Rikke Alrø om sin skoletid: Jeg var altid alene

Det meste af sin skolegang blev hun mobbet, fordi hun ikke var som de andre. Dengang gemte hun sig på skolebiblioteket, hvor hun læste stakkevis af bøger og drømte om at blive forfatter. I dag har Rikke Alrø netop udgivet sin første roman. Den handler om at være anderledes.

Hun sidder på sin plads midt i en dansktime og keder sig som så mange gange før, da det første viskelæder rammer. Ingen reagerer, og hun lader som ingenting. Så rammer det næste. Og det næste. Snart bliver Rikke bombarderet med viskelæder fra grinende klassekammerater. Læreren gør ingenting. Rikke gør heller ikke noget, for hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Hun sidder bare der og kigger ned i bordet, mens de andre børn morer sig med at bruge hende som levende skydeskive.

Læs også: Jeg voksede op i en skygge af sorg

Det er mere end 30 år siden nu, men erindringen står stadig lyslevende for Rikke Alrø som en af mange ubehagelige episoder i folkeskoletiden, hvor livet kunne være både brutalt og ensomt.

– Der var mange episoder, hvor jeg for eksempel blev revet i håret, eller de kastede ting efter mig. Jeg havde ingen venner, så ingen hjalp mig, husker den 43-årige kommunikationsmedarbejder fra Odense.

Nu ved hun, at hun var anderledes, fordi hun var højtbegavet og reflekterede på et andet abstraktionsniveau end sine jævnaldrende. De var med andre ord ikke på bølgelængde.

– Jeg tror egentlig, mobningen kom af, at vi ikke forstod hinanden. Det var, som om vi talte forskellige sprog.

Et usædvanligt barn

Rikke har altid følt sig anderledes, og hun var på sin vis også et usædvanligt barn. Hun talte flydende, allerede da hun var halvandet år gammel, og hun lærte tidligt sig selv engelsk ved at lytte til Beatles-sange i sin fars store høretelefoner.

Men i skolens frikvarterer gemte hun sig for sine plageånder på skolebiblioteket. Her slugte hun den ene bog efter den anden og udviklede blandt andet en forkærlighed for original engelsk litteratur fra 1400-tallet, mens hun i al hemmelighed drømte om selv at blive forfatter.

– Jeg har altid følt mig forkert. Jeg følte nok også, at det var min egen skyld, for jeg kunne ikke finde ud af at passe ind og være som de andre. Derfor blev bøgerne et fristed, hvor jeg kunne drømme mig langt væk fra alt det svære, fortæller hun.

Rikke er født stædig, og i stedet for at give op forsøgte hun at være som de andre. Hun gik til ridning, selv om hun var bange for heste, og da de andre piger begyndte at interessere sig for drenge, lod Rikke, som om hun var forelsket, selv om hun i virkeligheden ikke anede, hvad der skulle være så interessant ved det modsatte køn. Men i stedet for at opnå sine klassekammeraters accept mobbede de hende med den fiktive forelskelse, og hun kom i konflikter og slåskampe.

– Uanset hvad jeg gjorde, lykkedes det mig aldrig at blive som de andre. Jeg havde tit ondt i maven, når jeg skulle i skole, men jeg sagde ikke noget om mobningen til mine forældre, for jeg ville ikke gøre dem kede af det.

Læs også: Uventet kærlighed: Lones blind date var faktisk blind

Rikke fotograferet på den første skoledag. Hun glædede sig til at gå i skole, men det blev ikke nogen nem tid.

Rikke fotograferet på den første skoledag. Hun glædede sig til at gå i skole, men det blev ikke nogen nem tid.

Dygtig i skolen

I dag er Rikke Alrø en voksen og selvsikker kvinde med mand og barn i eget hus i udkanten af Odense. Man mærker ikke på hende, at usikkerhed og følelsen af ikke at passe ind har været et tema i hele hendes liv. Men under overfladen har det fyldt alt for meget, for selv om mobningen stoppede efter et skoleskift i syvende klasse, fortsatte følelsen af ikke at være god nok. Den fulgte med gennem hele hendes uddannelse og ind i arbejdslivet.

I gymnasiet begyndte hun at opfatte sig selv som doven, for hun behøvede ikke at gøre den store indsats for at lære pensum. Hun undrede sig over, at de andre skulle læse så meget, når hun selv klarede lektierne i en fart, men hun tænkte, at det var hende selv, der var noget galt med. Hun fik efterhånden enkelte venner, men alligevel følte hun sig udenfor.

– Jeg havde let ved at lære, så jeg behøvede ikke at lave ret meget for at klare mig godt. Men det bekræftede mig bare i, at jeg var anderledes, siger Rikke.

Læs også: Ingen ville have Izabella: Det uelskede barn

Alle brikkerne faldt på plads

Først da hun som 35-årig fik sin søn, begyndte hun at få øjnene op for, hvorfor hun ikke var som alle andre.

– Da han var halvandet år, sad vi på gulvet og legede med klodser, og for sjov stavede jeg nogle ord med klodserne. Pludselig begyndte han at læse ordene højt. Fra den dag ville han bare læse alt, hvad der kunne læses, husker Rikke.

Da en pædagog i vuggestuen nævnte, at Rikkes søn nok havde en høj IQ, begyndte hun at læse om at være højtbegavet, og pludselig faldt alle brikker på plads.

– Jeg kunne genkende mig selv i alt, hvad jeg læste. Det var først der, det gik op for mig, at jeg selv var højtbegavet, og at det var dét, der var anderledes ved mig.

Høj score i iq–test

Senere har Rikke taget en intelligenstest, og den er god nok; hun er blandt de mest intelligente i verden.

– Jeg er glad for, at jeg endelig har fundet ud af, hvad det handlede om. Men jeg ville da ønske, at jeg havde vidst det noget før, siger Rikke.

Hendes mor, der var lærer, havde godt nok nævnt, at Rikke var lærenem og velbegavet, men Rikke forbandt det aldrig med at være særligt intelligent. Ingen talte om intelligens, da hun var barn, og ingen så meget som overvejede, at det kunne være svært at være højtbegavet.

– Der er stadig jantelov i Danmark, og jeg er ofte blevet kaldt nørd og stræber, fordi jeg for eksempel elskede at skrive stil. Jeg fik heller aldrig lærernes anerkendelse for mit arbejde på min første folkeskole. Jeg fik bare at vide, at mine stile var for lange. Det er underligt, at man ikke må være dygtigere end andre, medmindre det er sport, man er god til. Så er det pludselig en god ting at være bedst.

Rikke oplever stadig at føle sig anderledes og bruger for eksempel megen energi på at være i selskab med folk, hun ikke kender, eller mennesker, der ikke interesserer sig for det samme som hun selv.

– Jeg kan sidde der, mens folk snakker løs, og så kan jeg simpelthen ikke finde på noget at sige. I sådan nogle situationer kan jeg stadig føle mig udenfor.

Læs også: Cecilie lider af tvangsoverspisning: Jeg tænker konstant på min vægt

Skrev kapitel i Ikea

Rikke har skrevet i stort set hele sit liv, og hun er begyndt på mange bøger, men hun har aldrig haft mod til at turde gå efter en udgivelse. Det har hun fået med sin nye selvindsigt, og drømmen om et forfatterskab voksede sig til en plan. For et år siden satte Rikke sig til tasterne for at udleve den.

– Jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville sidde som 80-årig uden at have forfulgt min drøm. Da jeg først kom i gang, gik det bare derudad.

Fordi hun har både familie og karriere, kunne hun ikke bare lukke sig inde og skrive løs. Så Rikke måtte arbejde på sin bog om aftenen ved køkkenbordet, og når små lommer af tid opstod.

– Jeg skrev blandt andet et kapitel i Ikeas restaurant, mens min søn var til børnefødselsdag, griner hun.

Efter 10 måneder var bogen færdig. Den fik titlen “Stormtid”, og Rikke sendte den af sted til en forfatterkonkurrence, som hun dog ikke regnede med at have en jordisk chance for at vinde.

– Der var jo alle mulige etablerede forfattere med i den konkurrence, så da mailen med afgørelsen kom, troede jeg, at det var et afslag. Men der stod, at jeg havde vundet. Jeg svævede rundt på en lyserød sky og kunne næsten ikke tro det i lang tid efter. Men det var altså rigtigt nok, og præmien var, at min bog skulle udgives.

Fra lykke til rædsel

Da lykkerusen begyndte at dampe af, meldte en ny følelse sig: Rædsel! For det gik hurtigt op for den ellers private Rikke, at med en udgivelse ville der også følge forventninger om, at hun skulle give interviews og holde foredrag og på andre måder eksponere sig selv. Den gamle følelse af ikke at være god nok dukkede op igen.

– Jeg havde bare lyst til at lukke mig inde i et skab, husker Rikke.

Men der var ingen vej tilbage, hvis hun ville have sin bog udgivet, og det ville hun. Så hun måtte i gang med at gøre sig synlig på de sociale medier og tale med journalister, og med små skridt har hun udviklet sig hen ad vejen og stod for nylig på scenen ved årets Fantasyfestival i Esbjerg og fortalte om sin bog foran et publikum. Siden hun afleverede det endelige manuskript til “Stormtid”, har hun fået mod på mere, og hun har i mellemtiden fået antaget en novelle og er gået i gang med efterfølgeren til sin debutroman.

– Jeg har virkelig lært mig selv at kende gennem den her proces, fordi jeg har tvunget mig selv til at tage nogle chancer og gå nogle skridt, jeg ikke turde gå tidligere. I takt med at jeg har fået en masse positiv feedback, er min selvtillid vokset, og jeg har fundet modet til at tage endnu et skridt.

Læs også: Åsas hemmelighed: Jeg tav om overgreb