Sabines mareridt: Min datter var død i 14 minutter

– Få forældrene ind, råber lægen inde fra stuen på intensivafdelingen på Rigshospitalet. Sif ligger livløs i sengen, mens flere mænd i hvide kitler lægger hele deres kropsvægt på den 8-åriges piges bryst. De bliver ved med at kæmpe for at få hendes hjerte til at slå igen, men der er ikke engang tegn på hjerteflimmer.

Viseren på uret slår faretruende hurtigt, og da Sabine bliver kaldt ind på stuen, rammer synet af hendes datter hende som en kugle i brystet. Luften bliver slået ud af hende, og som minutterne går, begynder Sabine at indstille sig på, at hun måske aldrig skal høre sin datter grine igen.

– Var det de otte år, jeg fik sammen med mit barn, tænkte jeg. Jeg vidste jo godt, at jo længere tid der gik, jo mindre chance var der for, at min datter vågnede op igen. Til sidst blev jeg nødt til gå ud, for jeg havde det, som om hele min krop blev flået fra hinanden, fortæller 41-årige Sabine Vedel fra familiens hus i Præstø.

Hoste og feber

Selv om hun har fortalt historien utallige gange, presser tårerne sig stadig på, for på få sekunder er hun mentalt tilbage på den hospitalsstue, hvor hun var så tæt på at miste sin elskede Sif.

Sabine havde altid kigget beundrende på sin datter, når hun frygtløs kastede sig ud i nye udfordringer. Om det var på ryggen af en hest eller i toppen af et træ, så hørte hun sjældent gråd eller usikkerhed.

Men da Sif i vinteren 2015 begyndte at hoste og få feber, skød Sabine det hen som almindelig snue. Alligevel undrede hun sig, da hun begyndte at få blå mærker og blive mere indelukket.

Sabine googlede symptomerne, og ordet leukæmi kom til syne på skærmen.

– Jeg havde aldrig tænkt over, at børn kunne få kræft. Så jeg slog det hurtigt hen, for det kunne simpelthen ikke passe, fortæller Sabine, der tog Sif med til lægen. Lægen mistænkte, at den 8-årige pige havde kyssesyge, men det skulle vise sig, at blodprøverne afslørede noget, der var langt mere alvorligt.

– Sif har leukæmi. Rigshospitalet venter på jer, sagde lægen i den anden ende af røret en almindelig eftermiddag.

En ny virkelighed

Ordene ramte Sabine som en mavepuster, og hun kunne mærke, at benene forsvandt under hende.

– Skal mit barn dø, spurgte Sabine febrilsk, der ikke den dag fik noget svar. I stedet kørte de turen ind til Rigshospitalet med en uvis fremtid i sigte.

Da de den dag trådte ind på kræftafdelingen, åbnede der sig en helt ny verden. Overalt blev hun mødt af synet af små børn med slanger ud af næsen, ar i hovedet og skaldede isser, men da hun kiggede rigtigt efter, så hun noget, der forbavsede hende. Både børn og forældre smilte og grinte.

– Jeg forstod ikke, hvordan de kunne smile, når deres børn var dødeligt syge. De havde jo fået samme besked, som jeg lige havde fået. På det tidspunkt anede jeg jo ikke, at det var en måde at overleve i en virkelighed, hvor frygten konstant var der, fortæller Sabine, der var ved sin datters side, mens scanninger, blodprøver og indlæggelse blev en realitet.

Kemobehandlingen tvang den unge pige i knæ, og hun fik svære bivirkninger som infektioner og angst. Men efter et stykke tid begyndte Sif at reagere godt på kemobehandlingen, og når hun havde det godt, kom hun i skole. Men ofte gik der ikke mange dage, før hun igen fik det dårligt og måtte retur til Rigshospitalet.

Fik flere smerter

– Når jeg kiggede på Sifs veninder, kunne jeg ikke lade være med at misunde dem. De blev dygtigere til fagene og til springgymnastik, og jeg følte, at hun gik glip af sin barndom, og der var intet, jeg kunne gøre ved det, fortæller Sabine, der valgte at fokusere på de fremskridt, som Sif gjorde. Kemoen virkede, og da hun en dag havde klaret en cykeltest på imponerende vis, begyndte de at kunne se en almindelig hverdag glimre i det fjerne.

Men den 23. november 2015 begyndte Sif at få ondt i maven.

Sabine ringede til hospitalet, og da de nåede frem, var smerten intens. Før lægerne fandt ud af årsagen, gik Sif i krampe, da Sabine skulle følge hende på toilettet. Hendes ben forsvandt under hende, og kroppen strakte sig ud som en flitsbue. En scanning viste, at hun havde betændelse i bugspytkirtlen på grund af kemoen. Hun fik antibiotika og en masse væske, men da hun lå i sengen, kunne Sabine mærke, at hendes arme og ben blev mere og mere kolde. Hun fik høj puls og kastede voldsomt op, og til sidst blev hun overflyttet til intensiv.

De store mængder væske, Sif havde indtaget, havde hun ikke tisset ud. Men hun gav hverken udtryk for smerte eller tissetrang. I stedet fik store mængder morfin fik hende til at lave sjov med sygeplejerskerne, og der var intet, der tydede på, at hun kort tid efter ville kæmpe for livet.

Kom tilbage til mig

Klokken var omkring to om eftermiddagen dagen efter, da Sabine var på vej op på Sifs stue, da hun så sin eksmand komme imod hende.

Sif var gået i krampe. En krampe, der var endt i hjertestop.

I 14 minutter prøvede lægerne at få liv i den pige, der havde hele livet foran sig. Sabine prøvede at trække sig fra den stue, hvor de prøvede at genoplive hende, men få minutter senere sad hun igen med sin datter i hånden.

– Jeg hviskede til hende, at hun skulle kæmpe. At hun skulle komme tilbage til mig, men der skete ingenting, fortæller Sabine, der derefter kun husker de næste par timer i glimt.

Lægerne fjernede fire liter væske, som havde ophobet sig i hendes krop og dermed lavet et stort tryk på hjertet, der havde givet hende hjertestop. Men i 14 minutter havde Sif været uden ilt.

Den efterfølgende tid holdt en respirator hendes lille krop i live. Ved hendes side sad skiftevis Sabine, hendes mand og Sifs far. De talte med hende, spillede alt fra Rasmus Seebach til Mozart, og selv om øjnene var lukkede, var Sabine ikke i tvivl om, at hendes datter igen ville åbne sine øjne.

– Lægerne havde sagt, at det ikke var sikkert, at hun igen ville vågne. En MR-scanning havde vist store, sorte pletter på Sifs hjerne, og hvis vi var så heldige, at hun vågnede, var der en stor risiko for, at hun havde en skade på hjernen. Det sagde de, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at min datter ville komme tilbage til mig, fortæller Sabine.

Pludselig sang hun

I 12 dage lå Sif i respirator, inden hun endelig åbnede sine øjne. De fjernede tuben i halsen, og tre uger senere hørte Sabine den bedste lyd i verden. Hendes datter sang.

– Det var det vildeste. Jeg hoppede og dansede rundt, for den dag trodsede hun lægernes skepsis. I begyndelsen kunne Sif hverken tale, se eller gå, men den lille pige var stædig, og cirka en måned senere tog hun det første skridt.

Vinteren gik med at få førligheden tilbage, og da de nåede foråret, var Sif så frisk, at hun kunne genoptage sin kemobehandling.

– Jeg kan huske en vinterdag, hvor Sif gerne ville rutsje. Hun sad stadig i kørestol, men det skulle ikke forhindre hende i at have det sjovt. Så vi kørte hende op ad en ret stejl bakke, hjalp hende op, og så rutsjede hun med et kæmpe smil på læben. Lige der så jeg igen den Sif, som jeg kendte før kræften, fortæller Sabine, der lyser af stolthed, når hun kigger på sin nu 11-årige datter.

Frygten forsvinder ikke

I foråret 2017 var Sif færdigbehandlet, og lægerne kalder Sif et vaskeægte mirakel.

Hun er nu tilbage i skolen, og selv om hun stadig har problemer med hukommelsen, er det ikke til at se, at hun var tæt på at miste livet.

Alligevel sidder frygten stadig som en mørk skygge over Sabines hverdag.

– Vi er rigtig gode til at hygge og nyde hinandens selskab, men der skal ikke meget til, før frygten kommer tilbage. Det kan være et rødt mærke eller lidt åndenød, så begynder jeg at mærke angsten, fortæller Sabine, der håber, at de kan inspirere andre til at stoppe op og nyde hinanden i en ellers travl hverdag.

– Der er intet galt i at ønske sig materielle ting, men når alt kommer til alt, så er det vigtigste vores børn.