Robert Hansen: Snød døden to gange
Robert Hansen er skabt af folket
Gennem årene har der været mange meninger om Robert Hansen. Flere gange er han blevet ”dødsdømt” af medier og overskrifter som ”Nekrolog i utide: Hvil i fred, Robert O.D. Hansen” og ”Kostbart kokain koks” har fyldt forsider.
Alligevel er det svært at lade være med at smile, når man ser for sig den usikre Viktor Knudsen stå i kiosken og købe ”kon.. kon.. kondivand” i filmen ”Kærlighed ved første hik”. Eller den aften, hvor han vandt ”Vild med dans” med Marianne Eihilt som partner og kom dansende ind på scenen til ”Her kommer mutter med kost og med spand” i deres freestyle.
Og hvis man skulle være i tvivl om hans popularitet, behøver man blot kaste et blik på de sociale medier. Over 54.000 synes godt om ham på Facebook, og opbakningen efter indlæggelserne har været stor og rørende.
Læs også: Hov, jeg er gravid i 8. måned
Men hvordan kan det egentlig være, at manden, der både blev stemplet som ”narkoman, voldsmand, løgner og spritbilist” kan gøre os danskere varme om hjertet?
Hvis man spørger filmproducent og Roberts nære ven Regner Grasten, så er der ikke mange skuespillere i Danmark, der er skabt af folket i samme grad som Robert Hansen:
”Du kan få fantastisk kritik, masser af priser, men er du ikke skabt af folket, så er du ikke en ægte skuespiller, hvor ægtheden kommer indefra. Det er det, folket elsker, og det er det, Robert Hansen kan; derfor er han folkets skuespiller.” Sådan forklarer han det i bogen ”Velkommen på forsiden”.
Paraderne nede
Det lyder som en dans på roser at blive kaldt ”folkets skuespiller”, men det kan man ikke sige, at Roberts liv har været. Det har derimod været et ”yoyo-liv”, der har svinget fra helt oppe til dybt nede.
Rollen i ”Kærlighed ved første hik,” der solgte over en halv million billetter i biograferne, gjorde Robert landskendt.
Han gik fra ”rod til stjerne” og blev pludselig hele Danmarks darling. Han var kun 19 år og havde svært ved at holde fast i sig selv i alt det, der skete, i et alt for hurtigt tempo. Selv om Robert sagde til sig selv: ”Det går skidegodt Robert, landets kæledække”, endte succesen i et stofmisbrug. Det gik naturligvis ikke mediernes næse forbi, og forsiderne knockoutede Robert:
”Det hele er sort. Jeg er lammet. I chok. Forstår det ikke. Men det begynder alligevel at dæmre. Artiklen er skrevet. Den er på forsiden. Nu er paraderne nede. Alle kan se, hvem jeg i virkeligheden er. En taber. Der er ingen grund til længere at lade som om, jeg er noget”.
Robert begyndte at feste. Meget. Efter at have ligget i sengen i mange uger stod han op for at drikke. Det var det eneste, han var i stand til. Festerne var det eneste sted, han fandt noget, der mindede om ro. Han gik kun ud, når det var mørkt, og med hætte over hovedet eller hue på. Han var overbevist om, at alle, han mødte på sin vej, vidste, hvem han var. Og at de helt sikkert syntes, at han var en idiot. Han kunne ikke gå i en butik eller møde fremmede mennesker uden at tænke ”Hvad tænker de om mig? Og hvem er de i virkeligheden?” Der kunne jo være journalister over det hele. Robert var paranoid og hele tiden på vagt.
Skæbneopkaldet
Hvor end han gik, hørte han en konstant summen. En underlægningssang: ”Robert Hansen… Viktor.. Kokain.” Til sidst havnede han på en afvænningsklinik.
En septemberdag for 10 år siden modtog Robert et opkald, der skulle vise sig at ændre hans liv.
Han blev tilbudt at deltage i ”Vild med dans”. Han så hurtigt muligheden for at vende hele bøtten og viske kokain-tavlen ren. Det var ikke bare et danseshow for Robert. Det kunne nemlig blive en tilkendegivelse fra danskerne. Alle dem, der gennem årene havde læst om alle hans fejl og hvor dum, han var. Men han var også bange. For at dumme sig igen og ligne en endnu større idiot.
Saszeline: Min bror begik selvmord
Men Robert dansede sig direkte ind i danskernes hjerter og fik det nye navn ”Gentleman-Robert”.
Både hans rytmiske, men også personlige udvikling, skinnede tydeligt igennem på dansegulvet. Folk i alle aldre begyndte at råbe efter ham. Børn og gamle. Og det var en ny verden for ham. For det var pæne ting, de råbte. Rygklapperne kom tilbage. For Robert var hver enkelt stemme et menneske, der sagde ”jeg vil se det her ske for ham. Nu skal han ikke døje med det længere. Han må gerne komme tilbage”.
