Torsdag, 26. april 2018 - 11:15 - af Peter Helperin, Foto: Peter Helperin, Scanpix/Ritzau, privat, Bearbejdelse: Helle Hartz
Politihunden der fandt Kim Walls lig: Ben har næse for død
Eftersøgningen af mordet på Kim Wall – eller Ubådssagen som sagen også bliver omtalt - har været en kompliceret og overraskende sag, der har involveret næsten alle afdelinger inden for politiet. Men et af de vigtigste gennembrud i sagen var, da den svenske politihund Ben fandt den myrdede journalists kropsdele i Køgebugten.
PrintSom en anden galionsfigur troner springerspanielen Ben i forstavnen på den lille motorbåd. Bens nysgerrige øjne spejder ud over det blanke vand, mens hans følsomme næse vejrer i luften. Den 7-årige Ben er politihund og er blandt andet trænet i at lede efter døde mennesker, både til lands og til vands.
At kunne få færten af lig er ikke noget, alle hunde har næse for, og det kræver masser af hård træning og tålmodighed.
– Når vi træner hunde til at søge efter døde kroppe, bruger vi stofstykker, som vi får fra Retsmedicinsk Institut i Lund. Når en person dør, begynder en forrådnelsesproces, der afgiver særlige gasser, som hundene lærer at genkende, forklarer Johan og uddyber, at hundenes følsomme næser kan skelne mellem liglugten fra henholdsvis mennesker og dyr.
Allerede i begyndelse af Bens træningsforløb tog Johan derfor også hunden med ud til sin fritidsbåd for at vænne ham til livet til søs.
Specielle færdigheder
Principperne ved at søge til vands er stort set det samme som på landjorden. Hunden markerer, når den opfanger liglugten, der stiger op til vandoverfladen som en gasform.
Og det er netop disse specielle færdigheder, der gjorde, at Johan lørdag den 19. august sidste år modtog et opkald fra sine kolleger i København, der med ét involverede ham og Ben i en af de mest omtalte sager i nyere tid, nemlig ”Ubådssagen”.
Dumpet i vandet
På det tidspunkt havde den svenske journalist Kim Wall været savnet i ni dage. Hun havde fulgt den danske opfinder Peter Madsen ind i hans ubåd, angiveligt for at skrive en reportage om ham, men hun kom aldrig tilbage.
Politiet fik hurtigt en mistanke om, at der var tale om en forbrydelse, og iværksatte en forundersøgelse. Syv redningsgrupper blev indkaldt, og søgte efter liget af journalisten i flere dage uden held. Politiet havde en mistanke om, at kroppen var blevet dumpet i havet, og de havde nu brug for hjælp til at finde det.
Bens styrke på vandet
Og det var her, Johan og Ben kom ind i billedet.
– I modsætning til i Danmark er politihundene i Sverige trænet til at finde lig i vandet, så det er en ekspertise, de mangler i Danmark, siger John, der arbejder i politiet Region Syd, hvilket betyder, at han får opgaver i områderne Blekinge, Kalmar, Kronoberg og Skåne.
Politihunden Ben fandt Kim Walls lig
Politihunden og hans makker Johan på vej ud på opgave.
1 / 6
Når Ben har udført en opgave godt, får han en gul bold som belønning.
2 / 6
Politihunden Ben og hans makker Johan er på vej ud på opgave
3 / 6
Swipe i områderne omkring indholdet eller brug pilene for at fortsætte.
4 / 6
Johan og hans dygtige afsøgningshund bruger mange timer på vandet sammen.
5 / 6
Voldsomme vejrforhold
Sammen med en polititekniker skulle han og Ben afsøge farvandet her, men de måtte afblæse eftersøgningen, da vejrforholdene var for voldsomme. Vinden var for stærk og bølgerne for høje.
Når Ben arbejder, står han i forstavnen på båden, så han kan stikke sin snude ud over rælingen over vandet og vejre i luften. Han skal kunne arbejde frit og bærer derfor kun et hundehalsbånd og en redningsvest. Da de første 4 meter høje bølger ramte båden, blev Ben kastet ned i bunden af båden.
– Jeg turde ikke risikere at Ben blev skadet, så vi måtte vende om og vente på, at vinden lagde sig.
Men det gjorde den ikke lige med det samme, og to dage senere tog Johan på en længe planlagt ferie med sin familie i Spanien. Samme dag flød torsoen af en kvinde op til overfladen ved Amager Strand.
Manglede resten af kroppen
Torsoen blev sendt til dna-analyse, og to dage senere bekræftede politiet, at det var Kim Walls overkrop. Det betød, at hun var blevet parteret, og de resterende dele af kroppen sandsynligvis var blevet dumpet et sted uden for Køge Bugt. Så atter engang stillede det danske politi med en anmodning om hjælp fra de svenske vandsøgningshunde.
– Jeg talte med mine kolleger Lars-Göran Eriksson, der har labradoren Ace, og Hans Norberg, der har schæferen Cross, der skulle varetage opgaven. Selv om det var en varm og dejlig ferie i Spanien, var det også ret frustrerende ikke at kunne være med på opgaven, siger Johan.
Ubåden bevægede sig mærkværdigt
På dette tidspunkt havde politiet bjærget Peter Madsens ubåd og sammen med Søfartsstyrelsen dannet sig et overblik over dens endelige rute på gerningsaftenen.
Den 10. august sejlede UC3 Nautilus fra Refshaleøen og gik efter et stykke tid under vandet. Den var væk på radaren i nogle timer, indtil den dukkede op igen langt ude i Øresund.
– Derefter har ubåden bevæget sig lidt mærkværdigt rundt, næsten som om den drev hvileløst omkring. Det var det område, vi derfor fandt mest interessant, og det var dér, man besluttede, at hundene skulle indlede deres søgen.
Eftersøgningen afbrudt af dårligt vejr
Eftersøgningen gik i gang, og pludselig reagerede hundene og markerede tydeligt, at de havde fået fært af noget. Stedets placering blev tastet ind på en gps, og så kunne dykkere fra det danske forsvar gå ned og søge efter ligdele på omkring 12 meters dybde.
I de følgende dage blev vejret imidlertid værre igen, og politiet måtte atter indstille deres søgning, mens dykkerne fortsatte deres arbejde. Men selv om havbunden blev gennemtrawlet minutiøst de steder, hvor hundene havde markeret liglugt, fandt dykkerne ikke noget.
Dagen efter, at Johan var kommet hjem fra sin ferie, blev han igen kaldt til Danmark med sin dygtige hund.
Dykkerchefen Lars Møller og indsatsleder Christian Skov viste ham et kort over det område, hvor Peter Madsen havde færdes, og hvor hundene havde markeret, og de nåede frem til, at de måtte have fået de forkerte koordinater. Så de besluttede at lave en ny eftersøgning, og at de denne gang ville have en dykker med på båden, som kunne skrive koordinaterne ned samtidig.
Fandt spor men intet lig
Næste dag tog Johan, Ben og dykkeren Lars Møller ud på vandet igen. De var ved godt mod, og vejrguderne var med dem. Et stykke ude på vandet markerede Ben pludselig, at han havde fået færten af noget.
– Han ligesom ”frøs” i sine bevægelser, og så begyndte han at gå frem og tilbage langs siden af båden, mens han småhylede og klynkede. Det var tydeligt, at han havde lugtet noget specielt.
For at være helt sikre på positionen hentede de yderligere et par hunde og sejlede tilbage fra en anden retning, og igen markerede både Ben og de andre hunde, at der var noget på færde her.
Men atter engang forringedes vejrforholdene, så Johan, Ben og de andre hunde tog tilbage til Sverige, mens dykkerne søgte de steder, hvor hundene havde markeret, men endnu en gang uden held.
Ledte det forkerte sted
Hjemme ved sin computer begyndte Johan at søge efter oplysninger på, hvordan strømmen bevæger sig i Øresund. Han fandt et essay skrevet af en oceanolog ved Lunds Universitet, der forklarede, hvordan strømmen bevæger sig netop i Køge Bugt. Her stod det klart og tydeligt, at strømmen altid bevæger sig i nordlig eller sydlig retning på grund af vandforskellen mellem det sydlige Østersøen og Kattegat.
Da Johan forelagde disse informationer for indsatsleder Christian Skov, kontaktede han en oceanolog fra København, som skulle prøve at regne ud, hvor de skulle søge næste gang. Ifølge oceanologen skulle dykkerne søge op til 1.000 meter sydligere end hundenes markeringer.
Det første fund
To dage efter, at oceanologen havde fremlagt sine beregninger, var Johan på en miniferie i Helsingør med sin kone, da han modtog et opkald. Det var hans kollega Per, der kunne fortælle, at dykkerne nu havde fundet flere kropsdele.
– Det var en blanding af lettelse og stor tilfredsstillelse at få bekræftet, at hundene havde haft ret hele tiden. Jeg kan huske, jeg tænkte, at nu måtte sagen endelig kunne opklares.
Med de nye fund kunne politiet blandt andet bevise, at Kim Wall ikke døde efter et slag i hovedet, som Peter Madsen indtil da havde hævdet.
Ubådssagen – en speciel sag
Et par måneder senere var ligsøgehundene tilbage i Danmark, der førte til yderligere markeringer og efterfølgende fundet af Kim Walls arme. Endelig var alle dele af den myrdede journalist nu fundet, hvilket også gav familien en stor ro og trøst. Johan og hans svenske kolleger er også blevet rost for deres indsats – ikke mindst af viceinspektøren.
– Det er uden tvivl en meget speciel sag med stor bevågenhed, og vi har samtidig fået god omtale inden for vores lille område, siger Johan og fortsætter:
– Men det bliver nu dejligt at vende tilbage til en lidt mere normal hverdag med lidt mindre hektiske opgaver, siger han og klapper Ben venskabeligt på hovedet.
Peter Madsen er kendt skyldig i drab, andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter og usømmelig omgang med lig. Han er dømt til fængsel på livstid. Han har valgt at anke dommen.
