Rebecca voksede op på opholdssted: Mine forældre sendte mig væk

Rebecca var aldrig i tvivl om, at hendes forældre elskede hende. Men hun lærte også, at det var bedst for hende, hvis hun ikke boede med sin mor og far.

– De var altid glade for at have os hjemme og gjorde alt for, at vi hyggede os. Men når vi boede hos dem, manglede de overskud, og de kæmpede en kamp for at kunne passe os. Det har virkelig været hårdt for dem, hver gang de måtte erkende, at det var bedst for os, at vi flyttede væk, siger 32-årige Rebecca Thorbæk Uldall, der er uddannet psykolog.

Forældrene var aldrig udadreagerende, men det følelsesmæssige fyldte så meget, at det ofte var svært for dem at være i forældrerollen.

– Når de var kede af det, fyldte det alt. Jeg vidste aldrig helt, hvad jeg kom hjem til. Andet end at far nok lå og sov, mens mor havde travlt med bare at få tingene til at hænge sammen, husker Rebecca, der derfor måtte tage sig af lillesøsteren og ofte fandt på lege, hvor de kunne finde ind i deres egen fantasiverden.

Fik en plejefamilie

Rebecca gik kun i børnehave, da hun og lillesøsteren første gang kom i aflastning hos en familie. I første omgang for at forældrene kunne få en pause fra hverdagen med to små børn.

Men efter kort tid søgte de om en plejefamilie til pigerne.

– Jeg troede, mine forældre var døde, siden jeg ikke kunne tale med dem, og vi skulle bo hos en anden familie, fortæller Rebecca, der kan huske, hvordan hun kunne høre sin lillesøster græde sig i søvn i værelset på den anden side ad gangen.

– Jeg måtte ikke trøste hende. Jeg blev bare skældt ud og fik besked på at gå i seng.

Rebecca husker ikke plejefamilien særlig tydeligt, hun kan bare huske, at hun ikke brød sig særlig meget om dem. Hun glædede sig altid til at komme hjem til sin rigtige mor og far hver anden weekend.

Efter to år hentede deres far dem efter skole med beskeden om, at de skulle hjem igen.

– Jeg syntes, det var mærkeligt, at vi ikke skulle sige farvel til plejefamilien. Men det sagde jeg ikke noget om, for nu skulle vi bare være glade, husker Rebecca.

Manglede overskud

Efter to år måtte forældrene endnu en gang indse, at de ikke kunne håndtere opgaven som forældre.

– Jeg forstod slet ikke, hvad de kæmpede med. Jeg var jo bare glad for at være sammen med min rigtige mor og far igen, siger Rebecca, der gik i 2. klasse, da hun og søsteren for anden gang blev sat i en taxa og kørt hen til en ny plejefamilie.

– Jeg var vred og bange for at skifte skole, men jeg holdt det inde i mig. Det eneste, jeg sagde, var, at jeg ikke lige havde forventet, at jeg skulle i plejefamilie, da jeg vågnede i morges, husker hun.

Den nye plejefamilie var mere kærlige, men Rebecca kunne godt mærke, at det blot var pasning. Hun og søsteren blev sendt hjem på weekend lidt oftere end hver anden weekend, som var aftalt. Plejeforældrene havde andre ting at passe.

Efter knap to år havde familien ikke længere overskud til dem, og søstrene blev atter blev sendt hjem til deres forældre.

– Vores forældre var glade og følte, at de var klar. Men det var de måske ikke helt, fortæller Rebecca, der var fyldt 10 år og begyndte at mærke, at alt ikke var, som det skulle være.

Noget var galt

– Jeg begyndte især at forstå, hvilke problemer min far havde. Han sov rigtig meget, nogle gange hele dagen. Min mor prøvede at få det hele til at hænge sammen, men det var svært. Hun kunne blive meget ked af det eller meget glad. Men mest ked af det, og så måtte min søster og jeg forsøge at trøste hende.

De tidligere anbringelser havde været frivillige fra forældrenes side, men kommunen begyndte at få øje på problemerne i hjemmet. Til sidst afgjorde de, at det var bedst for søstrene, hvis de ikke boede hos forældrene. På det tidspunkt var Rebecca 12 år.

– Fra den ene dag til den anden skulle vi på opholdssted. Min mor og søster græd, men jeg tænkte bare på at pakke. Jeg var følelsesløs. Jeg kan huske, at jeg tænke, at de bare kunne tage mig.

Med sin mor og søster ved sin side satte Rebecca for første gang fødderne i det store hus ude på landet ved Næstved, Rønnebæk Opholdssted.

– Det var overvældende at komme til Rønnebæk. Vi skulle køre i lang tid, og det var et stort hus, så jeg skulle lige lære at finde rundt. Der var pludselig mange mennesker, både pædagoger og andre børn, som jeg også skulle lære at kende.

Mere end bare et job

I begyndelsen var det kun bestemt, at pigerne skulle bo på Rønnebæk i tre måneder. Deres mor havde anket anbringelsen.

– Da vi kom til november og skulle finde ud af, om jeg skulle hjem eller ej, havde jeg meget blandede følelser om det. Jeg ville være glad, hvis jeg kom hjem, men også hvis jeg blev, fortæller Rebecca.

Hun faldt nemlig til på opholdsstedet og blev særligt tæt med forstanderparret, Tommy og Birgit.

– Aldrig før havde jeg brugt voksne til at tale med på den måde. Vi snakkede jo bare om, hvordan jeg havde det, men det var helt nyt for mig, at man kunne det. Indtil da havde jeg bare båret det hele i mig selv og troet, at det var sådan alle gjorde.

For første gang oplevede Rebecca en oprigtig interesse og omsorg fra plejere.

– Det var tydeligt, at jeg var mere end bare et job for Tommy og Birgit. De boede selv på opholdsstedet, og selv om de havde fri, kom de stadig ind og spurgte, hvordan det gik. Og da Tommy havde fødselsdag, blev vi også inviteret med.

Rebecca boede på Rønnebæk, indtil hun var 19. Og boede der også, da hun i en fredagsbar på gymnasiet mødte den to år ældre Thomas, som i dag er hendes forlovede og far til parrets to børn.

– Det betyder rigtig meget for mig, at Thomas nåede at kende mig, mens jeg boede på Rønnebæk. Han forstår, hvad jeg kommer fra, og har været der gennem svære tider. Selv om han måtte kravle ind ad vinduet, fordi han egentlig ikke måtte sove her på hverdage, fortæller Rebecca.

Tilbage til start

Efter Rebecca forlod Rønnebæk, flyttede hun hurtigt sammen med Thomas. Men kontakten med Tommy og Birgit fortsatte.

En dag, hvor Tommy besøgte parret i deres lejlighed i København, opstod en mulighed, som ville ændre deres liv.

Tommy og Birgit var gået på pension og skulle finde ud af, hvad der skulle ske med det tomme opholdssted.

Tilfældigt nævnte Thomas, at han og Rebecca havde talt om at ville åbne deres eget opholdssted en dag.

– Tommy og Birgit havde allerede tænkt, at vi ville være perfekte til at føre Rønnebæk videre, men ville ikke spørge os, fordi de vidste, vi ikke ville kunne sige nej.

På det tidspunkt arbejdede Thomas som skoleleder. Rebecca havde netop færdiggjort sin uddannelse og var på barsel med deres andet barn.

– Vi boede i København og skulle til at finde hus i en forstad. Vi vidste, hvad der skulle ske. Men så kom muligheden for at rykke til Rønnebæk og leve et helt andet liv. Vi vidste med det samme, at det skulle vi.

Vi vil børnene

Derefter gik arbejdet i gang. Med hjælp fra Tommy og Birgit ansøgte Rebecca og Thomas om at åbne et nyt opholdssted i det gamle Rønnebæk. Og i juni 2018 kunne de åbne dørene som forstandere til Rønnebæk Opholdssted.

– Vi er meget inspirerede af, hvordan Tommy og Birgit kørte stedet. Opholdsstedet skal være lille og føles som et hjem, ikke som en institution. Der skal ikke være skilte på toilettet, der fortæller, hvordan man vasker hænder, og ingen møbler i stuen, som vi ikke selv ville have i vores egen stue, siger Rebecca.

Rebecca og Thomas har også udvalgt personalet meget nøje.

– Da jeg selv boede her, tænkte jeg, det måtte være verdens fedeste job at kunne se film og spise slik. Men da en fra personalet sagde, at han da hellere ville være hjemme med familien, kunne jeg se, at jeg jo bare var et arbejde for ham. Sådan skal det ikke være. Derfor bor vi og vores børn også selv i huset. De skal vide, at vi vil dem.

– Jeg håber, at vi kan give de børn og unge, der bor her, den samme varme og omsorg, som jeg oplevede.