Ringede selv og bad om at blive fjernet fra sin familie

Rachel var rædselsslagen, da hun ringede til socialkontoret og bad om at blive fjernet fra sin egen familie. Men hun kunne mærke, at hun gik i stykker, hvis hun blev boende hjemme under de strenge regler. Da Rachel flyttede på ungdomspension, fik hun sin frihed. Men friheden kan være svær at leve med.

Som 12-årig fandt Rachel Röst et par cowboybukser i en sort skraldesæk med aflagt tøj. Da hun valgte at iføre sig bukserne og bagefter træde ind i stuen foran sin far, var det de største og sværest skridt, hun nogen sinde havde taget.

For andre lyder det måske ikke som en særlig bedrift. Men når man som Rachel var vokset op i en stærkt troende mormonsk familie med strenge regler for alt lige fra påklædning til bøn, så krævede de bukser et ufatteligt mod.

Rachel vidste, at det her ikke ville blive gratis. Hele hendes liv havde hun levet med, at piger skulle gå med nederdele til under knæet, ligesom hun havde levet med sin fars kontrol. Som når han råbte gennem døren til toilettet: ”Husk kun at bruge to stykker toiletpapir.”

 

Ville beholde bukserne uanset straffen

Som barn havde Rachel altid forsøgt at overholde reglerne hjemme i rækkehuset på Amager, hvor familien levede ekstremt spartansk. Men nu nærmede hun sig puberteten, og hun kunne i sit indre mærke en voksende vrede og et ulmende oprør, så bukserne ville hun beholde uanset straffen.

Da hun efterfølgende gik ud ad hoveddøren og hen til skolen iført bukserne, var det hendes første sejr over faren. Det var også en hel ny fornemmelse.

- Det var så stort at have bukser på, og jeg tænkte, at hele Verden måtte kigge.

Det gjorde hele Verden selvfølgelig ikke. Men klassekammeraterne bemærkede godt nok, at Rachel for en gang skyld ikke skilte sig ud i sin mormors hjemmestrik af garnrester og nederdel syet af en gammel dug. 

Blev ved med at tage oprør med sin far

For Rachel havde kampen for bukserne en pris. Det havde alle de andre opgør med faren også. Alligevel blev hun ved med at tage dem som teenager.

- Min far havde kun et værktøj, og det var straf. Det kunne være værelses-arrest, forbud mod musik eller vand og brød i stedet for aftensmad. Han kunne også tage mine lommepenge, og det betød utrolig meget. De penge skulle jeg for eksempel købe bind for, så uden lommepenge måtte jeg gå rundt med en masse toiletpapir i trusserne, husker Rachel.

Men alligevel blev hun ved med at bryde sin fars regler, selvom straffene regnede ned over hende.

Læs også: Jeg bad min kollega om børn

Skrevet en bog inspireret af sit eget liv

- Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg blev ved, når jeg vidste, der ville falde brænde ned. Det var bare en urkraft inde i mig.

Den urkraft kom til at føre Rachel langt. Lige nu er hun aktuel med den stærke roman Grundvold, som godt nok ikke bygger 100 procent på hendes eget liv. Men næsten. 

- Jeg har ikke længere kontakt med min far, men jeg tror ikke, han har det så godt med bogen. Og han ser helt sikkert tingene på en anden måde end mig, som Rachel siger.

Fandt frirum på biblioteket

At 44-årige Rachel har valgt at skrive en bog, hænger godt sammen med resten af hendes liv. Det var nemlig mellem bibliotekets gule reoler, hun fandt sit frirum i sin ufrie barndom.

- Efter skole gik jeg hen på biblioteket, inden jeg skulle tilbage til mit trange hjem. Så sad jeg og drømte mig væk, mens jeg læste hestebøger, detektivhistorier og tegneserier, husker Rachel, som var god til at læse og en dygtig elev i skolen.

Læs også: Jeg blev mor som 15-årig

Ville redde sig selv

Det kunne godt være, at hun ikke så lige så smart ud som de andre i deres dunjakker og stonewashed jeans. Men fagligt var hun skarp. I hvert fald lige indtil hun startede i gymnasiet. På det tidspunkt var konflikterne hjemme i familien blevet så store, at hun ikke bare kunne ryste dem af sig, når hun sad i klasselokalet. Hun havde svært ved at koncentrere sig. Og svært ved overhovedet at være til. Derfor tog hun en beslutning, som krævede endnu mere mod, end dengang hun trådte frem for sin far iført bukser: Hun ringede til socialkontoret med et ønske om at blive fjernet fra hjemmet.

- Det var mit forsøg på ikke at gå i stykker. For jeg kunne ikke mere. Jeg var ved at bryde sammen, og det var som om jeg slet ikke kunne tage viden ind mere, siger Rachel.

Flyttede på ungdomspension og savnede familien

Man skulle tro, at Rachel kunne ånde lettet op, da hun endelig trådte ind på sit nye værelse på en ungdomspension i Hellerup langt væk fra familiens strenge regler og kontrol. Men også det havde en pris.

- Det var selvfølgelig dejligt med friheden og det fyldte køleskab. Men jeg savnede også mine familie. Jeg elskede jo mine forældre, men det var svært at have et normalt forhold til dem, for de kunne ikke tilgive mig for det, jeg havde gjort.

Levede som en kamæleon

Da Rachel flyttede på ungdomspension, skulle hun vænne sig til en helt ny verden meget langt fra den, hun kendte. Her var der ingen nederdele til under knæet eller bordbøn. Nu boede hun dør om dør med piger med kraftig makeup, rappe replikker, lange negle og et aktivt fest- og sexliv.

Samtidig startede hun på Gammel Hellerup Gymnasium, hvor hun skulle begå sig med elever i pæne blå skjorter, dyre tasker, egne biler på parkeringspladsen og en privilegeret familiebaggrund. Og når hun havde fri, kom hun stadig i kirken og sang med på salmerne.

- Jeg prøvede at passe ind alle steder som en kamæleon. Men det var meget anstrengende, og jeg vidste slet ikke, hvem jeg var, siger Rachel, som begyndte at ligne pigerne fra ungdomspensionen mere og mere både i udseende og levevis. 

Kunne ikke spille flere roller

På Gammel Hellerup Gymnasium kunne de nydelige elever derfor se hende møde op med tømmermænd og lange negle i plastik til 20 kroner fra Matas. Og lærerne kunne se, hvordan den ellers så begavede elev sakkede mere og mere bagud.

Rachel kunne ikke længere magte at spille de mange roller, og i 2. g stoppede forestillingen. Hun forlod gymnasiet. Og herfra startede nedturen.

Hashmisbrug og dårligt selskab

I årene efter kom Rachel ud i et hashmisbrug og ind i et dårligt selskab. Hun boede i en lejlighed hos en veninde, hvor pusherne kom og gik, og hvor hun sov hele dagen og gik i byen om natten.

- Jeg levede et robotliv, hvor jeg ikke følte noget. Mit selvværd var utrolig lavt, så jeg syntes faktisk, jeg havde fortjent et dårligt liv.

Graviditeten ændrede alt

Da Rachel var 19 år, skete det, der ikke måtte ske. Men også det, der kom til at vende hele hendes liv. Rachel blev gravid. Det var bestemt ikke planlagt. Og forholdet til faderen var hverken sundt eller stabilt, så Rachel havde udsigt til at blive enlig mor uden uddannelse i en elendig lejlighed med en stuetemperatur på 14 grader om vinteren. Alligevel valgte hun at beholde barnet og flytte på mødrehjem, og en uge inden hun fyldte 20 år, blev hun mor til en perfekt lille dreng.

- Det var et chok for alle sanser at blive mor, og det var sindssygt hårdt at være alene med et spædbarn. Men jeg ur-elskede ham. Og jeg fandt ud af, at jeg var rimelig stærk, når det kom til stykket, husker Rachel, som også fandt ud af en anden vigtig ting: Hun ville ændre sit liv.

Startede på HF med bøger i en plasticpose

Da sønnen var ti måneder gammel, startede Rachel derfor på HF. Bøgerne havde hun i en plasticpose, for økonomien var naturligvis stram, og når Rachel skulle bruge penge, var det på sønnen.

Det var i det hele taget ønsket om at give ham et godt liv, der drev Rachel op af sengen og i skole hver dag. Og det var hun god til. Hun endte med at blive student med skolens højeste gennemsnit, og de gode karakterer brugte hun til at komme ind på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Et valg der gav mening, eftersom bøger allerede havde været hendes redning i barndommen.

Manglede bøgerne på ungdomspensionen

Selv er hun overbevist om, at bøgerne faktisk spillede en langt vigtigere rolle, end man skulle tro. Hun oplevede nemlig, hvor meget hun manglede dem, da hun flyttede på ungdomspension, hvor der ikke var bøger på hylderne, og hvor det nærmeste bibliotek var så langt væk, at det krævede en tur med bussen.

- Jeg holdt op med at læse, og jeg tror, det var en af grundene til, at det gik mere og mere skævt. Samtidig følte jeg, at der var utrolig lave forventninger til os anbragte unge. Ingen stillede krav om, at vi læste og passede vores skole. Det var en succes bare vi ikke røg hash.

Efterlyste bøger til anbragte børn

Den viden fyldte mere og mere i Rachel, jo længere hun kom i sit studie, og det førte til, at hun dag skrev et opslag på Facebook, hvor hun efterlyste bøger til anbragte børn. Nu ville hun skaffe børn noget at læse, og det viste sig faktisk også, at velviljen til at levere bøger var stor.

Rachels vilje og energi til at hente bøgerne og bringe dem ud var også stor. Godt nok havde hun ikke kørekort, men hun kunne klare meget med sin store rullekuffert og sin cykelkurv, og dermed var hendes organisation ”Læs for livet” startet. I dag kan hun ikke længere klare det med en rullekuffert.  ”Læs for Livet” er vokset så meget, at der i dag er 6 ansatte og knap 40 frivillige, som leverer bøger til 250 institutioner i Danmark og otte i Grønland.

Rachel har ikke bare set ”Læs for livet” vokse. Hun har selvfølgelig også set sin søn blive voksen. Han er i dag 24 år, bor sammen med sin kæreste og er ved at blive kandidat på biokemi. Så man forstår godt, hvorfor Rachel ikke kan tale om ham uden at smile helt op i øjnene. Hun lykkedes imod all odds.

Rachels bog Grundvold udkommer den 5. februar på Gyldendal

Far ønsker ikke at udtale sig

Som Rachel selv siger, så ser hendes far anderledes på familielivet, end hun selv gør. Men han ønsker ikke at udtale sig til denne artikel.