Pludselig bliver man alene

Da Cecilie mistede sin far, prøvede hun at vende tilbage til sit normale ungdomsliv og sit studie en måned efter. Men det var for tidligt. Hun følte, alt ramlede omkring hende, og til sidst måtte hun søge hjælp.

Af David Foli, Foto: Morten Mejnecke

Første maj for tre år siden mistede Cecilie sin elskede far til kræften.

– Solen skinnede den dag. Vi trak gardinerne fra inde på stuen, så der kom lys ind. De havde tit været trukket for, når solen stod ind i værelset, fordi han ikke kunne tåle lyset. Det var en forfærdelig dag, men det var rart at se ham ligge der så fredfyldt. Hævelsen i hans ansigt fra medicinen var faldet, så han lignede mere sig selv. Jeg var så uendelig ked af det, men det var så fint at se ham se så fredfyldt ud. Det var en surrealistisk dag. Sådan en mærkelig fornemmelse af at bevæge sig rundt i en ond drøm, man bare ikke kan vågne op fra, siger Cecilie, som i tiden efter sin fars død boede hjemme hos sin mor i barndomshjemmet i Strib.

Tog hem til sin mor

 På det tidspunkt var Cecilie lige flyttet til København, og hun var i gang med speciale.

– Jeg kunne slet ikke forholde mig til nye mennesker i København og mit speciale, så det var rigtig rart at kunne være hjemme hos min mor i den tid. Vi gik mange ture sammen, og var bare i det sammen.

Cecilie var hjemme i en måned, inden hun vendte tilbage til sit nye liv i København.

Følte sig alene

– Men det var for tidligt. Jeg følte mig alene og kunne på ingen måde samle mig om at komme i gang med specialet igen. Det hele ramlede for mig, og jeg nåede til en erkendelse af, at jeg havde brug for hjælp. Så jeg gik rent fysisk op og bankede på døren hos Kræftens Bekæmpelse. Her blev jeg henvist til Børn, Unge & Sorg, hvor jeg til sidst blev overtalt til at være med i en sorggruppe. Det var jeg ellers ikke meget for, at skulle sidde der sammen med en masse andre og snakke om nogle svære følelser.

Men mødet med de andre i sorggruppen gjorde en stor forskel. Her var alle i samme båd, og her var der en forståelse, som var svær at finde andre steder.

I denne uge fortæller Cecilie ærligt, hvordan hun kom igennem den svære tid efter sin fars død. Læs Cecilies historie i Ude og Hjemme nummer 23.