Priscilla mistede sin mor som 13-årig: Jeg følte mig fortabt

Det er mørkt og koldt udenfor, da Priscilla bliver vækket af sin mor om morgenen den 1. februar 2002.

Priscilla er søvnig, men glad. Det er fredag, og forude venter weekenden.

Den 13-årige pige, der går i 7. klasse på Dyhrs Privatskole, går ud under den varme bruser og vasker søvnen ud af øjnene. Hendes to år ældre storesøster, Michelle, som går i 9. på Nymarkskolen, sover stadig.

Pigernes mor, Kirsten, har fri fra sit arbejde som hjemmehjælper og sætter sig ind i stuen og tænder for fjernsynet. Alt ånder fred og stille morgenro i den fireværelses lejlighed på Smedegade i Slagelse.

Ingen aner, at om få minutter vil hele familiens liv med ét blive smadret, som en tallerken der knuses mod et stengulv.

Priscillas hår er stadig håndklæde-vådt, og hun er heller ikke kommet helt i tøjet, da hun hører en underlig lyd inde fra stuen. Der er noget galt. Instinktivt reagerer hun.

Læs også: Mobiltelefon stjålet: Sørgende mor får billeder af sin døde søn tilbage

Der er noget galt med mor

– Jeg skynder mig derind og ser, at mor ligger krøllet helt sammen på sofaen. Jeg kan se, at hun ikke kan trække vejret, fortæller Priscilla, som med det samme kalder på Michelle, der lynhurtigt kommer ind.

– Ring til alarmcentralen, lyder det alvorligt fra storesøsteren. Det er som om, tiden står stille.

Priscilla løber ind på Michelles værelse og stirrer på telefonen.

I de febrilske sekunder sortner det hele for den unge pige – hun kan simpelthen ikke huske nummeret – men så dæmrer det, og hendes rystende fingre finder de rigtige knapper: 1-1-2.

En dame i den anden ende spørger, hvad der er sket.

– Der er noget galt med mor. Hun kan ikke få vejret. Hun siger en underlig lyd, fremstammer Priscilla.

Hun føler ikke, at damen tager hende alvorligt og skal netop til at gentage det hele, da Michelle springer ind og flår telefonen ud af hænder på hende.

– Nu skal I bare skynde jer at komme, og det skal være nu! råber hun ind i røret.

Mor er død

– Da jeg kommer ind i stuen igen, kan jeg se, at mors øjne er døde. Der er ikke noget liv i dem mere, ikke den samme blå farve som før. Hun siger stadig den lyd, som om hun ikke kan få vejret. Jeg begynder at græde. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, husker Priscilla i dag, 13 år senere.

Hun er nødt til at foretage sig noget. Panisk løber hun ud i opgangen, ned ad trapperne og ud på gaden, hvor ambulancen kort efter ankommer med hvinende dæk.

Sammen med de to reddere springer hun op ad trapperne igen og ind i lejligheden, hvor Michelle i mellemtiden har fået deres bevidstløse mor ned på gulvet, så hun kan ligge udstrakt.

Selv om Slagelse Sygehus ligger ganske få minutters kørsel fra Smedegade, kan ambulancefolkene med det samme se, at der ikke er tid. I stedet tilkalder de lægerne over radioen og går i gang med hjertemassage.

– Da lægerne kommer, giver de mor stød, en kanyle i halsen og fortsætter hjertemassagen. Alt sådan noget, man ellers kun ser i film. Jeg tror, det er på det tidspunkt, det rigtig går op for mig, hvor alvorligt det er. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at om lidt vil mor komme ud og have det godt igen. Jeg tænker på hendes dejlige latter og hendes stemme, og på hvordan jeg plejede at krybe ind til hende om natten og putte, hvis jeg havde mareridt, fortæller Priscilla.

Mens lægerne kæmper i stuen for at redde hendes mors liv, går Priscilla ud og forsøger at få fat i hendes og Michelles far, Bjørn. Han og Kirsten gik fra hinanden, da Priscilla var 2 år, men han er fortsat en del af pigernes liv og bor ikke langt derfra med sin nye kæreste og deres fælles datter.

Bjørn tager ikke telefonen.

– Jeg tror, jeg prøver seks gange, før jeg endelig får fat i ham. Da jeg hører hans stemme, bryder jeg sammen. Jeg fortæller ham, at der er noget helt galt med mor, og at han bliver nødt til at skynde sig hjem til os. Han er der efter et kvarter. Han er meget rystet.

Læs også: Cecilie fik sin mor igen

Lægger hendes hoved på mit skød

Efter omkring tre kvarter kommer en af lægerne ud fra stuen. Hans ansigt og hans øjne fortæller den ubegribelige og grusomme besked, allerede inden ordene slipper hans mund: Kirsten er død. Der er ikke mere, de kan gøre.

– Det er som om, alting styrter sammen. Far står i køkkenet med Michelle. Han må holde hende, for hun flipper helt ud. Hun sparker et hul i døren. Jeg står lænet op ad væggen i gangen og falder bare sammen. Jeg kan overhovedet ikke tackle det og sætter mig bare ned og græder. Mit hjerte hamrer. Jeg bliver ved med at tænke, at det hele bare er en ond drøm eller en dårlig joke.

Chokeret og med tårerne løbende ned ad kinderne spørger Priscilla lægen, om hun må se sin mor.

Lægen nikker og følger hende ind i stuen.

Kirsten ligger på gulvet. Det ser ud, som om hun sover. Der er helt stille – og på en mærkelig måde meget fredfyldt.

– Jeg sætter mig ned ved siden af mor og lægger hendes hoved på mit skød. Forsigtigt lukker jeg hendes øjne. Tårerne triller stadig ned ad kinderne på mig og rammer mors kind. Det er så uvirkeligt. Jeg kan slet ikke beskrive sorgen. Det vigtigste i min verden er pludselig væk.

Priscillas søster og far kommer også ind og sætter sig. Ingen siger noget, alle græder. Priscilla bliver ved med at stryge sin mor over håret.

Efter en halv times tid træder lægen ind og siger, at de er nødt til at tage Kirsten med.

Det sidste farvel

Priscilla stirrer på redderne, da de løfter hendes mor op på en metalbåre og svøber hende i tæpper. Så bærer de hende ud af lejligheden og ned ad trapperne til ambulancen.

Seks timer senere tager Priscilla, Michelle og deres far den sidste afsked med Kirsten i kapellet på Slagelse Sygehus.

– Hun ligger i midten af et lille rum. Der er tændt stearinlys og dæmpet lys. De har gjort hende fint i stand. Hun ser stadig ud, som om hun bare sover. De har foldet hendes hænder. Vi må godt røre hende, og jeg aer hende på kinden. Nu er hun helt kold og bleg. Det er utrolig hårdt at se hende sådan. Det hele føles så uvirkeligt.

– Om aftenen ligger Michelle og jeg på vores fælles værelse hos far og græder. Vi får en sovepille hver, men så vidt jeg husker, virker den ikke. Mor blev kun 38 år. Det er otte dage før hendes 39-års fødselsdag, fortæller Priscilla.

Jeg har et tomt hul ved siden af mit hjerte

Kirstens Kjær Pedersens død i 2002 var et chok for alle. Hun hverken røg eller drak, og hun var heller ikke overvægtig. Tværtimod var Kirsten slank, sund og rask, cyklede hver dag glad på arbejde og gik lange ture med familiens dalmatiner, Odin. Intet tydede på, at der var noget galt med hende.

Obduktionen kunne ikke præcist fastslå dødsårsagen. Den bedste forklaring, eksperterne dengang kom frem til, var, at der sandsynligvis var tale om ”sportshjerte”, en tilstand, der kan føre til pludselig og uventet død for ellers unge og friske mennesker.

Læs også: Lotte mistede sin mand før brylluppet

Har arvet mors sygdom

Sandheden skulle vise sig at være en anden – men den blev først afdækket 11 år senere af Priscilla og Michelle.

I virkeligheden havde Kirstens hjerte været som en tikkende bombe.

Og både Michelle og Priscilla havde arvet den livsfarlige sygdom.

Det var præsten Ole Grabas fra Sct. Mikkels Kirke, der skulle bisætte Kirsten. Familien kendte ham udmærket; det var også ham, der i sin tid havde døbt både Priscilla og Michelle.

Egentlig skulle bisættelsen have været den 9. februar, men familien fik rykket den et par dage frem til den 7., da den 9. var Kirstens fødselsdag.

– Mor fik det tøj på i kisten, som jeg havde købt til hende i fødselsdagsgave, husker Priscilla, som blev helt overvældet, da hun og familien ankom til St. Peders Kapel på Hans Tausensgade til bisættelsen.

Kirsten var en særdeles vellidt kvinde, og kirken var stuvende fuld. Der var så mange venner, familiemedlemmer, kolleger, klassekammerater, lærere og borgere, som Kirsten havde besøgt som hjemmehjælper, at folk måtte stå op både i forhallen og nede bagved.

– Det var fuldstændig sindssygt, men også rigtig rart. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, fortæller Priscilla, som efter ceremonien stod ved sin mors kiste sammen med Michelle og Bjørn og gav hånd til alle.

Da kapellet omsider var tomt for gæster, stod de tre lidt og sagde et sidste farvel til Kirsten. Tårerne løb ned over Priscillas kinder, da hun til sidst forlod kisten og kapellet for at tage til gravøl på Perron 2, et værtshus, som Bjørn dengang ejede.

Bundulykkelig

Det var som om, hele hendes liv var blevet revet fra hinanden. Den ene dag havde hun et trygt og lykkeligt liv fyldt med glæde. Men nu var hele fundamentet under hende væk, og hun følte, hun hvirvlede rundt i tomrummet, ude af kontrol og ude af stand til at gribe fat i noget.

”Jeg har et stort tomt hul indeni, lige ved siden af mit hjerte”, skrev hun kort efter i et bidrag til en bog om anbragte børn.

Hun og Michelle flyttede hjem til deres far. Det var ikke optimalt, hverken for dem eller Bjørn. Siden han og Kirsten gik fra hinanden, da Priscilla var 2 år, havde han kun haft pigerne i weekenderne. Nu skulle han pludselig være fuldtidsfar – for to teenagere i dyb sorg og krise – samtidig med at han skulle håndtere sin egen sorg og passe sin nye familie og sit tidskrævende arbejde som værtshusejer.

– Før mors død var jeg en anden pige, mere livsglad, positiv og udadvendt. Jeg havde ikke nogen problemer med at lukke folk ind. Nu blev jeg meget mere alvorlig, mere indelukket. Jeg havde svært ved at binde mig til folk. Det var som om, der døde en del af mig med mor den 1. februar, fortæller Priscilla, som fyldte 14 år 11 dage efter bisættelsen. Det var den værste fødselsdag i hendes liv.

– Jeg havde allermest lyst til bare at grave mig ned. At gå og skulle lade som om, jeg var glad, når jeg i virkeligheden var bundulykkelig, var forfærdeligt. Det eneste, jeg ønskede mig, var, at mor kunne være der, holde mig tæt og aldrig give slip. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt ikke kunne holde tårerne tilbage mere, så jeg løb op på vores værelse for at være alene og græde ud, fortæller Priscilla.

Læs også: Jeg måtte ikke dø fra min datter

Var far ligeglad?

Hun og Michelle havde det i perioder svært med hinanden – og det blev ikke bedre af, at de delte værelse. De manglede begge et sted, hvor de kunne lukke døren og bare være sig selv. Selv om de elskede hinanden højt, kunne de ikke rigtig tale med hinanden om deres mors død.

Michelle, som var den stærke af de to, var også tit oppe at toppes med Bjørn og hans kæreste. Og en aften efter endnu et skænderi, omkring to måneder efter Kirstens død, kom Michelle op til Priscilla på værelset og sagde, at hun skulle pakke sine ting, for nu skulle de af sted.

– Jeg spurgte hvorfor, men hun sagde bare, at jeg skulle gøre det. Så det gjorde jeg. Vi tog hjem til en af Michelles venner og sov. Dagen efter tog jeg i skole, som jeg plejede. Ingen vidste noget om, at vi var stukket af, og der var ingen, der havde ringet til skolen og fortalt det. De efterfølgende dage sov jeg hos venner og veninder, fortæller Priscilla.

Hun blev væk i en uge. Det var første gang efter moderens død, at hun følte sig fri. Samtidig gjorde det ondt, at hendes far ikke reagerede. Var han bare helt ligeglad?

Dette er første del af historien om Priscilla. Du kan læse anden og sidste del i Ude og Hjemme nr. 9, som udkommer onsdag den 25. februar 2015.