Pigerne blev skældt ud efter tabet af deres lillesøster: Vi måtte ikke dele sorgen

Selv i døden var Victoria smuk.

Natasha tog et billede af sin lillesøster med sin telefon. Hvorfor skulle hun ikke gøre det? Det så jo bare ud, som om Victoria sov. Hendes skrammer var hverken blodige eller voldsomme. Hendes øjenlåg var lilla, og på venstre kind var der en hudafskrabning. Men i 12-årige Stephanie og 10-årige Natashas øjne var deres elskede lillesøster stadig yndig.

Victoria lå fint i hospitalssengen iført det tøj, pigernes mor, Janni, havde givet hende på. Hun så så fredfyldt ud, og Natasha tog billedet, netop som hun og familien havde sagt et sidste farvel til deres lille prinsesse.

Natasha var 10 år. Hun vidste ikke, at folk ikke kan lide billeder af døde. Hun vidste ikke, at hun ikke måtte være glad for det sidste foto af sin lillesøster.

LÆS OGSÅ: Jeg gav min datter væk

Hun lagde billedet op på væggen i en Facebook-gruppe for folk, som har mistet. Over billedet skrev hun en uskyldig opfordring til at tænde et lys for lillesøsteren, som blev kørt ned og dræbt, da hun var bare 5 år.

Tre timer efter var Natashas opfordring så udskældt, at den blev slettet. Hverken Natasha eller hendes mor, Janni, kunne forstå, hvorfor et billede af deres lille pige kunne skabe så meget drama.

Det samme skete, da storesøster Stephanie delte sin sorg på nettet. Hun savnede sin lillesøster og skrev om sit savn på smukkeste vis. Men også det opslag blev udskældt og slettet, kort tid efter hun havde lagt det på Facebook.

Forsøgte at bremse

– Jeg syntes, det var rart, at mine piger kunne udtrykke deres sorg, så jeg kunne ikke drømme om at stoppe dem. Hvis vi ikke kan tale om døden og tåle at se døde mennesker, bliver det endnu sværere at forstå og leve med sorgen, især for et barn. For mig var det vigtigt, at pigerne så deres lillesøster død, så de aldrig ville være i tvivl om, hvad der egentlig skete med hende. At de delte det billede var jo bare deres måde at sørge på, og det synes jeg ikke, man skal gøre sig til dommer over, siger pigernes mor, 32-årige Janni Markussen.

Victoria var hendes mellemste barn. Hun var hele familiens eventyrer, og intet kunne stoppe den lille modige og nysgerrige pige. Heller ikke en lukket havelåge. Victoria vidste godt, at hun ikke måtte gå ud af haven, og at hun ikke måtte cykle alene.

LÆS OGSÅ: Nanna er stolt som husmor

Janni havde netop hentet hende og de to mindste, Mikas på 3 år og Selina på halvandet, hos sin ekssvigerinde. Det var en dejlig varm august-eftermiddag, og Janni lod børnene lege i den lukkede have, mens hun gik i gang med at lave mad.

– Victoria havde mødt genboens jævnaldrende tvillingepiger dagen før, og jeg tror, hun ville besøge dem. Måske kunne hun høre dem på deres trampolin.

Hun har forsøgt at bremse med fødderne ned ad bakken. Det kan man se på hendes sko. Den ene skosnude er helt slidt ned. Hun havde lige lært at cykle uden støttehjul, men hun var ikke erfaren nok. Hun havde ikke en chance. Bilerne kører meget hurtigt, selv om de kun må køre 70 kilometer i timen, fortæller Janni.

Jeg skreg

Den dag var storesøster Stephanie gået ud for at samle mælkebøtter til sine kaniner. Hun så en gruppe mennesker stå på vejen omkring 20 meter fra deres hus. Hun kunne fornemme, at der var sket noget alvorligt, og da hun gik tættere på, så hun sin søster ligge på vejen. Hun løb tilbage til huset, så hurtigt hun kunne. Den første voksne, hun mødte, var Henrik, en af Jannis kærestes venner.

LÆS OGSÅ: Madeline med Downs går model på catwalken i New York

– Jeg kunne se ud ad køkkenvinduet, at Henrik og Stephanie løb af sted i panik, og jeg tænkte: ”Åh nej! Det her er ikke godt.” Jeg troede, det var en af hundene, som var blevet kørt ned. Med Selina på armen løb jeg efter dem. En mand havde set ulykken, og sammen med vores nabo forsøgte han at give Victoria hjertemassage. Det må have været forfærdeligt for ham. Senere har han fortalt, at det værste ved ulykken var mine skrig. Nogen holdt mig tilbage. Der blev ringet 112. Det var de længste minutter i mit liv, fortæller Janni.

Ud over en hudafskrabning havde Victoria et åbent benbrud. Men der var intet blod. Det skyldtes, at knoglen ikke havde ramt nogen blodårer, da den knækkede.

Janni fik lov til at komme med akutlægebilen efter ambulancen til Odense Universitetshospital. Her holdt lægerne liv i Victoria ved hjælp af en respirator, mens de scannede hendes lille, livløse krop.

Gav liv til tre

Janni, Victorias far og hans nye kæreste sad nervøse og ventede på dommen i et venteværelse. Imens blev Jannis kæreste Niklas hjemme og passede børnene.

Janni bevarede håbet om, at lægerne kunne redde hendes lille pige, lige indtil lægen kom ud, og hun så alvoren i hans øjne.

– Desværre. Jeres datter vil ikke overleve sine kvæstelser. Hendes nerver i nakken er revet over, sagde han. Efter et stykke tid kom et par andre læger og spurgte os, om de måtte bruge Victorias organer. Vi sagde ja. Victoria var jo en hjælper, og hun var glad for alle. Nu lever hun videre i tre mennesker, hvis liv hun har reddet. Den ene fik hendes hjerte, den anden hendes lever og den tredje hendes nyrer, fortæller Janni. Det er den eneste trøst, hun kan finde i sin sorg.

Tiden lige efter ulykken husker Janni kun svagt. Hun var i chok og kunne ingenting.

Hendes gode veninde Heidi flyttede ind hos dem med sine egne to børn og blev i en hel måned. Det var hende, der sørgede for at få børnene op om morgenen og ud ad døren.

I dag kan Janni og kæresten Niklas godt få hverdagen til at hænge sammen. De har overvejet at flytte, men det er svært at flytte fra de vægge, Victoria har tegnet på.

LÆS OGSÅ: Anne har Hiv, men smitter ikke

Døden bør ikke være et tabu

– Jeg vågner hver nat ved, at hun står ved siden af sengen. Og Natasha ser sin lillesøster ved sin side ovre i skolen. Victoria er med os, og vi kan ikke flytte. Det var jo her, hun boede, siger Janni.

Efter ulykken var huset fuld af folk, der kom og gik og passede på familien. Både familiemedlemmer, venner, naboer og folk, som Janni aldrig havde set før. Nogle nabokoner afleverede en konvolut med mange tusinde kroner i. De havde samlet ind til en bårebuket, og Janni var taknemlig for deres omsorg, selv om det ikke var nemt for hende at tage imod penge fra fremmede.

Andre lagde afstand til hende og familien.

– Mange medier skrev om ulykken, og alle vidste, at vi havde mistet Victoria. Alligevel var der mange, der lod, som om de pludselig ikke kendte os. Det gjorde ondt. Når folk går over på den anden side af gaden, fordi de ser os, føles det, som om vi selv var skyld i ulykken. Det er næsten som at være udstødt, forklarer Janni.

Alle mister

Hun ville ønske, at døden ikke var så svær at tale om. Det tabu, som hendes piger oplevede, da de skrev om deres døde søster, oplever familien stadig.

– Man kan ikke sige noget til os, som gør os mere kede af det. Det skal man huske, når man hører om folk, som har mistet. Det burde ikke være så svært at håndtere døden. Døden er jo helt naturlig. Den sker for os alle, men den kom alt for tidligt for Victoria.

Det er, som om nogle mennesker tror, at hvis de tager afstand fra os, så kan de lade, som om noget lignende aldrig vil ske for dem. Men ingen kan gå gennem livet uden at miste, og vi bør være mere imødekommende over for dem, der mister, siger Janni.

Hun er mest bekymret for sin 3-årige søns reaktion. Folk har fortalt hende, at børn i hans alder ikke føler sorg. Men det passer ikke, ved Janni. Mikas er blevet en hel anden dreng. Han, som før var ubekymret og glad, er nu forandret.

– Mikas og Victoria var som pot og pande. En del af ham er forsvundet, og han taler stadig om Victoria hver dag. Han siger ”Mor, vi skal hente Victoria” eller ”Jeg skal ud at hente Victoria ude på vejen”.

LÆS OGSÅ: Trillinge-mor har narkolepsi

Ingen hjælp

Andre gange siger han, at Victoria er død, eller at hun er oppe i himlen. Når jeg forklarer ham, at Victoria aldrig kommer hjem igen, bliver han ked af det og meget vred, fortæller Janni.

Hun forsøger at takle sine børns sorg samtidig med sin egen. Hun har ikke fået tilbudt psykologhjælp, selv om hun har bedt om det.

– Jeg har skiftet læge. Min gamle læge tilbød mig ikke andet end beroligende piller, men jeg skal ikke tage piller, når jeg skal være her for mine børn. Jeg skal være til stede, og jeg skal gennemleve alle følelserne. Det er helt absurd, at den nabo, som ydede førstehjælp på Victoria, har fået tilbudt krisehjælp, men vi har ingen hjælp fået. Når man mister et barn, forventes det, at man klarer alt selv, lyder det fra Janni.

Det gør hun så – så godt hun kan. Heldigvis har hun gode veninder, der kommer og hjælper, når sorgen bliver for stærk. Og heldigvis har Janni sine fire levende børn. Uden dem var hun ikke sikker på, at hun selv kunne leve videre.

Det skrev Stephanie

Stephanies sidste hilsen til sin lillesøster, som blev slettet på Facebook, fordi folk følte sig stødt, lød:

Tænd et lys for min søster. I søndags blev du kørt ned af en bil. Du nåede kun at blive 5 år. Victoria, du er savnet. Jeg elsker dig. Håber du får det godt deroppe. Du kan tro, at jeg savner dig, min lille engel. Jeg glemmer aldrig vores minder. Vores sjoveste minde var, da vi skulle fange kaninerne, og vi legede topmodel. Kan du huske det, og hvorfor skulle det lige ske for dig, min skat? Storesøster tænker på dig. Det kan du tro, jeg gør.