Sapran blev slået og ydmyget som barn: Jeg ville bare elskes

I huset på Næstved Landevej er Sapran blevet placeret på husets toilet. Hendes små barneben kan ikke nå jorden, og selv om hun ikke kan klemme noget som helst ud, skal hun blive siddende. Døren er åben, og husets beboere går forbi uden at ænse hende. Men uanset hvor meget hun presser, vil hendes barnekrop ikke makke ret, og hun ved, at hvis hun ikke opfylder kravet på det antal afføring, som plejefar har bestemt, må hun ikke rejse sig. Konsekvensen er langt værre. Hun læner sig tilbage, for hun ved fra tidligere, at hun kan komme til at sidde der hele natten.

LÆS OGSÅ: Den hotteste kur netop nu: Sense

– Det var noget af det mest ydmygende, jeg kan huske. Jeg kunne jo ikke styre, hvad min krop gjorde, men jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde, som der blev sagt, fik jeg ikke lov til at sove. Ligesom med alt andet var uvisheden det værste, fortæller 23-årige Sapran Hassna, der med sit lange, kraftige hår og smittende smil ligner enhver anden ung kvinde.

Men bag facaden gemmer der sig en pige, der en stor del af sin barndom har oplevet daglige ydmygelser, sult og en konstant påmindelse om, at uanset hvad hun gjorde, var hun aldrig god nok.

Sapran modtog 10.000 kroner i erstatning. Hun har regnet sig frem til, at plejeforældrene modtog 13 millioner kroner for at have hende og hendes søskende i pleje i seks år.

Den støste sorg

Som 4-årig oplevede Safran og hendes søskende den største sorg. Deres far slog deres mor ihjel. Den kvinde, som var indbegrebet af tryghed, og som viede sit liv til at beskytte sine børn mod deres psykisk syge og voldelige far.

– Min mor havde en dejlig ro over sig. Jeg kan huske, at jeg tit sad og betragtede hende, mens hun redte sit hår, og jeg vidste, at hun ville gøre alt for at beskytte os, forklarer Safran, der sammen med sine søskende blev indlogeret på børnehjemmet Frederiksholm.

I 17 måneder var børnehjemmet deres hjem. Hver gang der kom en familie på besøg, sad Sapran og smilede. Hun glædede sig til at være den udvalgte til en familie, og en dag lykkedes det.

En plejefamilie fra Skælskør ville gerne tage Sapran og hendes tre søskende til sig, men selv om drømmen om en kærlig familie var stor, havde Sapran en underlig mavefornemmelse.

LÆS OGSÅ: Glimt af Flemming Jensen: Nutår i Suditalien

– De kiggede aldrig direkte på mig, og de spurgte mig ikke om noget. Så den første tid var mere præget af kølighed. Men da udslusningsforløbet var overstået, fandt vi ud af, at det skulle blive værre, forklarer Sapran.

Som tiden gik, blev deres hverdag mere og mere kontrolleret. Deres madportioner blev afmålt, og de fik ofte serveret mad, de ikke brød sig om. Ville de ikke spise det, blev det blendet og serveret igen. Ofte gik pigerne i seng med rumlende maver.

– Vi begyndte at stjæle mad i skolen, fordi vi var så sultne, og da vores plejeforældre fandt ud af det, skulle vi hver dag kropsvisiteres, når vi kom hjem. Det betød, at jeg skulle tage alt tøjet af.

En dag udviklede kontrollen sig til vold. Sapran var vidne til, at hendes plejefar tog fat i storesøster Randa overarm, lagde hende ned og straffede hende med en endefuld. Fra den dag vidste Sapran, at deres liv havde taget en alvorlig drejning. Men trods den kølige og voldelige adfærd fra plejeforældrene fortsatte Safran med at gøre en stor indsats for at blive elsket.

– Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke kunne lide mig. Når jeg kiggede mig i spejlet, syntes jeg jo, at jeg så sød ud. Jeg prøvede altid at tilbyde min hjælp, og jeg opførte mig ordentligt, men uanset hvad, var det bare ikke godt nok.

I stedet prøvede Sapran at finde omsorgen hos sine lærere i skolen. Hun tegnede ofte tegninger, hvor hun skrev, at hun elskede sine lærere, og sad altid med hånden oppe, når der kom et spørgsmål til klassen. Men følelsen af at blive ubetinget elsket fik hun aldrig.

Saprans mor blev slået ihjel af deres far, fordi hun ville forlade ham. Hun blev cirka 20 år gammel.

- Mor var høj, smuk og blid. Jeg kan stadig huske dugten af hende og følelsen af, at hun puttede og kyssede mig og mine søskende, og at vi sov tæt op ad hende om natten.

Ydmyget dagligt

Hjemme på gården tog ydmygelserne og straffene til. Hvis hun havde gjort noget forkert, blev hun ofte lagt i seng og skulle ligge i en bestemt stilling, som hendes plejefar holdt øje med. Andre gange blev hun låst inde på sit værelse i flere dage uden kontakt til nogen.

– Jeg lå og kradsede på væggen, og nogle gange fangede jeg nogle fluer, som jeg rev vingerne af. Jeg prøvede at gøre noget for at holde mig beskæftiget. Men nogle gange kom jeg ned i nogle dybe, sorte huller, hvor jeg ikke kunne se håbet. I de perioder tænkte jeg på at hoppe ud ad vinduet. Andre gange tænkte jeg på den knivblok, der stod i køkkenet. Jeg kunne stikke en kniv i min plejemor, og så ville min plejefar slå mig ihjel, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Johan fra Nybyggerne mistede kæreste og ven i tragedie

Men til trods for, at der kom flere indberetninger til kommunen, blev pigerne aldrig fjernet.

Som tiden gik, udviklede plejeforældrene nye afstraffelsesmetoder. Ud over de daglige ydmygelser og slag fik Sapran en dag at vide, at hun skulle stå i en firkant ude på gårdspladsen. Den var svagt optegnet i gruset, og her skulle hun stå, indtil hun fik besked på at komme ind. I flere timer kunne hun se veninder og klassekammerater gå forbi og hen til stalden, som lå lige overfor. Når de spurgte hende, om hun ikke ville med, sagde hun, at hun bare ville lege med sten. I vinduet var der altid et skarp blik fra hendes plejemor.

– Vores onkel havde forældremyndigheden over os, men vi så ham ikke særlig tit. Vi fik at vide, at han ikke gad at se os. Det var det samme med de pædagoger, som vi havde knyttet os til på Frederiksholm. Jeg fandt senere ud af, at de havde sendt en masse postkort. Dem fik vi bare aldrig. Det var endnu en måde at få os knækket på.

– Jeg kan stadig ikke holde ud, hvis dørene er lukkede. Så det gør jeg aldrig. Heller ikke, når jeg går på toilettet.

Seks onde år

I seks år levede Sapran i helvede sammen med sine søstre. Da hun en dag fik at vide, at hun skulle flytte, turde hun ikke at tro på det.

– Jeg græd i lang tid. Mine plejeforældre troede, at det handlede om, at jeg kom til at savne dem, men jeg var så ked af at forlade dyrene på gården. Samtidig tænkte jeg, at nu kunne mit liv endelig starte. Men jeg fandt jo ud af, at lykken desværre ikke ventede rundt om hjørnet.

Safran blev flyttet til en døgninstitution, hvor hendes indre rebel blev udlevet. På den ene side gjorde hun alt for at være så besværlig som overhovedet muligt, på den anden side bagte hun tit kage, så hun kunne få ros.

– Jeg tror, at jeg havde opgivet at finde den ubetingede kærlighed. Jeg blev konstant mødt af pædagoger, der sagde de samme ting. Lod som om, at de holdt af mig. Men de sagde alle sammen de samme ting, og så tog de hjem til deres familier.

LÆS OGSÅ: Min mand fik barn med en anden

Den 27. maj 2008 blev plejefaderen idømt fem års fængsel, efter at Saprans to søstre havde fortalt, at de var blevet seksuelt misbrugt. Politiet opgav at rejse sigtelse mod plejemoderen på grund af manglende beviser. Men hvad der skulle have været en sejrsdag, blev for Sapran endnu en ydmygelse.

– Der var en masse mennesker, der sad og vaskede hænder og sagde, at de ikke vidste noget. Men det gjorde de jo. Det gjorde mig så vred, og jeg ville bare væk derfra. Væk fra det hele, forklarer Safran.

Efter endnu et svigt fra en pædagog, som hun boede hos i et år, følte Sapran sig alene i verden. Det var svært at gennemføre gymnasiet, selv om hun altid havde fået gode karakterer, og i perioder gik hun rundt i parker om natten og sov på bænke.

– Jeg kunne ikke holde ud at være her. Jeg ville væk fra det hele. Jeg forestillede mig at tage til et andet land og arbejde med dyr eller børn, og jeg begyndte at søge job i udlandet. Jeg tænkte nok, at hvis jeg fysisk kom langt væk, ville tankerne også gøre det.

23-årige Sapran Hassna læser i dag religionsvidenskab på Københavns Universitet. Hun har udgivet bogen ’Forbandede Barndom’.

Endelig elsket

En dag til en sammenkomst blev hun fanget af nogle venlige øjne og et roligt sind. Hun begyndte at snakke med den lille fodbolddreng, og hun fandt hurtigt ud af, at her var en person, hun kunne stole på. Hun blev hurtigt kæreste med Sami, og for første gang kunne kun mærke den ubetingede kærlighed, som hun hele sit liv havde higet efter.

– Han havde en dejlig ro, og jeg følte hurtigt, at jeg kunne fortælle ham om, hvad der var sket, og jeg mærkede en stor støtte. Jeg tror, at det var første gang, jeg fandt en ro i mig selv, og jeg fik lysten og modet igen.

LÆS OGSÅ: Emmas store spørgsmål: Fortryder du far

I dag læser Sapran religionsvidenskab på Københavns Universitet og har netop fået udgivet selvbiografiske bog ”Forbandede barndom” i samarbejdet med Birgitte Wulff.

Selv om Sapran har et godt liv i dag, har fortidens traumer sat sine spor.

– Jeg har stadig mareridt om natten. Jeg ser mig selv fortælle noget, men ordene kommer ikke ud, og så prøver jeg at stikke af. Men jeg bliver altid fundet. Det er det samme mareridt hver dag, og det er først for nylig, at jeg er holdt op med at sove med knive om natten, og jeg har stadig lyset tændt. Men jeg har arbejdet meget med at lægge vreden fra mig, og det hjælper min tro mig med, fortæller Sapran, der nu har givet sig selv lov til finde drømme for fremtiden.

– Jeg vil gerne have børn en dag, og de skal overøses med kærlighed, så de kan få den barndom, jeg aldrig fik.