Rikkes store glæde: Jeg fandt min ukendte familie

Efter utallige ubesvarede breve hørte Rikke for første gang fra sin far som 21-årig. Den nyopståede kontakt betød, at Rikke fik sig en helt ny familie med alt, hvad det indebærer af både op- og nedture.

Som barn havde Rikke Østergaard et stort modermærke på halsen.

– Det er rødhud, fordi min far er indianer fra Amazonas, fortalte hun klassekammeraterne i den jyske landsby Askov.

Denne historie gav nemlig også svar på det helt store spørgsmål blandt de andre børn: Hvorfor havde Rikke ikke en far?

I dag er Rikke 42 år, og hendes modermærke er næsten forsvundet. Det er myten om hendes indianer-far også. Til gengæld har hun skrevet en sandfærdig bog med den korte titel ”Tak”. Den handler om, hvordan vi alle sammen kan få et bedre liv, hvis vi lærer at være taknemmelige. Selv for de helt små ting.

Rikke ved, hvad hun skriver om. Som sociolog holder hun kurser og foredrag, og som menneske har hun altid rettet blikket mod det gode. Også selv om hun har været igennem perioder så voldsomme, at de fleste nok havde følt det modsatte.

I skolen i Askov vidste Rikke godt, at hendes far ikke var indianer. Men hun havde mange forestillinger om den mand, hun aldrig havde mødt. Hun havde fået at vide, at han var kaptajn, og hun havde rodet i sin mors skuffer og fundet hans fulde navn og en adresse i Australien.

Flere gange sendte Rikke breve til adressen. Men der kom aldrig et svar. Der kom heller aldrig så meget som et kort eller et telefonopkald, selv om Rikke håbede til hver eneste fødselsdag.

Så kom svaret…

Hun var 21 år, da hun fandt modet til at gøre noget helt andet. Rikke ringede til Udenrigsministeriet og fik fat i en mand ved navn Kurt, som lagde ører til hendes ønske om at finde sin far.

Få dage efter kom Rikke hjem til en besked på sin telefonsvarer. Kurt havde ringet. Og han havde indtalt en besked, hvor han opgav faderens nye adresse i Australien.

– Held og lykke, sluttede Kurt.

Kurts opkald fik en enorm betydning for Rikkes videre liv. Med den nye adresse sendte hun endnu et brev af sted til sin far. Og et stykke tid efter skubbede posten en konvolut med røde og blå striber gennem Rikkes brevsprække. Der var kommet luftpost.

– Brevet var fra min far. Jeg begyndte at tude og kunne slet ikke samle mig til at åbne det. Når man har ventet på noget hele sit liv, er det altså voldsomt, når det endelig sker.

Rikke kan stadig blive bevæget her mere end 20 år efter, når hun tænker tilbage på brevet. Hendes far skrev, at han altid havde håbet at høre fra hende. Og at hun havde en familie i Australien. Den bestod af stedmoderen Deborah, lillebroderen Oscar. Og hunden Jack.

Bevægende første møde

I et år skrev Rikke og hendes far frem og tilbage, og til sidst satte Rikke sig ombord på et fly til Australien med maven fuld af sommerfugle.

– Der er mange, der har spurgt mig: ”Er du ikke vred på din far over, at han ikke havde været i dit liv?” Sådan har jeg overhovedet ikke haft det. Inden jeg mødte ham, besluttede jeg, at jeg bare ville være taknemmelig, hvis jeg fandt ham.

Rikke var selvfølgelig nervøs, da hun gik gennem Sydneys lufthavn. Så nervøs, at lufthavnspersonalet satte tre narkohunde på hende. Endelig lod de hende gå, og hvis de havde fulgt med hende ud i ankomsthallen, ville de have været vidner til et bevægende syn, da Rikke mødte sin far for første gang.

– Jeg blev helt vild glad for at se ham. Det var så mærkeligt at stå og kigge på en voksen mand, der lignede mig selv, husker Rikke, som kort efter tog plads i sin fars firhjulstrækker.

Så sad de der. Far og datter. De kørte gennem Sydney. Hen over Sydney Harbour Bridge og videre til familiens hus, hvor Deborah, 10-årige Oscar og logrende Jack ventede.

En helt ny familie

Familiesammenføringen gik over al forventning.

– Det føltes hurtigt naturligt, og jeg startede med at bo hos dem i to måneder, siger Rikke, som senere flyttede ned til dem i et helt år, mens hun læste på universitet.

Fra start følte Rikke sig som en del af familien, og det skyldtes ikke mindst, at også stedmoren Deborah tog imod hende med åbne arme. Lynhurtigt fik Deborah taget familiefotos af dem alle sammen og satte dem op i hele huset, og i weekender og ferier blev Rikke taget med rundt på udflugter, så hun kunne lære sit nye land at kende.

– Jeg er taknemmelig for min stedmor. Det var hende, der pressede på med, at jeg skulle blive en del familien. Hun havde altid drømt om at få flere børn, så hun var glad for, at hendes søn fik en storesøster.

Oscar var vild med sin nye storesøster. Når Rikke spiste blæksprutter ved middagsbordet, tog han også en portion, selv om han før havde nægtet at røre den slags. I hans øjne var Rikke det sejeste menneske. Og i Rikkes øjne var Oscar den dejligste dreng.

– Han var helt vildt sød. Og køn og følsom. I Australien skal man helst være en vindertype og gå på eliteskole, men der var ikke en eneste knogle i Oscar, der ville vinde. Han ville bare have, at alle skulle have det godt.

Hårde år

Oscar havde ellers alle muligheder. Han var intelligent. Og fordi forældrene havde en god økonomi, gik han på en fin skole i et af de dyre områder i Sydney. Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at netop den fine skole skulle blive starten på Oscars tragiske nedtur.

Rikke var rejst tilbage til Danmark, da hun begyndte at få nogle foruroligende beskeder fra sin far og Deborah. Oscar var begyndt at opføre sig underligt. De havde taget ham til både psykolog og psykiater. Til sidst fik han diagnosen adhd og blev medicineret.

Ingen forstod, hvad der faktisk var galt med Oscar. For ingen forestillede sig, at en 13-årig dreng fik tilbudt stoffer i skolegården. Men det var tilfældet. Oscar havde ikke adhd. Han var blevet afhængig af kokain.

Da det gik op for familien, fulgte hårde år, hvor også Rikke prøvede at få sin bror ud af misbruget. Flere gange kom han op til hende i Danmark, hvor også farens nevø Jesper tog ham på afvænning på hans gård på Djursland.

Også Rikkes danske stedbror Anders hjalp til. Oscar blev faktisk afvænnet. Man han faldt tilbage hver gang.

Misbruger i 17 år

Oscar var misbruger i 17 år. Undervejs fik hans mor Deborah konstateret en kræftform, som alle hendes fire søskende også havde været ramt af. De var alle blevet kureret, men hun overlevede ikke. Fire år senere tog Oscar en dødelig overdosis.

– Han kunne ikke holde til mere. Jeg græd faktisk ikke den dag, min far ringede og sagde det. Nok fordi, jeg havde sørget så meget inden. Selv om jeg elskede ham højt, var det på en eller anden måde en lettelse, siger Rikke.

Sorgen over sin stedmors og brors død har Rikke valgt at håndtere ved at holde fast i taknemmeligheden.

– Jeg var selvfølgelig ked af det, men frem for alt var jeg mest taknemmelig for den tid, jeg nåede at få med dem. Den største gave, jeg kunne give Oscar, var at huske de gode minder, siger Rikke.

– Taknemmelighed var min overlevelsesmekanisme. Uden den tror jeg, at sorg og frustrationer havde ædt mig op.

Taknemmelig

I dag har Rikke kun sin far tilbage fra familien i Australien. De har stadig tæt kontakt, og selv om Rikke var voksen, da hun mødte ham, har hun fået meget med fra ham.

– Min far er en stolt og intelligent mand, som ved enormt meget om historie, politik, psykologi og alt muligt andet. Da jeg flyttede ned til ham, begyndte han nærmest at hjemmeskole mig med en masse viden. Undervisningen i aktieinvestering var altså lidt kedelig, griner Rikke, som er imponeret over, hvor godt faderen er kommet videre efter tragedierne i sit liv.

– Han har fået en vidunderlig kone, og så svømmer han i havet hver morgen og er livredder på Manley Beach i Sydney med alle de unge, selv om han er 70 år, siger Rikke.

Hun har aldrig bebrejdet ham, at han ikke var en del af hendes barndom.

– Jeg er bare taknemmelig for de 19 år, vi allerede har fået sammen.