskab med en politibetjent, som havde et diadem og en telefon i hånden. De spurgte, om det tilhørte Denise. Pias verden brød sammen.

– Politiet ville også have et fotografi af Denise for at kunne identificere hende. De havde fundet en pige på nogle togskinner, men var ikke helt sikre på, om det var hende. Håbet er det sidste, der dør, og selv om jeg klamrede mig til at halmstrå, så tænkte jeg, at det kunne være, at hun havde byttet tøj med en af sine venner, sukker Pia og tilføjer:

– Ikke fordi det havde været bedre, hvis det havde været en ven, der døde.

Begravet i festkjole

Denise havde ringet til sin mor klokken 01.15. Klokken 01.29 mistede hun livet. Det var dér, togføreren trak i nødbremsen, viser fartskriveren. Ingen ved, om Denise bare ville smutte hurtigt over sporet, eller om hun bevidst valgte at træde ud foran toget.

Pia så ikke sin datter før i begyndelsen af januar, hvor hun kom tilbage fra obduktionen.

– Det var en enorm lettelse at se, at hun var hel og fin. Jeg klædte hende på til begravelsen, og det var vigtigt for mig, selv om det var så hårdt, at jeg besvimede flere gange. Denise fik den kjole på, hun skulle have brugt til nytårsaften. Og jeg svøbte et sjal om hendes skuldre, så hun ikke skulle fryse.

Efter Denises død ville Pia også dø. Hver en vejrtrækning var smertefuld, og hun anede ikke, hvordan hun skulle overleve sorgen. Det eneste, hun kunne, var at græde og kæderyge.

Med tiden fandt hun dog en smule trøst i at læse om andre, som har mistet deres børn og fundet en mening med livet på ny. Hvis de orkede at leve videre, måtte hun kunne klare at fortsætte mindst én dag til. Et skridt ad gangen.

Pia startede i kirkens sorggruppe, men følte sig ikke hjemme blandt ældre mennesker, som sørgede over jævnaldrende. Hun søgte efter andre i hendes situation og fandt dem på internettet gennem en forening for forældre, der har mistet et barn. Samtalen med medlemmerne, som virkelig forstod, hvad hun gik igennem, blev hendes terapi.

– Vi deler den samme forfærdelige oplevelse og den samme ”aldrighed”. Vi kan aldrig mere kramme vores barn, og vi får aldrig lov til at opleve dem blive studenter eller se dem selv blive forældre.

Uventet gravid

Uden Denise blev Pias hjem tømt for børn. Hendes søskende, Jimmy, 32, og Johanna, 30, var allerede flyttet hjemmefra. Pia og hendes kæreste havde tidligere forsøgt at få børn sammen uden held. Det var derfor et chok, da hun blev uventet gravid året efter Denises død.

– Jeg ville have en abort. Vi havde allerede haft flere ufrivillige aborter, og jeg kunne ikke klare at miste flere børn, siger Pia, som fik næste chok under ultralydsscanningen før den planlagte abort. Der var to børn i maven!

– Det føltes som et tegn. Jeg kunne ikke skille mig af med tvillinger!

Det blev en kompliceret graviditet, og sønnerne Victor og Ville blev født under stor dramatik 10 uger for tidligt.

– Victor svævede mellem liv og død og blev hastet til et andet hospital. Endnu en gang blev jeg grebet af angst. Skulle jeg miste endnu et barn? Det betød ingenting, da lægen sagde, at han sandsynligvis ville være svært handicappet, hvis han overlevede. Det vigtige var, at han ikke døde!

SE OGSÅ: Charlottes datter tog sit eget liv

Pia og tvillingerne tilbragte tre måneder på hospitalet, og med tiden viste det sig, at Ville lider af hjerneskaden cerebral parese, og begge drenge har også andre handicap. Pia er i dag alene med sine 10-årige sønner. Deres far er død, og det samme er Denises far.

– Jeg har mine store børn og tre børnebørn. Ellers er det bare mig og drengene nu. Ville har brug for assistenter døgnet rundt, og vi har vænnet os til, at der konstant er plejepersonale i hjemmet. Det er selvfølgelig hårdt, men vi forsøger at fylde livet med så mange sjove stunder som muligt. Vi rejser, går i biografen og i legeland.

Vil hjælpe andre

Pia har ikke tid til egne interesser, men hun bruger sin sparsomme fritid på at støtte andre, som er midt i sorgen over et mistet barn. Det har taget lang tid at hele. Først nu er hun parat til at være noget for andre end sine nærmeste.

– Jeg har uddannet mig til støtteperson, fortæller Pia, som for nylig har startet en lokalafdeling af den forening, som hjalp hende så meget, da hun selv var midt i sit livs værste krise.

– Selvfølgelig sker det stadig i dag, at jeg bryder sammen og bare ligger og græder. Denise skulle have mødt Victor og Ville. Hun ville have været en fantastisk storesøster.

Pia ser fortsat Denises venner og følger interesseret med i deres liv. De er blevet voksne, og flere af dem har fået egne børn.

– Nogle gange tænker jeg på, hvor Denise ville have været i dag. Hvilket job ville hun have? Havde hun også fået børn? Det er smertefulde tanker. Men jeg har Jimmy, Johanna, mine børnebørn og Victor og Ville. Og jeg skal nok overleve.