Sanne kæmpede for sin søn i otte år: Jeg vidste noget var galt

For 15 år siden stod to små piger i ens lyseblå kjoler på Hjørring Sygehus og så deres lillebror for første gang. Det var et øjeblik, søstrene havde set frem til længe. I månedsvis havde de kysset deres mors mave og talt til babyen derinde. Nu var han her endelig. Lille, nuttede Mathias på 4.200 gram.
I sengen sad Sanne Hald Nielsen og betragtede sine børn. Selv om hun var udmattet efter fødslen, smilede hun glad og bevæget. Siden hun var helt ung, havde hun altid ønsket at blive mor til tre, og her på den hvide hospitalsstue var drømmen gået i opfyldelse.
Men drømmen kom aldrig til at se ud, som Sanne havde forestillet sig. Faktisk udviklede den sig til en otte år lang kamp. En kamp, som Sanne nu har skrevet en bog om i håb om at hjælpe andre.
Læs også: Maria solgte hus og hjem for at få datteren helbredt for epilepsi
En dårlig mavefornemmelse
Allerede kort efter fødslen kunne hun mærke, at noget var galt.
Hendes mavefornemmelse og erfaring fra de to første børn blev ved med at prikke til hende og fortælle hende, at Mathias havde alvorlige problemer. Han var slet ikke, som hans storesøstre havde været som babyer, og han græd så meget hele tiden, at Sanne til sidst tog ham med til læge. Måske havde han kolik? Måske havde han ondt et eller andet sted?
Lægen slog det hen. Drenge er bare anderledes end piger, fik Sanne at vide.
Konstant dårligt nyt
Noget var forkert. Da Mathias skulle begynde at spise fast føde, vendte han hovedet væk nærmest i rædsel, hver gang hun forsøgte at give ham en skefuld grød.
– Lægen sagde, at jeg bare skulle blive ved med at prøve, men jeg følte, det var grænseoverskridende, når han kæmpede så meget imod. Det var nærmest, som begik jeg et overgreb.
I de efterfølgende år voksede frustrationerne og magtesløsheden i Sanne. Da Mathias begyndte i børnehave, blev det mere tydeligt end nogensinde, at hun havde et barn, der ikke havde det godt. Næsten hver dag var der dårligt nyt fra personalet, når hun hentede ham. Mathias ville ikke spise. Mathias havde sparket til møblerne. Mathias ville ikke lege med de andre. Mathias havde problemer med sproget og motorikken.
– ”Måske skulle du prøve at opdrage ham lidt mere” sagde en pædagog en dag. Det gik lige i hjertet. Samtidig tænkte jeg: Hvad bilder du dig ind? Men jeg sagde ikke noget. Jeg måbede bare og følte mig helt blank.
Se også: Anette mistede sin datter til hjernekræft: Jeg kan ikke blive rigtig lykkelig igen
Jeg var magtesløs
Magtesløsheden fortsatte. Selv om der blev sat psykologer og andre fagpersoner på Mathias, følte Sanne sig meget alene. Ingen kunne fortælle hende, hvad der var galt. Og ingen kunne dele hendes bekymring.
– Mit ægteskab røg, fordi vi ikke havde samme syn på, hvor slemt det var med Mathias, siger Sanne, som flyttede i en lejlighed med sine tre børn.
Drømmen om en kernefamilie med mor, far og tre børn havde taget en hel ny drejning. I det hele taget var meget helt anderledes, end Sanne havde forestillet sig.
Selv om Mathias gik i en udviklingsbørnehaveklasse, voksede hans problemer i takt med, der blev stillet krav til ham. Blev han bedt om at holde på en blyant, smed han den fra sig i vrede. Hans motorik haltede bagefter, og han lærte hverken noget fagligt eller socialt, for han knyttede ikke venskaber med sine jævnaldrende. Mathias passede ikke ind, og det var ikke sjovt for nogen. Værst var det selvfølgelig for Mathias, som græd, sparkede og smed med tingene, når det hele blev for meget.
Undervis ham selv
En dag blev Sanne endnu en gang ringet op. Mathias var meget urolig, og hun måtte hente ham med det samme.
Da Sanne kom til skolen, fik hun at vide, at det havde været så slemt, at de havde måttet tage Mathias med ind i et tomt lokale. Sanne glemmer aldrig det syn, der mødte hende, da hun åbnede døren.
– Mathias lå på gulvet, mens der sad to voksne og holdt ham nede. Den ene havde fat i hans arme og den anden i hans ben. Han så bare så skræmt ud. Det var frygteligt. Jeg sagde ikke noget, og jeg græd heller ikke. Jeg løftede ham bare op og bar ham ud. Vi skulle væk.
Efter mindre end et år på den skole kunne Sanne køre Mathias væk for allersidste gang. Personalet havde gjort det klart: De havde ikke ressourcer til Mathias. I stedet gav de Sanne nogle skolebøger med hjem. Så kunne hun give ham hjemmeundervisning.
– Det var bare så forkert at have min dreng derhjemme, for jeg syntes jo, han havde lige så meget ret til at blive undervist som alle andre. Jeg er jo heller ikke lærer, siger 42-årige Sanne.
Læs også: Pia fik en søn med Downs syndrom: Jeg ville have valgt Eliaz fra
Endelig kom diagnosen
Sanne brugte rigtig mange af sine kræfter i kampen for at få en diagnose. Hun gik til det ene møde efter det andet med børnelæger og psykologer, men ingen kunne pege på, hvad der præcist var galt med Mathias. Og når man ikke vidste, hvad han fejlede, kunne man heller ikke give den rette hjælp. Mathias endte derfor igen i en skole, som ikke passede til ham.
Til sidst fik Sanne langt om længe en indkaldelse fra psykiatrien. Nu skulle en grundig undersøgelse vise, hvad der var galt. Problemet var bare, at de først skulle møde op om fem år. Sanne troede først, at årstallet var en skrivefejl. Men den var god nok. Ventetiden var virkelig så lang. Hun endte derfor med at kontakte en privatklinik i Silkeborg, hvor ventetid kun var et år.
Da diagnosen langt om længe kom, var det ikke et chok for Sanne. Hun havde haft en fornemmelse af, at hendes søn nok var autist. Men beskeden krævede alligevel nogle måneder at sluge.
– Det tog tid at forstå og acceptere. Men jeg har aldrig været bitter. Mathias har jo altid været en dejlig dreng, og jeg har altid holdt lige så meget af ham som af mine piger, siger Sanne, som oplevede, hvordan en helt ny verden åbnede sig, efter Mathias fik en korrekt diagnose.
Så gik det hurtigt
Godt nok skulle det tage otte år, før de kom så langt. Men da Mathias først startede i en skole med speciale i autisme, gik hans udvikling lynhurtigt.
Sanne havde været vant til at hjælpe sin søn med alt lige fra tandbørstning til påklædning. Selv når han skulle hjem fra skole, måtte hun gå helt ind i klasselokalet og følge ham ud i bilen.
Nu kunne hun pludselig stå ude på parkeringspladsen og se, hvordan hendes dreng sikkert og smilende selv kom gående ud til hende. Det er måske en lille ting for andre. Men for Sanne var det kæmpestort. Ligesom det var stort, da hun så, hvordan han begyndte både at læse og skrive.
I dag er Mathias en tilfreds dreng på 15 år. Han er adskillige centimeter højere end sin mor, når han står ved siden af hende og smiler i sin T-shirt med den gule Pokémon på brystet.
Han er ikke som andre. Han er helt sin egen og elsker at se tegnefilm og spille computer. Og så elsker han sin mor meget højt og har lidt svært ved at forstå, at han er blevet for stor til at sidde på skødet.
Man kan godt forstå hans åbenlyse kærlighed til sin mor. Sanne er virkelig en kvinde, som utrætteligt har kæmpet for sit barn. Nu har hun også skrevet bogen ”Et liv med autisme”, hvor en smilende Mathias pryder forsiden i sit pæneste tøj.